Et liv i gummistøvler og modvind: Arthur Kortsen blev kun 54 år

På visitkortet stod bonderøv af Guds nåde. For sådan ville han gerne opfattes, og sådan var han.

På gården Skovholt, midt mellem Sørup og Havløkke på det midtlollandske, levede han et liv som taget ud af en Morten Korch-film.

Han havde fuldstændig tabt hjertet til det sted, som lå for enden af en markvej, der var lige så lang, som Arthur Kortsen var kort.

Han synede ikke af meget, når han åbnede hoveddøren til stuehuset, og bød indenfor i en stue, hvor brændeovnen sørgede for en tung og trykkende varme. Det var som om vejen ned ad den hullede markvej havde bragt dig 50 år tilbage i tiden. Ikke mindst fordi Arthur Kortsen med sit store skæg, store smil, sixpence og vest mindede lidt om Peter Malmberg i "Far til Fire".

I 2011 købte han Skovholt på tvangsauktion, og bonderøven havde endelig fundet sin rede. Drømmene om den firlængede gård var store, men helbredet haltede.

Alligevel havde knægten fra Hellerup fundet sit lollandske helle. Her var han hjemme, og på Skovholt ville han en dag dø. Det gjorde han torsdag 6. februar klokken 20.10. Blot 54 år gammel.

Gik ned med stress

Der var langt fra den slidte gård på Lolland, hvor Arthur Kortsen levede de sidste 14 år, til Hellerup, hvor han voksede op. Forældrene var læger, men blev skilt, mens han var barn, og hans far rejste meget ud i verden. I en periode arbejdede han i Saudi Arabien, hvor Arthur besøgte ham, og sammen rykkede de i en periode til Grønland.

Selv blev han lidt af et multitalent. Han begyndte som sælger i Ikea, men det var i forsikringsbranchen, at han i mange år gjorde karriere.

I den tid var han langt fra den bonderøv, som gemte sig i sjælen. Det var en tid med italienske skjorter og moderigtigt hår. Men det var også en tid med fart på. Alt for meget fart på.

Virkeligheden bankede på, og udenfor stod en stress-sygemelding og et mavesår, der krævede, at Arthur Kortsen trak i håndbremsen.

Det var her, bonderøven fik lov til rigtigt at blive sluppet løs. Først på en gård i den skånske del af Sverige, siden satte han kursen mod Lolland.

Undervejs i hele dette forløb blev ryggen ødelagt i en arbejdsulykke, og det kom til at præge resten af bonderøvens liv. Og var måske også medvirkende til, at han døde alt, alt for tidligt.

Fik plads i menighedsrådet

På Skovholt havde Arthur Kortsen svært ved at sidde stille. Nærmest fra samme øjeblik han var rykket ind på gården, kastede han sig ud i foreningslivet. To gange stillede han op til menighedsrådet i Østofte, og han nåede også at sidde i rådet, da han indtrådte som suppleant efter det første valg. I anden omgang opnåede han dog ikke genvalg.

Især det politiske interesserede Arthur Kortsen, der som ung blev medlem af Venstre Ungdom og gennem mange år blev i partiet. I 2016 valgte han dog at skifte borgerligt spor og var drivkraften bag en lollandsk vælgerforening af Nye Borgerlige. I en periode sad han selv som formand og ved kommunalvalget i 2017 var han partiets spidskandidat. De 69 personlige stemmer rakte dog ikke til en plads i byrådet.

Men ingen skulle tage fejl af den lille mand. Nok fremstod han med sine lange gummistøvler til de korte ben, og med en smøg hængende i mundvigen, som den bonderøv han elskede at være, men hjernen fejlede bestemt ingenting.

Arthur Kortsen var vild med botanik, elskede politik og var et omvandrende leksikon om stort og småt.

Elskede "Blinkende Lygter"

Sønnen Stinus elskede at besøge sin far på Lolland, og Arturs store viden blev brugt, når sønnen skrev historie- eller samfundsopgaver. Den viden var dog kun et ekstra gode. Det, der betød mest, var kærligheden mellem far og søn.

Et besøg på Skovholt var et frirum.

Selv om pengene var små, manglede der aldrig noget, men det vigtigste for Stinus var at være sammen med sin far. De delte både appetit på livet og på god mad. For det kunne Arthur Kortsen også.

Store bøffer med masser af brun sovs - og så en god film på fjernsynet. Og allerhelst "Blinkende Lygter".

Den har far og søn set flere dage i træk, og måske er filmen om de fire originaler, som ender ude i en skov, ikke langt fra den verden, som Arthur Kortsen selv ønskede at leve i.

Skovholt var hans "Blinkende Lygter", og hver sommer kom folk fra nær og fjern til en stor sommerfest på den gamle gård. Så blev der tændt op i grillen, og måske blev der slagtet en gris. For gården vrimlede dengang med dyr.

Ænder, gæs, heste, kaniner, skildpadder, zebrafinker og masser af katte. Til sidst var kun kattene og Arthur tilbage.

Kræft er noget lort

Sidste år blev sommerfesten dog ikke til noget. Arthur havde det ikke godt. Når Stinus besøgte sin far, var der sjældent kræfter til at lave mad, og i stedet for hentede de det ude. Ryggen drillede, og der var også noget andet. Noget der bare ikke var som det skulle være. Men hvad stod uklart. Lige indtil Arthur fik den værst tænkelige julegave.

Den 24. december stod det klart, at han havde tyktarmskræft med metastaser til leveren. Kræften havde nok gemt sig derinde i de seneste år, mens den stille og roligt åd livet ud af bonderøven. Da den blev opdaget, var det for sent. Men at give op lå ikke til Arthur Kortsen.

"Kræft er noget lort. Men den kamp vil jeg også vinde," skrev han på Facebook 4. januar.

Til kamp for Ukraine

I de seneste par år havde han trods sit skrantende helbred taget kampen op mod selveste Putin. Nok kunne han ikke kæmpe på slagmarken, men han kastede sig ind i kampen for Ukraine med alt den energi han kunne finde - og så lige lidt mere.

Han græd når han hørte om børn, der blev dræbt i krigen, og han skaffede tøj, biler og fik lavet lys til soldaterne.

Ja, selv en lokal lægeklinik fik han til det krigshærgede land.

Ukraine kæmper stadig, men kræften var en værre modstander end Putin.

En sygeplejerske ringede til Stinus og fortalte, at hans far nok kun havde en eller to uger tilbage at leve i. Sønnen satte straks kursen mod Lolland og Skovholt. Gården skulle gøres klar, så hans far kunne komme hjem.

Han skulle have lov til at dø der, hvor han allerhelst ville.

Kroppen gav op

Da Arthur Kortsen kom hjem om tirsdagen, var han konfus, og havde svært ved at skelne fantasi og virkelighed.

Onsdag aften blev smerterne meget slemme. Han bad om at Stinus skulle skaffe hjælp fra en sygeplejerske. Hun sad allerede ved siden af sønnen. Medicinen blev øget, og langsomt gled Arthur Kortsen ind i søvnen.

Stinus forlod stort set ikke sin fars side.

Han holdt ham i hånden, aede hans hår, og talte til ham. Arthur skulle vide, at han ikke var alene. Venner og øvrige søskende var kommet hjem til gården, og som mørket faldt på om torsdagen blev åndedrættene svagere og svagere. Klokken 20.10 holdt de op.

Arthur Kortsen begraves fra Østofte Kirke mandag 17. februar klokken 12.