Fra kaos til rejsegilde: Nu bliver 41 boliger opført

41 boliger opføres i takt med, at 81 udslidte lejligheder rives ned. Beboerne glæder sig til at flytte ind i nybyggede lejligheder i ét plan.

Offentliggjort Sidst opdateret

Endelig.

Efter 12 lange år er 41 nye boliger på Sognefogedvænget i Rødbyhavn ved at blive opført. Ankestyrelsen har været indblandet og sågar indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har været kaldt i samråd i en strid om, hvor vidt det var lovligt, da Lolland Kommune meldte ud, at ikke alle beboere kunne flytte tilbage, når de nye boliger er opført.

Det er stort, at vi endelig er kommet så langt.

Annette Bredtved Hansen, formand for boligforeningens bestyrelse

Kommunen hævdede, at det ikke skulle være socialt udsatte, der flyttede ind på Sognefogedvænget. Derfor nægtede beboerne at underskrive aftalen, der ville fratage dem deres hjem.

Sagen om Sognefogedvænget

  • Sagen begyndte, da beboerne i beboerforeningen Sognefogedvænget i Rødbyhavn ville renovere deres boliger med penge fra Landsbyggefonden.
  • I 2020 godkendte Lolland Byråd derfor den såkaldte skema A-ansøgning om støtte fra Landsbyggefonden til renovering. Men samtidig opstod en konflikt. Et politisk flertal i byrådet ville have indflydelse på, hvem der skulle kunne flytte ind igen efter renoveringen. Det skulle ske ved at benytte såkaldt 100 procent fleksible udlejningsregler. Det afviste beboerne, fordi det ville betyde, at særligt socialt udsatte i Sognefogedvænget ikke ville kunne blive i beboerforeningen. Desuden mente beboerne, at kommunens krav var ulovligt. Sagen endte i Ankestyrelsen, hvor den fortsat venter på at blive afgjort.
  • For at kunne komme i gang med renoveringen indgik beboerne i 2022 en aftale med Lolland Kommune, som indebærer, at alle beboere i lejligheder i stueetagen på permanente kontrakter må blive efter renoveringen, mens ingen i lejligheder på førstesalen må blive. Når aftalen blev udformet sådan, skyldes det, at lejlighederne på førstesalen bliver nedlagt, og at der derfor ikke er noget at flytte tilbage til. Men beboerne er fortsat ikke glade for aftalen. Især ikke beboerne på førstesalen.
  • I 2023 blev renoveringen så sendt i udbud, men da prisen kom, lå den langt over, hvad Lolland Byråd og Landsbyggefonden kunne leve med. Projektet måtte derfor justeres og sendes i fornyet udbud i 2024. Det er mundet ud i et udbud på samlet 97 millioner kroner, som ligger til grund for den såkaldte skema B-ansøgning til Landsbyggefonden, som Lolland Byråd torsdag godkendte.


Rejsegilde

Torsdag eftermiddag blev der omsider holdt rejsegilde på Sognefogedvænget - eller Laredo, som bebyggelsen kaldes efter inspiration af en gammel amerikansk tv-serie, hvor kulissen med træbygninger med god vilje kan ligne boligområdet.

Samtidig med at 84 boliger i to etager er ved at blive revet ned, rejses 41 nye boliger i ét plan med have foran og bagved, hæk og varme i gulvene.

Annette Bredtved Hansen, formand for boligforeningens bestyrelse og byggeudvalget, er midlertidigt genhuset i en lejlighed i Laredo, indtil hun i oktober 2025 kan flytte ind i en splinterny bolig.

- Det er stort, at vi endelig er kommet så langt, siger hun.

Annette Bredtved Hansen, formand for Sognefogedvængets boligforenings bestyrelse, håber at Laredos gode miljø bevares. Foto: Anna C. Møhl

Annette Bredtved Hansen har ikke ulejliget sig med at tømme alle sine flyttekasser. Hun er blevet genhuset efter at have boet i sin lejlighed i 16 år, så hun venter med at skabe sit hjem til hun flytter ind i den nye bolig.

Hun håber, at Laredo-stemningen bevares - selv om beboerne i fremtiden kan gemme sig bag deres små hække.

- Ligegyldigt, hvad der sker, så er vi stadig Laredo, siger beboerformanden.

Udsigten til, om der nogensinde ville blive bygget nye boliger, har ifølge Annette Bredtved Hansen fået mange til at flytte.

Men ikke Per Karlsson.

Per Karlsson har boet på Sognefogedvænget i 40 år. Han glæder sig til at flytte ind i en helt ny bolig. Foto: Anna C. Møhl

Han har boet i Sognefogedvænget i 40 år. I sommeren 2025 flytter han og hans kone ind i en helt ny lejlighed i ét plan.

- Jeg har ikke nogen forklaring på, hvorfor det har trukket ud i så mange år. Men jeg glæder mig til at flytte ind i noget nyt. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg har altid været glad for at bo her og jeg kender de fleste andre beboere, siger Per Karlsson.

Han synes, at der har været et værre postyr om tilstanden på Laredos lejligheder.

- Udvendigt skal de bare have et lag maling, og så behøver man slet ikke bygge nyt, mener han.

Det er nogle dejlige lejligheder. Jeg har mange gode venner, som bor her, og vi har et godt sammenhold.

Jytte Kristensen, beboer på Sognefogedvænget

Godt sammenhold

Jytte Kristensen har boet i en lejlighed i Sognefogedvænget i 17 år.

- Det er nogle dejlige lejligheder. Jeg har mange gode venner, som bor her, og vi har et godt sammenhold, siger hun.

Jytte Kristensen deltog i Sognefogedvængets rejsegilde og glæder sig til at flytte ind i en mere ældrevenlig lejlighed. Foto: Anna C. Møhl

Og håber på, at selv om de gamle lejligheder rives ned og nye boliger skyder op med haver og hække, så skal sammenholdet bestå.

I april 2025 flytter hun og hendes mand ind i en ny bolig.

- Det bliver skønt. Min datter og svigersøn hjælper os med at pakke ned, siger hun.

Flytter sidst

Liselotte Schjødt hører til den gruppe af beboere, der bliver de sidste, som forlader Laredo og flytter ind i nybyggede lejligheder. Hun har boet i en lejlighed på Sognefogedvænget i seks år og flytter først ind i den nyopførte lejlighed i 2026. Indtil hun kan flytte, vil hun bruge tiden på at indrette sin nye bolig.

- Jeg er glad for, at jeg kan blive boede, indtil byggeriet er færdigt. Jeg mangler bare, at det bliver et hyggeligt sted at bo, siger hun.

Liselotte Schjødt har godt til at indrette sin nye bolig på Sognefogedvænget. Hun flytter først ind i 2026. Foto: Anna C. Møhl