Malte Olsen Andersen og Cecilie Stietz fra Halstedhus Efterskoles svømmelinje mente godt, at de kunne mærke, at vandtemperaturen fredag var blevet sænket. Foto: Jan KnudsenFoto:Jan Knudsen FT
De stigende energipriser har fået NIC til at foretage justeringer.
NAKSKOV: Morgensvømmerne i Nakskov Svømmecenter opdagede slet ikke, at vandet var blevet en grad koldere, da de fredag morgen gav sig i kast med hver sit antal baner i det store sportsbassin, og efterfølgende heller ikke, at vandet i varmtvandsbassinet nu "kun" er 33,5 grader varmt. Og ikke 34.
I omklædningsrummene er temperaturen nu 21 grader.
Elitesvømmerne fra Halstedhus Efterskole, der var i vandet efter klokken 8, kunne dog godt mærke, at de skulle svømme i længere tid for at få varmen, fortalte Malte Olsen Andersen og Cecilie Stietz.
Temperaturen i sportsbassinet er fra fredag sænket fra 27 til 26 grader, og det er rigtig fint, forsikrede deres elitetræner Bo Røse Christiansen, for 26 grader er det optimale, når der afholdes svømmekonkurrencer.
Så der var ingen sure miner, og umiddelbart heller ikke noget gåsehud at spotte, selv om temperaturen i svømmecentret samtidig er sænket fra normalt 29 grader til nu 28 grader.
Lystavlen, der viser, at der er 33 grader i rummet, viser forkert, indskyder den tekniske ansvarlige i Nakskov Idrætscenter, Jan Ottosen.
Sammen med halinspektør Morten Ahlefeldt Hansen har Jan Ottosen brugt de seneste dage på at nærstudere, hvor i hele Nakskov Idrætscenter der kan skrues lidt ned.
- Vi har tidligere budgetteret med, at vi i 2022 skal bruge 2,2 millioner kroner på el, vand og varme i Nakskov Idrætscenter og i den gamle sportshal samt i svømmecentret, men det kommer ikke til at holde nu. Vi har imidlertid svært ved at sammenligne vores udgifter, da vi jo havde corona-nedlukning, og vedrørende 2020-tallene havde vi stadig gamle lysstofrør i sportshallerne og på gangarealet. De er siden udskiftet til LED-lys, begrunder halinspektøren.
I cafeteriaet og i foyeren er halvdelen af de nye LED-lysstofrør nu taget fra for at spare energi, og der justeres på brug af lys i hallerne. Centrets ventilationsanlæg er der også kigget på, og der er nedjusteret lidt. Men det stopper ikke der.
Forbrugsrøver i snor
Jan Ottosen: - Jeg har set en opgørelse fra Vestbadet i Brøndby, hvor saunaerne udgør 25 procent af deres elforbrug. De er store forbrugsrøvere, og nogle svømmehaller har valgt at lukke deres saunaområde helt.
Morten Ahlefeldt Hansen: - Ja, det kan blive næste skridt. Indtil videre har vi lukket saunaerne i gymnastikcentret og idrætscentret helt, og den finske sauna og den infrarøde sauna i svømmecentret vil kun være tændt, når der er offentlig åbningstid i svømmecenteret, og altså ikke stå og banke varme af hele dagen.
- Så det er en masse små bække, som vi nu har aktiveret, uden helt at være klar over, hvor meget det vil batte overfor de stigende energipriser, opsummerer Jan Ottesen.
Over varmtvandsbassinet, soppebassinet og morskabsbassinet lægges der desuden dug, når ikke er i brug for at holde på vandets temperatur.
Jan Ottosen ved pc'en og Morten Ahlefeldt Hansen har klikket på de første muligheder for at spare på energien i Nakskov Idrætscenter. Foto: Jan KnudsenFoto:Jan Knudsen FT
At vandtemperaturen var sat ned fra 27 til 26 grader, var der andre, der slet ikke opdagede. Foto: Jan KnudsenFoto:Jan Knudsen FT
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst