Ankestyrelsen skærer igennem: Borgmester var galt på den, da han kanøflede byrådsmedlem
Leo Christensen og Bente Borreskov har nu fået Ankestyrelsens ord for, at de havde ret, og borgmesteren, administrationen og det store flertal i byrådet var galt på den, da et møde i 2022 udviklede sig højest dramatisk. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Efter mere end to og et halvt års behandlingstid giver Ankestyrelsen nu Leo Christensen og Bente Borreskov ret: Borgmesteren og byrådsflertallet brød reglerne på højspændt byrådsmøde i 2022.
"Total nedsmeltning i byrådssalen".
Sådan lød overskriften, da Folketidende 29. april 2022 fortalte om et byrådsmøde holdt aftenen inden, altså 28. april. Et byrådsmøde, der måske er et af de mest spektakulære i kommunens historie.
Som så ofte før var det et sammenstød mellem borgmester Holger Schou Rasmussen (S) og oppositionen i form af Enhedslisten og Lokallisten Lolland, der fik gnisterne til at slå. Det var i sagen om Specialskolen. Denne gang opstod konflikten i forbindelse med, at Bente Borreskov (EL) og Leo Christensen (LL) havde brugt det, der kaldes initiativretten, til at indsende et forslag, de ønskede behandlet i byrådet.
Men selv om det var indsendt rettidigt, var det ikke kommet på dagsorden. I stedet var der lavet en tillægsdagsorden, der skulle behandles til sidst på mødet, inden man skulle behandle den lukkede del af dagsordenen. Tillægsdagsordenen havde to punkter, nemlig først et punkt et - godkendelse af tillægsdagsorden - og dernæst et punkt to med forslaget fra Enhedslisten og Lokallisten Lolland.
Sådan bliver det
- Jeg skal høre, hvem der kan stemme for, at vi behandler sagen? sagde Holger Schou Rasmussen, som anbefalede, at sagen ikke skulle behandles, da han mente, at byrådet tidligere havde behandlet en lignende sag.
Men så opstod et mundhuggeri, for Bente Borreskov ville have lov til at argumentere for, hvorfor sagen skulle behandles. Men borgmesteren ville ikke give hende lov til at fremføre sine synspunkter.
- Det er mig, der er mødeleder her, og det er sådan, sagen bliver fremlagt, fastslog han, mens Bente Borreskov protesterede:
- Jeg har ret til at bede om ordet, det står i styrelsesvedtægterne, at jeg har lov til at få ordet under behandling af dagsordenen. Basta! sagde hun.
Jeg har lov til at få ordet under behandling af dagsordenen. Basta!
Bente Borreskov (EL), byrådsmedlem den gang
Men forgæves. Hun fik ikke lov at komme til orde, før det store byrådsflertal havde besluttet, at sagen ikke skulle behandles på den åbne dagsorden.
Hamrende forbudt
Leo Christensen og Bente Borreskov ville dog ikke acceptere det passerede.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, sagde Leo Christensen til Folketidende umiddelbart efter mødet og kritiserede administrationen for ikke at gribe ind:
- Der sidder en kommunaldirektør. Der sidder en chefjurist. Og de ved begge, at det, borgmesteren står og laver, er hamrende forbudt. Enhver, der får afvist et punkt, har ret til at fortælle, hvorfor de har rejst sagen, også selvom den bliver afvist.
Folketidende talte også med lektor Roger Buch, som bakkede ham op:
- Det er i strid med reglerne. Et kommunalbestyrelsesmedlem har altid ret til at få ordet mindst én gang, også i spørgsmål om afvisning af et dagsordenpunkt. Ordet må ikke bruges til at begynde at diskutere sagens substans, men medlemmer kan fremføre argumenter for, at sagen skal diskuteres. Det er ret alvorligt at fratage medlemmer denne ret, fastslog han.
Borgmester undskyldte
Og så undskyldte Holger Schou Rasmussen.
- Jeg ærgrer mig vanvittigt meget, og jeg vil gerne give Bente en beklagelse og en undskyldning for, at jeg ikke lod hende tale, sagde han til Folketidende og forklarede, at han - da han afviste at give hende ordet - havde fulgt den rådgivning, han havde fået.
- Men det er i sidste ende mit ansvar, sagde han og lagde op til at afværge fremtidige konflikter:
- Det er min opgave at få inddraget Bente og Leo mere i, hvad vi gør i flertalsgruppen. Det har vi ikke været gode nok til, og jeg vil gerne inddrage mindretalsgruppen mere, bebudede han.
Brød loven
Bente Borreskov og Leo Christensen var dog så vrede, at de klagede over behandlingen til Ankestyrelsen. Og nu, to år og otte måneder senere, har Ankestyrelsen behandlet sagen, og konklusionen er klar:
Borgmesteren handlede i strid med Kommunalbestyrelsesloven og forretningsordenen. Og det store flertal af politikere, som fulgte Holger Schou Rasmussens anbefaling og afviste at behandle sagen, brød også kommunalbestyrelsesloven.
Ankestyrelsen skriver
Lolland Kommunes borgmester har ikke sørget for, at sagen efter initiativretten blev udsendt senest 4 hverdage før mødet. Dette er i strid med kommunestyrelseslovens paragraf 8, stykke 4.
Ankestyrelsen vurderer, at et flertal i Lolland Kommunes byråd handlede i strid med kommunestyrelseslovens paragraf 11, stykke 1, ved at afvise at behandle sagen efter initiativretten med den begrundelse, at sagen var identisk med en sag, der tidligere havde været behandlet i byrådet.
Ankestyrelsen vurderer ligeledes, at Lolland Kommunes borgmester handlede i strid med forretningsordenens paragraf 4, stykke 3, ved at afvise, at Bente Borreskov fik ordet forud for byrådets beslutning om at afvise at behandle sagen.
Da borgmesteren nu er vidende om, at et byrådsmedlem kan kræve at få ordet for at udtale sig om sagers afvisning fra dagsordenen uden adgang til at udtale sig om sagernes indhold, gør vi ikke mere i forhold til dette.
(...)
Vi beder byrådet i Lolland Kommune om inden to måneder at oplyse, hvad vores udtalelse giver byrådet anledning til.
Vi skal beklage den lange sagsbehandlingstid.