Forsker fik øjne så store som tekopper: Brian lavede ekstremt sjældent fund i lokal grusgrav

Brian Blandt står med det, som han først troede var et stykke træ, men som viste sig at være langt mere spændende. Foto: Evolutionsmuseet

Evolutionsmuseet vil næste år kunne udstille et stykke lokalt istidshistorie.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vilde elefanter på Lolland-Falster lyder som noget, der kan være taget ud fra et fremtidigt eksemplar af Anders And, men historien er mere end ren Disney. Det viser et fund fra en grusgrav på Falster, der næste år kan ses på Evolutionsmuseet i Knuthenborg Safaripark.

Det var Brian Blandt, der under en vandring i Nr. Vedby Grusgrav på Nordfalster opdagede noget, som gjorde ham nysgerrig.

Den første ekspert, der så, hvad det virkelig var, blev meget overrasket og hendes øjne blev lige så store som tekopper.

Brian Blandt

- Da der blev gravet i en bunke grus, så jeg pludselig noget, der fangede min opmærksomhed. I starten troede jeg, det var et stykke træ eller en gammel stolpe. Men så indså jeg, at det var noget mere specielt, fortæller han.

Fundet var nemlig langt fra et stykke træ, men et bevis på, at der for over 10.000 år siden levet været mammutter i området.

- Den første ekspert, der så, hvad det virkelig var, blev meget overrasket og hendes øjne blev lige så store som tekopper. Og så blev jeg fortalt, at det ikke er noget, man finder hver dag, forklarer Brian Blandt.

Skal finde alder på tanden

Fundet var et stykke af en mammuttand, og det er blot anden gang, at der dukker spor of fra mammutter på de danske sydhavsøer. Museumsinspektør ved Geomuseum Faxe Jesper Milàn bekræfter, at fundet er noget specielt.

- Der er fundet en del tænder og knogler fra istiden, primært i det jyske, men dette fund her på Lolland-Falster er noget helt særligt, da det viser, at der har levet mammutter også på Lolland-Falster.

Fakta om mammutten

Uldhårede mammutter kunne veje op til seks tons og nå en højde på op til fire meter, næsten som en afrikansk hanelefant.

I istiden var området omkring Danmark et jæger-samler samfund, med frugtbart landskab og et varieret dyreliv, herunder store pattedyr som mammutter og rensdyr.

Arkæologiske fund, herunder knogler og redskaber lavet af mammutivori, viser, at mennesker har jaget mammutter i denne region for tusinder af år siden.

Stigningen i havniveauet efter istiden førte til oversvømmelsen af dele af det, vi i dag kender som Danmark og Storbritannien, hvilket isolerede dyrearter og bidrog til mammutternes uddøen.

Kilde: Evolutionsmuseet

Inden tanden finder plads i udstillingen på Evolutionsmuseet vil den blive grundigt undersøgt, for måske på den måde at kaste mere lys over fortiden på Lolland-Falster. De tidligste spor af de uldhårede mammutter er cirka 150.000 år gamle, mens den store elefant uddøde ved slutningen af den seneste istid for omkring 10.000 år siden.

Ved at undersøge tanden, og formentlig kunne fastsætte alderen mere præcist, vil det være muligt at finde ud af, om den stammer fra en tid, hvor Lolland-Falster var dækket under is, eller fra den tid, hvor isen var ved at forsvinde, og området blev mere grønt og frodigt.

Fra mammut til cirkuselefanter

For ejer og direktør af Evolutionsmuseet Christoffer Knuth, er tanden endnu et led i fortællingen om livet på kloden i en anden tid.

Engang var det en helt anden slags elefanter end de pensionerede fra cirkus, som holdt til i vores område. Foto: Evolutionsmuseet

- Det giver os fascinerende indsigt i det dyreliv, der engang levede her, og minder os om den biodiversitet, der har eksisteret i vores egne områder, siger han, og fortsætter:

- Dette fund viser også, hvordan vores forståelse af fortiden fortsætter med at forme vores syn på nutidens natur, hvor linket mellem mammutter og de fire pensionerede elefanter på Elefantsletten nu giver endnu mere mening.