Sygeplejerskesagen

For 10 år siden eksploderede sagen

Drabsforsøgene fandt sted på Nykøbing Sygehus en mørk nat for præcis 10 år siden. Arkivfoto: Anders Knudsen

Lørdag var det 10 år siden, at sygeplejerskesagen fra Nykøbing blev afsløret.

Offentliggjort Sidst opdateret

Klokken var cirka 08, søndag 1. marts 2015, da telefonen ringede hjemme hos den højtstående politileder Søren Ravn-Nielsen.

I den anden ende var Niels Lundén, som var overlæge på akutafdelingen på Nykøbing Sygehus.

Niels Lundén fortalte, at der selvsamme nat var sket tre mistænkelige dødsfald blandt patienter på afdelingen.

Desuden var en fjerde patient samme sted blevet reddet fra et uventet hjertestop i sidste øjeblik.

Kærestepar greb ind

Overlægen havde i løbet af natten fået meldinger om situationen fra sin kæreste, Pernille Larsen.

Hun var sygeplejerske på akutafdelingen, og hun var denne nat på vagt sammen med kollegaen Christina Aistrup Hansen.

Kæresteparret havde i et stykke tid mistænkt denne sygeplejerske for at stå bag mange hændelser og mystiske dødsfald på sygehuset.

Og efter denne nat - mellem 28. februar og 1. marts - havde de fået deres mistanke bekræftet.

Hun slår patienterne ihjel

Kærestepar til politiet

Låste affald inde

Overlægen fortalte også til Søren Ravn-Nielsen, at han var taget til sygehuset for at sikre, at bevismateriale ikke forsvandt.

Blandt andet havde han fået portører til at fjerne hospitalsaffald fra akutafdelingen og låse det inde.

Efter at Niels Lundén havde ringet af, så tog Søren Ravn-Nielsen fat.

Han alarmerede sine folk og tog også selv ud på sygehuset til undersøgelser, sporsikring og afhøringer af blandt andet overlægen og hans kæreste.

I en del år var der et stort antal dødsfald og hjertestop på to afdelinger på Nykøbing Sygehus. Arkivfoto: Anders Knudsen

Sygeplejerske anholdt

Fra livstid til 12 år

  • I 2016 blev sygeplejerske Christina Aistrup Hansen i Retten i Nykøbing fundet skyldig i tre drab og et drabsforsøg med medicin på patienter på Nykøbing Sygehus.
  • Afgørelsen lød på fængsel på livstid.
  • Hun ankede dommen på stedet og skiftede sin forsvarer, Jørgen Lange, ud med stjerneadvokaten Michael Juul Eriksen.
  • Under ankesagen i Østre Landsret i 2017 lykkedes det denne advokat at så tvivl om, hvor meget medicin de afdøde patienter egentlig havde fået.
  • Landsretten lod tvivlen komme den tiltalte til gode.
  • Hun blev derefter fundet skyldig i fire drabsforsøg, og livstidsstraffen blev ændret til 12 års fængsel.
  • Denne straf er siden blevet afsonet.

Politiet koncentrerede sig derefter meget hurtigt om Christina Aistrup Hansen som mistænkt for flere drab og drabsforsøg mod gamle og svage patienter.

Hun var denne søndag taget til gymnastikopvisning med sin datter.

Politiet fik kontakt til hende og fik hende til at møde op ved sin bopæl, som var en lejlighed i den nordlige ende af Nykøbing.

To politifolk, blandt andet politichef Kim Kliver, kom til stede.

Lejligheden blev ransaget, og sygeplejersken blev anholdt, afhørt og sigtet for drab og drabsforsøg med medicin på fire patienter.

Dømt to gange

Christina Aistrup Hansen nægtede sig skyldig, og det har hun holdt fast i lige siden.

Dagen efter, 2. marts, blev hun fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing og blev varetægtsfængslet.