En 150 kilo tung, lyserød overraskelse – derfor står der en kæmpegris på gårdspladsen

Halløj! Der står en gris. Lige der på gårdspladsen.

Rank og lyserød. Som en totempæl. Som en hyldest til den danske bacon.

Hvor kommer den fra? Hvad laver den der? Vi må hoppe af cyklen og finde ud af det.

Mutter på gården fortæller gerne: Hendes søn fik den af sine venner, da han i december fyldte 25. Og han havde ikke plads til den, så nu står den her.

Hun giver telefonnummeret til sønnen. Han hedder Christian Kehling, og da han kommer i røret, fortæller han, at han arbejder med grise til daglig, og at han fik den lyserøde træstatue af sine kammerater.

De havde set den stå hos en træskærer i Slagelse. Det var et halvt års tid inden, Christian fyldte 25, men de slog til, købte grisen og fik den bakset hjem i en lade. Her malede de den lyserød og udstyrede den også med et slagterinummer.

Og da Christian så havde fødselsdag, kom de forbi med den.

- Så fik jeg lidt kanel, og så kom de med den på en trailer og sagde værsgo og tillykke, siger han og lader forstå, at han blev glad for gaven:

- Jeg synes da, den er meget sjov. Altså, det er meget skægt, for det er ikke noget, man ser til hverdag. Og den er sådan set lavet meget pænt. Det må man sige.

Kritiske naboer

Christian Kehling bor i Stubbekøbing, så det var der, grisen blev læsset af. Her fik den lov at bo et halvt års tid, men den kunne ikke blive stående.

- Der var nogle naboer, der sådan syntes, at nu kunne den godt finde et andet sted at stå, fortæller han.

Så en gang i juni flyttede den ud på gården på Skippergårdsvej ved Moseby – der, hvor han og hans far passer grise. Og det var ikke kun på grund af naboerne, den blev flyttet. Christian Kehling havde nemlig hele tiden tænkt, at den skulle ud på gården. Den overtog han nemlig fra sine forældre ved årsskiftet, og der står den bedre.

Forældrene bor der ganske vist stadig.

- Men på et eller andet tidspunkt er det meningen, at vi skal bytte rundt, røber han.

Naturligt at tage over

Det var dog ikke ”bare lige” at flytte totem-grisen. Den er nemlig to og en halv meter høj og hugget i noget, der formentlig er egetræ. Christian anslår, at den mindst vejer 150 kilo. De var derfor tre om at få den bakset ud til gården.

Her er den nu den mest synlige af de omkring 2000 grise, der er på gården, hvor Christian har været med fra barnsben. Det lå derfor også i kortene, at han en dag skulle tage over fra forældrene.

- De har sådan set aldrig sagt, at det var det, jeg skulle lave, eller presset mig til noget, fortæller han og tilføjer, at han i folkeskole-årene tænkte, at han måske skulle være murer eller elektriker.

- Men når man så gik med det til hverdag alligevel og har været med, siden man kunne nå pedalerne, ja, så var det jo alligevel lidt naturligt, når man ikke havde prøvet så meget andet alligevel. Og det har jeg heller ikke fortrudt siden.

For der er ikke to dage, der er ens.

- Det er ikke som at møde på kontoret, og så skal du lave det her, til måneden er omme. Der er en milliard forskellige ting, man kan foretage sig, siger han og tilføjer, at man som selvstændig også har friheden til selv at planlægge sin tid.

Tror på en fremtid

Gården har 180 hektar jord, og i løbet af et år producerer de 6500 slagtegrise. Det er en bedrift, der ikke er større, end at Christian og hans far kan overkomme det. Og størrelsen gjorde det også muligt at lave generationsskiftet, uden at det krævede et banklån på 100 millioner.

- Hvis der havde været 1000 hektar og fem gange så mange grise, så havde det været noget helt andet. Men nu er det ikke større her, end det er, så det var lidt nemmere at forholde sig til, siger han.

At der så er meget snak om fremtiden for kødproduktionen, om grøn trepart, om CO₂ og klima, begrænsninger på gødning og krav om ESG-regnskaber, ændrer ikke på, at han tror på en fremtid for landbruget.

- Vi skal jo have mad for bordet, så dansk landbrug bliver jo ikke lukket helt ned. Man regner med, at der er en fremtid. Om det så skal være konventionelt eller økologisk, eller man skal have kartofler eller jordbær, det må jo komme an på, hvordan det kommer til at se ud i fremtiden. Nu har der været grise her altid, og der er stadig nogle, der spiser kød. Men hvis det bliver lukket ned, skal man så begynde på asparges og gulerødder? spørger han, inden snakken vender tilbage til den store, lyserøde gris på gårdspladsen.

Går lige i øjnene

Kammeraterne, han fik den af, har det nemlig helt fint med, at Christian passer grise.

- Mange af dem har jo også en relation til landbruget. Der er flere af dem, der enten er i marken eller passer grise eller er montører eller har noget andet at gøre med det, påpeger han.

Totem-grisen er med andre ord givet med et kærligt glimt i øjet, og nu vækker den opsigt hos de mange turister, der kommer forbi på vej til eller fra Hesnæs, fortæller han:

- Den står sådan set meget godt lige der, midt i det hele. Det er da en, man lægger mærke til i hvert fald. Den går lige i øjnene. Så der er mange turister, der kører forbi herude, som lige drejer hovedet en ekstra gang, stopper op og tager billeder.

Og nu er den også kommet i avisen.