Mere liv og turistmiljø med husbåde

Marinavillaerne ligger nu på deres permanente plads i Slotsbryggens svajehavn. De er hver især 50 kvadratmeter eksklusive tagterrassen. Om en måned ankommer den tredje båd fra fabrikken Bravia i Slovakiet. Foto: Ingrid Riis

Husbådene er på plads i Slotsbryggens svajebassin, og naboerne er generelt positive.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Tirsdag eftermiddag tøffede en lille gummibåd fra erhvervshavnen til Slotsbryggen med en 10 ton tung husbåd på slæb.

Cyklister standsede op på vejen - klar til at udsætte, hvad de end havde planlagt, for at se det relativt sjældne syn. Naboer stimlede sammen på deres altaner med sammenknebne øjne og hævede øjenbryn.

Motoren på den lille gummibåd knoklede alt, hvad den havde lært, og blev blot hjulpet af en lille påhængsmotor på husbåden, der kunne hjælpe med at styre.

- Når først husbåden kommer i omdrejninger i vandet, skal det nok gå fint, lød det fra driftsplanlægger ved Slotsbryggen, Jørgen Hilleke.

Han var mere spændt på, hvordan det mon skulle gå, når husbåden skulle standses.

Man skal være 22 år for at kunne leje en marinavilla, og ved siden af de to udlejningsbåde har virksomheden selv en båd, så ansatte kan sikre sig, at alt er godt. Foto: Ingrid Riis

Fint med mere liv

På det nederste dæk stod Aksel Nielsen, ejer af de foreløbigt to husbåde, med albuerne hvilende på gelænderet og skuede ud over Guldborgsund.

Hans arbejde igennem mere end et år var med den relativt korte sejltur slut. Stort set, i hvert fald. For den tredje båd er klar om en måned, og så kan udlejningen begynde.

- De er smukke, siger Lis Wede, der sammen med sin mand, Bent Larsen, er gået ned på bådebroen fra deres lejlighed øverst i en af lejlighederne på Sophieholmen. For dem gør det ingenting, at der snart ligger tre udlejningsvillaer på vandet foran deres lejlighed.

- Det er kun fint med noget liv, og det er en spændende idé. Jeg vil sådan set gerne have noget mere liv omkring mig. Jeg behøver bare ikke at deltage i det, forklarer hun og tilføjer, at man bør være positiv, når der sker noget nyt til gavn for byen og turismen.

Samtidig ser hun absolut muligheder i dem, til når parrets datter kommer på besøg fra København med sin familie.

- Nu har vi ikke noget ekstraværelse, så måske det er en mulighed at leje en af bådene.

Også Lene Hatt og hendes mand, der bor i samme bygning på Sophieholmen, syntes om ideen med husbådene - eller marinavillaerne, som Aksel Nielsen foretrækker at kalde dem.

- Det er lavet rigtig fint, siger hun og er nu spændt på, hvem de kommende lejere bliver.

I og med at prisniveauet er i den højere ende, håber hun, at det kan sortere nogle af dem fra, der mest er ude på fest og ballade.

På den anden side af hækken lige overfor marinavillaerne står Niels Hemmingsen. Afventende og med hænderne i siden.

Det er sådan set ikke marinavillaerne, han har noget imod. Det er mere deres placering lige foran hans terrasse og udsigt til solnedgang over Guldborg- sund. En udsigt, han har haft i 16 år, og som var den primære årsag til, at han og hans kone købte lejligheden.

- Det er kugleskørt, bemærker han.

- Jeg forstår ikke helt, hvorfor de ikke kunne ligge ved indsejlingen til inderbassinet. Men de skal selvfølgelig også have en god udsigt.

Naboer og forbipasserende stimlede sammen for at overvære ankomsten af de to marinavillaer. Foto: Ingrid Riis

Kan give mere "miljø"

Til gengæld vil han heller ikke være den, der stiller sig imod nye tiltag i Nykøbing, og særligt ikke, når det kan gavne økonomien og turismen.

- Kommunen forsøger at udvikle Slotsbryggen, og det er fint. Jeg håber, at husbådene kan give noget miljø til området. Det mangler der lidt. For eksempel noget havnemiljø eller en stemning af, at folk holder ferie her, nyder det og tager en tur på en af restauranterne eller op i byen.

Han håber, at det snart bliver muligt for restauranterne at åbne, så der kan komme liv omkring havnen igen. Også han er spændt på, hvem der kommer til at leje sig ind i bådene.

- Det vil være så trist, hvis de kommer til at ligge tomme.

Jørgen Hilleke håber, at de lukkede lufthavne kan gavne projektet, i og med at danskere ikke kan rejse ud af landet i højsæsonen.

- Måske gavner coronasituationen os, så de søger hertil i stedet og afprøver en ny boligform.

Aksel Nielsen forklarer, at han - havde det været muligt - kunne udleje villaerne med det samme. Han har dog valgt at lukke ned for udlejning igennem sin virksomhed Marinavilla.dk indtil 1. juni. Men henvendelser har der været, forsikrer han.

Tirsdag ankom de to første marinavillaer til Slotsbryggen. Foto: Ingrid Riis
Tirsdag ankom de to første marinavillaer til Slotsbryggen. Foto: Ingrid Riis
Tirsdag ankom de to første marinavillaer til Slotsbryggen. Foto: Ingrid Riis