Attraktiv bymidte: Indbyggertallet er steget med 8,8 procent

Tove hagen foran sit hus i Havnegade 47, der blandt andet har fået nyt tegltag og skorsten - og pynter endnu mere i Nakskov. Foto Marianne Knudsen

Nakskov Bymidtefond, der hjælper folk til at få istandsat huse udvendigt, tager noget af æren for det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nakskov Bymidtefond offentliggør torsdag en undersøgelse, der viser, at Nakskov med den strategiske indsats Nakskov Bymidtefond har formået at vende udviklingen fra tomme butikker og nedslidte ejendomme til en attraktiv bymidte, der nu tiltrækker både nye beboere og turister.

Evalueringen har dokumenteret, at fonden har haft en positiv effekt på byen. Foreløbig er 29 ejendomme sat i stand og det har skabt en række positive effekter. Evalueringen viser blandt andet en stigning i indbyggertallet på 8,8 procent, større private investeringer og en væsentlig forbedring af turisternes oplevelser.

Det er et eksempel på, hvordan målrettede investeringer i kulturhistorisk bevaring kan skabe vækst og nyt liv i en købstad, mener initiativet Nakskov 2030, der står bag.

Negativ spiral vendt

Historien kan ikke bare ses som et lokalt initiativ, men potentielt en model for andre danske købstæder, der kæmper med tomme butikker og nedslidte ejendomme. Det er en positiv fortælling om at vende en negativ spiral og skabe liv i bymidten gennem kulturhistorisk bevaring og moderne udvikling.

Tove Hagen, der ejer en ejendom fra 1856 i Havnegade i Nakskov, er en af dem, der har taget imod hjælpen.

- Jeg har haft huset i 42 år og altid tænkt, at eternittaget ikke var det smukkeste, og jeg havde også købt brugt tegl, der skulle på taget, men så gav jeg dem videre.

- Og nu er jeg folkepensionist, og jeg ser jo ikke taget selv, tænkte jeg, men en bekendt gav mig et praj om, der ikke var noget for mig at søge tilskud fra Nakskov Bymidtefond, fortæller Tove Hagen.

- Hvis nogen langt væk kan se, at mit hus trænger til at blive shinet op, så måtte jeg tage mig sammen, så jeg har taget mod fondens tilbud om hjælp til renovering af det ydre.

Renoveringen er løbet op i lidt over en halv million kroner, og Tove Hagen siger, at det nok ikke bliver til så mange cafébesøg mere.

- Men jeg kan lide, det jeg ser, når jeg kigger på mit hus.

- Det, at du får nogle andres øjne på dit hus, og at de tror på din bygning, gjorde, at jeg så var villig til at ofre nogle penge. Bymidtefonden har prikket til os og for mig har det været positivt, og det ser ud til at byen får gavn af det, tilføjer Tove Hagen.

- Det er dejligt at bo i en by med så mange flotte huse fra forskellige tidsaldre, slår hun fast.