Dieselskibet Selandia fylder 100 år

Det nybyggede motorskib M/S Selandia sejlede på diesel og markerede begyndelsen til enden for dampskibene, der sejlede med kul som brændstof.

Selandia blev med sine 2500 hestekræfter sat ind i ØK's linjefart til Fjernøsten.

Samtidig med, at Selandia var mere rentabel at sejle med og gav et bedre arbejdsmiljø om bord, betød de nye dieselmotorer også, at skibsfartens CO2-udledning dalede betydeligt - om end det ikke var noget, man tænkte over dengang.

I dag, 100 år senere, står selskabet MAN Diesel & Turbo - det tidligere B&W - på Teglholmen i København klar med en endnu teknologisk nyskabelse, der vil gavne rederiernes brændstofregnskaber og klodens miljø.

Det oplyser Thomas Knudsen, koncerndirektør i MAN Diesel & Turbo.

- Vi har netop udviklet gasmotoren ME-GI, som er klar til at skyde en ny epoke i gang og nedbringe CO2-udslippet yderligere. For os at se er det fremtiden at sejle på flydende naturgas, siger Thomas Knudsen.

Naturgas er et langt mere miljøvenligt brændstof end diesel, som indeholder svovl og udsender sundhedsskadelige partikler. FN's søfartsorganisation, IMO, er på vej med skrappe regler, der fra 2015 skal begrænse udslippet af svovlforbindelser fra skibe.

Og det ser ud til, at der skal gå et århundrede mellem revolutionerne i skibsfarten. I 2012 er det nemlig samtidig 200 år siden, at det skotske fartøj The Comet som det første dampskib sejlede ud på åbent hav - 100 år før, Selandia tog turen til Bangkok.

Selandias 100-års-jubilæum fejres med en særudstilling, en dokumentarfilm og en bog på forlaget Nautilus.

/ritzau/

Torsdag er det 100 år siden, en teknologisk revolution i 1912 kunne forlade værftet B&W i København og stævne ud på verdenshavene.

Offentliggjort Sidst opdateret