Lolland

Spiret kan kun inspiceres fra en 65 meter mobil-lift eller ved at klatre rundt inde i spiret. Problemerne med fugt et nu så store, at der skal nyt kobber på - og samtidig repareres murværket. Arkivfoto: Mogens Warrer

Omfattende kirkerenovering lukker for bisættelser på hverdage

Millionprojekt på 33 millioner kroner skal sikre kirkens spir og tårn – arbejdet varer frem til 2027.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sankt Nikolai Kirke i Nakskov står foran det største byggeprojekt i kirkens historie. Kirkens spir skal have nyt kobbertag, mens murværket på tårnet samtidig skal renoveres i et projekt til 33,3 millioner kroner.

Arbejdet går i gang i begyndelsen af juni og forventes først afsluttet i foråret 2027. Det får betydning for både adgangsforhold og aktiviteter ved kirken.

Den sidste bisættelse på en hverdag finder sted 3. juni. Derefter henvises bisættelser og begravelser til kapellet på Nakskov Kirkegårde eller til andre kirker.

Dog vil det fortsat være muligt at holde bisættelser i kirken om lørdagen, hvor håndværkerne ikke arbejder på spiret. Menigheden gør samtidig opmærksom på, at også denne mulighed midlertidigt kan blive sat på pause i perioder med større kranarbejde.

Færre parkeringsmuligheder

Kirken vil fortsat kunne bruges til gudstjenester, dåb, bryllupper og koncerter under byggearbejdet.

Risikoen for råd i træværket er nu så stor, at det er nødvendigt at skifte kobbertaget.

Mogens Warrer

Mandag 1. juni begynder hovedentreprenøren at opstille hegn omkring kirken for at etablere byggepladsen. Det betyder samtidig færre parkeringsmuligheder ved kirken, da en stor del af kirkepladsen skal bruges af håndværkere og ansatte.

Menighedsrådets formand, Mogens Warrer, understreger, at arbejdet ikke længere kan udsættes.

- Lige siden der i 1980’erne blev lagt nyt kobber på spiret, har der været problemer med fugtophobning, fordi arbejdet ikke blev udført korrekt. Risikoen for råd i træværket er nu så stor, at det er nødvendigt at skifte kobbertaget. Når vi samtidig har et stort stillads oppe, benytter vi lejligheden til også at reparere skader på tårnets fuger og munkesten, fortæller han.

Nogle af skaderne på murværket går helt tilbage til svenskernes belejring af Nakskov i 1658-59.

På eget ansvar

Kirken opfordrer samtidig naboer og andre bilister til ikke at bruge kirkepladsen som almindelig parkeringsplads.

- I perioder vil store mobilkraner spærre ind- og udkørsel, og biler kan risikere at blive spærret inde uden varsel. Derfor er det på eget ansvar at ignorere skiltningen, siger Mogens Warrer.

Menighedsrådet beklager desuden de gener, byggearbejdet kan give for naboerne omkring kirken i den kommende tid.