Foredraget med den manglende slutning

Jeg terpede og terpede, årstal såvel som gloser og udtale. Efter en uges udsættelse på grund af strejke og blokade af universitetet oprandt dagen. Inden mit foredrag om det seriøse tema skulle mit publikum bestående af mine franske klassekammerater varmes op med en Danmarksquiz. Hovedstaden i Danmark havde de styr på, men så kom et lidt sværere spørgsmål: Hvem er præsident i Danmark?

Ingen svar, heldigvis. Mine franske klassekammerater lærte, at Danmark havde en statsminister, som i øvrigt havde heddet Rasmussen (Nyrup, Fogh og Løkke) siden 1993. Statsoverhovedet var dronningen, som i øvrigt var gift med en franskmand, Danmarks mest kendte indvandrer, sagde jeg med et glimt i øjet.

Og så kunne jeg begynde mit foredrag. Først beretningen om efterkrigstidens homogene Danmark, industrialiseringen og velfærdsstatens opbygning. Om manglen på arbejdskraft og erhvervslivets invitation til gæstearbejdere i slutningen af 1960’erne. Om 1970’ernes stigende arbejdsløshed og det øjeblikkelige stop for den vandrende arbejdskraft i november 1973 og debatten om kulturelle forskelle. Jeg satte spørgsmålstegn ved, om danskernes ”gæstfrihed” eller rettere åbenhed i virkeligheden var et spørgsmål om økonomiens tandhjul.

Så videre til internationale konventioner og udlændingeloven fra 1983, der blev kaldt en af verdens mest liberale udlændingelove med bedre rettigheder til asylansøgere, herunder et forbedret retskrav for familiesammenføring. Jeg gjorde holdt ved Tamil-sagen, inden jeg nåede til sidste del af min fortælling. Fortællingen var et tveægget sværd. På den ene side fortalte jeg om den åbenhed, der var over for politiske flygtninge fra verdens diktatur- og krigsstater, om 1990’ernes asyl til palæstinensere og opholdstilladelser til ”eksjugoslavere”. På den anden side omblomstringen af en debat, der ikke kun handlede om at styrke og videregive traditionelle og liberale værdier i det danske samfund, men som til tider også havde fremmedfjendske undertoner, der lagde kimen til en konflikt. Dannelse af ghettoer i det danske samfund. De sociale ydelser som ventiler i velfærdsstaten, som danske partier på tværs af det politiske spektrum drejede på for at regulere indvandringen. Og endelig 24 års-reglen, inden jeg nåede til mindretalsregeringens ghettoudspil og støttepartiets krav.

Jeg glemmer aldrig de måbende ansigter. De ellers så tavse franske studerende rakte langsomt fingrene op for at debattere. Havde Danmark ikke haft indvandring fra tidligere kolonier? Nej, ikke i særligt omfang. Om det virkelig var lovligt? Ja, hvad skulle være ulovligt? Om jeg mente, at Danmark var et racistisk land. Nej, tværtimod. En kommentar, om man virkelig skulle hedde Rasmussen for at blive statsminister i Danmark. Professoren rejste sig, takkede for foredraget og gav os fri uden at oplyse pensum til næste forelæsning.

I dag er jeg ked af, at professoren aldrig nåede at give os lektier for. Hvem ved, måske lå han inde med viden, der kunne have hjulpet mig til at skrive den seneste del af historien i et mere positivt skær end det, der i øjeblikket bliver set i danske såvel som franske medier.

Vi ser et verdenssamfund i opbrud, hvor lokale konflikter har skabt globale folkevandringer. Nogle vandrer mod økonomisk velstand, andre vandrer i blinde på ekstremismens spor. Begge dele ryster principperne for vores velfærdsstat, vores retsstat og vores demokrati. Integrationsydelser, konfiskering af smykker, flygtningelejre på teltpæle, ransagninger uden dommerkendelse og hastebehandling af lovgivning. Alt sammen noget, som de færreste danskere og franskmænd ville have troet på for seks år siden, da jeg holdt mit foredrag på det franske universitet, hvor få havde en anelse om de strømme, der samlede kraft.

Vores indretning af (velfærds)staten og de internationale organisationer er ikke gearet til at give svar på de udfordringer, vi står overfor. Det er krampetrækninger, der gør, at de (forholdsvis) lette løsninger vælges frem for nytænkningen. Kunne vi i virkeligheden løse en del af problemerne ved at investere i folkene, der vandrer, frem for at stemple dem med et sagsnummer? Kunne vi se dem som en potentiel kilde til faglært arbejdskraft, som Danmark mangler i de kommende år? Og kunne vi have tiltro til værdierne i vores samfund, deres styrke og muligheden for at videregive dem til det fællesskab, der består af os selv, vores forældre, vores børn og dem, der kommer hertil udefra?

Ak ja, kære læser, mine flashbacks til mit ophold i Frankrig siger mig, at vi er inde i en langvarig proces, der er præget af opbrud og rodløshed. Den startede ikke i går, og den slutter ikke i morgen. Der er ingen lette svar, og slet ikke inden for de rammer, vi kender. Men det, jeg gruer mest for, er, hvor meget vi skal se og være vidner til, før der er nogen, der virkelig tager ansvar og forsøger at skabe orden i det rod, der er blevet skabt både inden for og uden for landets grænser.