Danmark kalder ny menneskeret indholdsløs

Det er useriøst, at et flertal i FN's Generalforsamling har gjort retten til rent vand og sanitet til en menneskeret.

Sådan lyder det fra Danmarks FN-ambassadør, Carsten Staur, der sammen med 40 andre af FN's 192 lande afstod fra at stemme om resolutionen. Ifølge ambassadøren er forslaget fra Bolivia, Cuba, Venezuela og Nicaragua nemlig uden indhold.

- Den siger ikke noget om, hvad denne her ret kan bruges til og giver ikke en forståelse eller definition af, hvad retten til vand og sanitet er for noget. Det kræver et seriøst arbejde, og det arbejde foregår i menneskerettighedsrådet i Geneve, siger Carsten Staur.

Den danske FN-ambassadør kalder det for en "politisk markering" fra landene bag forslaget, og han mener samtidig, at målet for de fire latinamerikanske lande netop har været at skabe splittelse i FN.

- Netop det forhold, at resolutionen ikke blev vedtaget i enighed, betyder, at den ikke får nogen betydning. Det bliver en parentes i arbejdet med menneskerettigheder, siger han.

Både Institut for Menneskerettigheder og Folkekirkens Nødhjælp har beklaget, at Danmark ikke stemte for resolutionen. Og det har den danske FN-ambassadør forståelse for.

- Jeg tror, de tænker i overskrifter. Ret til vand og sanitet er en god ting, og det må Danmark være for. Det er vi også, men vi synes, at man skal tage arbejdet seriøst og gøre det her på en måde, som betyder noget for borgerne, siger han.

Ifølge ambassadør Carsten Staur er der et arbejde i gang i menneskerettighedsrådet i Geneve, hvor en uafhængig ekspert er ved at analysere, hvordan retten til rent vand og sanitet kan gøres til en mere juridisk bindende rettighed.

/ritzau/

Danmark kalder ny FN-resolution om rent vand til alle for "useriøs". Landene bag forslaget er kun ude på at skabe splid, siger den danske FN-ambassadør.

Offentliggjort Sidst opdateret