Rasmus kan ikke bare sidde stille og se på

RADSTED - Giv lige håndtaget et ordentligt gok, før du sætter dig ind. Det er gået i stykker på en eller anden måde. Men det virker jo stadig, og en bil er, i hvert fald for mig, en brugsgenstand, så den skal jo bruges, fortæller Rasmus Knoth med sin jyske dialekt, før Folketidendes udsendte placerer sin dertil indrettede i sædet, og turen går mod Bogø.

Rasmus Knoth bruger de timer, han kan holde til, på at hjælpe med at indsamle nødhjælp til de mange flygtninge, der krydser over grænsen fra Ukraine til Polen i disse dage.

Han har haft mange forskellige professioner i årenes løb. Senest har han ernæret sig som taglægger i København - lange dage med mange kilometer på vejene og hårdt, fysisk arbejde. Men de sidste par år har han været under udredning for diverse helbredsproblemer - Rasmus har konstateret cystisk fibrose. En bindevævssygdom, der gør, at hans lunger langsomt, men sikkert, stopper med at virke, som de skal.

Men at sidde stille hele dagen og have ondt af sig selv duer han ikke til.

- Man ender med at sidde og tænke for meget over det hele. For mig har det altid virket bedre at komme ud at lave noget. Og her kan jeg jo samtidig gøre en forskel for nogen, der står i en rigtig svær situation, så det var ikke noget, jeg skulle tænke så meget over, konstaterer han på køreturen mod Bogø, hvor en spiritusproducent fra Præstø har lovet at udlevere en masse håndsprit til de nødstedte ukrainere.

Åbnede sin trailer

Så da krigen brød ud, sprang Rasmus Knoth til med det, han kunne bidrage med. Han slog, i ordets bogstaveligste forstand, dørene op. Dog ikke til sit hjem, men til sin overdækkede trailer, der holder parkeret på parcellen i Radsted:

- Jeg skrev ud på Facebook, at folk kunne donere det, de ville donere, ved at smide det ind i min trailer. Og det var der mange, der gjorde. Der har selvfølgelig været enkelte, der har brokket sig over dit og dat - hvordan kan jeg det, hvis jeg er syg for eksempel. Men jeg har jo ikke gjort andet end at skrive et opslag på Facebook og køre bil et par timer - det er vel ikke forskelligt fra at køre en tur i Bilka i Næstved og hente et nyt fjernsyn, reflekterer Rasmus, mens vi kører over Farøbroen.

Vi har allerede afhentet et par kasser mundbind på et advokatkontor i Nykøbing tidligere på formiddagen. Det har du sikkert læst om på en af de foregående sider i denne avis. Bogøs bløde bakker danner nu rammerne om den næste afhentning - 1.500 flasker med håndsprit, der skal manøvreres ind i Rasmus' trailer.

- Jeg gør det, jeg kan. Men som du nok kan høre på mine lunger, kan jeg ikke knokle, som jeg plejede at kunne. Men jeg har altid været i ret god form, og det lader til at betale sig nu, forklarer historiens hovedperson og hviler sig opad de mange kasser, han med lidt hjælp får bakset ind i traileren over en god rum tid.

Kan gøre en forskel

Men hvorfor har et destilleri med lager på Bogø og hovedkontor på Sjælland overhovedet valgt at donere håndsprit for ganske mange penge? Det ved Louise Opprud, medstifter af Radius Distillery i Præstø:

- Det startede med, at vi var et hold i København, der selv ville køre afsted mod grænserne dernede. Men vi havde en snak med hjælpeorganisationerne, og de rådede os faktisk til at vente lidt og i stedet bidrage med de ting, der er behov for. En af de ting er håndsprit, og det producerede vi under hele den store corona-lockdown, så det, tænkte vi, kunne gøre en forskel for de flygtninge, der mangler, forklarer Louise Opprud.

Tilbage på Falster går turen nu mod Lolland. En lokal virksomhed ikke langt fra Rasmus' bopæl har kontaktet ham for at sige, at der står en masse mundbind af forskellige slags med hans navn på, hvis han kommer og henter dem. Så det gør han.

Smiler bredt

De kan lige være i den proppede trailer, som nu skal hjem og læsses af.

Tingene skal pakkes i fryseposer, så folk har en reel chance for at tage dem med sig, når de når Polen.

Allerførst skal de læsses over i Rasmus Knoths campingvogn, så traileren igen er fri - klar til at modtage folks støtte i form af nødhjælp.

Den endelige plan for, hvordan alting kommer frem til deres rette mål, er endnu under udvikling.

Rasmus Knoth regner med, at han, forhåbentlig med hjælp fra en ven, selv kører turen til Polen for at aflevere de mange fornødenheder, han har samlet sammen.

- Jeg smiler over hele femøren disse dage. Jeg glæder mig over, at folk tænker på hinanden. Det er den eneste måde, vi kommer videre på. Det handler om at reagere hurtigt og hjælpe, hvor man kan, fortæller han.