BANK ADVARER MOD DIGITAL SVINDEL

Nordea har lavet fem gode råd mod netsvindel, og dem viser Peter Buhl, der er filialdirektør i Nykøbing og Maribo, her frem. Foto: Anders Knudsen

Filialdirektør: - Hos borgere, der måske ikke er helt hjemme i den digitale verden endnu, har børn og børnebørn et ansvar for at være med til advare dem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere og flere borgere, også på Lolland-Falster, er udsat for digitale svindlere.

Det fortæller Peter Buhl, filialdirektør for Nordea i Nykøbing og Maribo, til Folketidende.

- Antallet af folk, der bliver snydt eller forsøgt svindlet, er stigende. Både generelt, men også her lokalt, siger Peter Buhl.

Han kan dog ikke sætte tal på, da det langtfra er alle, der anmelder svindel eller forsøg på det til deres bank eller til politiet.

- Men det bør man altid gøre, er hans råd.

En ny slags svindel

Peter Buhl siger, at svindlen indenfor de seneste par år har skiftet karakter.

- Før aflurede svindlerne folks koder, når man betalte i butikker. Derefter stjal de deres kort og brugte kortet til at hæve penge med, fortæller han.

Nu foregår det ved, at folk bliver ringet op af svindlere, der prøver at lokke forskellige koder og andre personlige oplysninger ud af dem.

På den måde kan svindlerne få adgang til vedkommendes konto.

- De udgiver sig for at være fra banken, politiet eller en offentlig myndighed, og de kan være meget overbevisende. Men folk skal være helt klar over, at sådan vil banken eller politiet aldrig gøre, siger Peter Buhl.

Bank og politi ringer aldrig for at få koder.

Peter Buhl, filialdirektør i Nordea

Han fortæller, at det ofte er ældre borgere, som svindlerne går efter.

- Det er borgere, der måske ikke er helt hjemme i den digitale verden endnu, og her har børn og børnebørn et ansvar for at være med til advare dem, mener han.

Fem gode råd

Nordea har lavet fem enkle råd til at undgå den digitale svindel, som kan ses og findes på Nordea.dk.

- Man skal aldrig udlevere sine koder til andre, uanset hvem der spørger eller ringer én op. Man skal heller ikke overføre penge til andre, selv om nogen ringer og forsøger at overtale én til det, er to af rådene.

Et tredje råd er, at man altid skal læse teksten i sms'er og i NemID / MitID-apps.

Et fjerde er, at man aldrig skal klikke på links i sms'er eller mails, som man ikke har bedt om.

Love-scam

Det femte og sidste råd er en advarsel mod "love-scam" og investeringssvindel.

- Mange bliver desværre snydt af "en smuk kvinde" eller "en mandig oberst", der tilsyneladende er blevet forelsket i dig via internettet og efter en langvarig dialog pludselig er i vanskeligheder og beder dig sende penge. Lad være, siger Peter Buhl.

- Svindlerne er hele tiden på forkant og finder på nye metoder, siger Peter Buhl. Foto: Anders Knudsen

Det samme gælder investeringstilbud via telefon eller e-mail, der lover fantastiske afkast.

Disse kan måske være suppleret med billedet af en kendt person, som ifølge afsenderen anbefaler investeringen.

Peter Buhl siger, at de digitale svindlere hele tiden er på forkant og finder på nye metoder.

- Her kan man bruge en gratis app, der hedder Mit Digitale Selvforsvar. Den fortæller om de nyeste tricks indenfor digital svindel, oplyser han.

Digitale svindlere

  • Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kan jævnligt fortælle om, at især ældre borgere bliver udsat for svindel.
  • Typisk ringer svindlerne op og udgiver sig for at komme fra Nets, Udbetaling Danmark, banker eller politiet.
  • Med forskellige begrundelser prøver de at lokke forskellige oplysninger om koder ud af folk for så bagefter at stjæle penge fra deres konti.
  • Nogle borgere opdager, hvad der foregår, og lægger på. Men der er også eksempler på, at nogle trods advarsler udleverer oplysninger.