SKUESPILLER SUPPLERER KENDT MUSIK MED NY VIDEN

FUGLSANG: Det gælder for en stor del af den kunst, vi kender til i dag, at den er blevet til under meget svære forhold.

Selvopofrende kunstnere trodsede fattigdom, sygdom og sult og skabte store værker til eftertiden, og hos Frédéric Chopin var det ikke anderledes.

Han døde i en alder af 39 år med tuberkulose, og en lille del af hans kamp mod sygdommen har hans kæreste igennem flere år, George Sand, nedfældet i bogen "En vinter på Mallorca".

Men det er få, der tænker på de kampe, hans krop og hjerne har kæmpet indbyrdes, når han svag og svækket dedikerede sig til klaveret.

- Måske tænker man: "Nå, jamen det lød da meget godt, siger Sonja Richter fra sin plads på bænken under det store kastanjetræ ved siden af Kumus.

Hun er i Fuglsang for at deltage i en fortællekoncert lørdag i et samspil med det lettiske klavertalent Daumants Liepins.

Han spiller Chopin. Hun læser op om hans arbejde med musikken. Hans kamp for at fragte et klaver op ad et bjerg til et kloster Valdemossa på Mallorca, hvor han, hans elskede og hendes to børn skulle tilbringe vinteren 1838-39 i et varmere miljø for at hjælpe hans skrantende helbred.

Lytter på en anden måde

Vinteren blev kold, det regnede, og opholdet på klostret, som de udelukkende havde råd til at bo i, fordi det var ved at styrte sammen, blev ikke som tiltænkt.

Han fik det ikke bedre. Men han spillede klaver, og det var her, han komponerede "Regndråbepræludiet".

- Jeg tror, at man lytter til musikken på en anden måde, når man ved, hvad det krævede af ham at lave det. Hvad han var nødt til at gøre for at skabe det, vi sidder og drikker. For det er jo faktisk det, vi gør. Det er sjælen, der drikker det. En form for nektar. Det er ikke kommet gratis til ham eller til os. Og det er meget fedt lige at blive mindet om, forklarer Sonja Richter.

Som bekendt står der som regel en stærk kvinde bag enhver succesfuld mand, og den kvinde var i dette tilfælde George Sand, eller Armandine, som hun var døbt.

Det er ensemblechef Maj Kullbergs far, der har hjulpet med at finde anekdoter og fortællinger om hende fra datidens forfattere og malere.

- Selv om hun var kvinde, og han var mand, lignede de hinanden så meget, at det ligeså vel kunne være omvendt. Han var så tynd og skrøbelig, og hun passede på ham, siger Sonja Richter og tilføjer, at Georges Sand gik i herretøj og røg cigarer, hvilket ikke var specielt velset hos kvinder dengang.

Batteriet fyldes op

Ved koncerten i Kumus er det skuespillerens vurdering, at musikken vil fylde mest, imens fortællingen hjælper musikken igennem med sin forståelse.

Men det kan nå at ændre sig, efterhånden som prøverne står på.

Hun håber, at fortællingen kan give publikum en ny oplevelse af musikken. At det er en form for fransk guldalder, der er vigtig at huske på. Og som det er vigtigt selv at kunne indtage.

- Det er en måde, vi husker på, at vi er spirituelle væsener, der ikke udelukkende skal tænke på vores bankbog. Vi mødes i et andet rum, som ikke er så konkret, og det mærker vi, når vi er derinde. Vi får batterierne fyldt op. Og hvad ville der egentlig ske, hvis vi aldrig får det gjort? Hvis der sker det, som er i gang mange steder, fordi folk ikke kan komme til en teatersal, eller ikke har råd? Jeg er bange for, at det vil være en degenerering af os som mennesker.