Skal ukrainske Serhii blive eller rejse hjem?

SANDBY I de første dage efter den russiske invasion af Ukraine fyldte dilemmaet rigtig meget for 28-årige ukrainske Serhii Yevtodiuk.

- Jeg føler det stadig, siger han.

Men ikke så intenst, forklarer han på engelsk i sit køkken i parcelhuset i Sandby.

For den region, han kommer fra i det vestlige Ukraine, er ikke blandt de hårdest ramte.

- Så da jeg talte med dem derhjemme, sagde de, at de synes, jeg skulle blive i Danmark, fortæller han.

Også selv om alle ukrainske mænd mellem 18 og 60 år er blevet bedt om at gribe til våben. De var nemlig rigelig for nu i hans hjemby Rivne, lød det. En by med cirka 244.000 indbyggere.

Men der var også noget andet at tage med i betragtning.

- Jeg har ikke været i militæret, så jeg har aldrig holdt et våben, siger han.

- Jeg har derfor valgt at blive her og så i stedet hjælpe med penge.

Men han afvejer konstant situationen, fortæller han.

Bliver der brug for ham, er han klar. Ligesom hans far og hans onkel også er det derhjemme.

Før og efter

Serhii Yevtodiuk kom til Danmark for fire år siden, fordi han skulle i praktik hos griseavler Johan Olsen i Nakskov. Praktikken blev dog ikke afløst af tilbagevenden til uddannelsen til dyrepasser hjemme i Ukraine, men af fast arbejde hos Johan Olsen.

- Jeg mærkede livet her, hvor alt var godt, og så besluttede jeg mig for at blive boende her, siger han.

Ifølge ham lå det at slå sig ned udenfor Ukraine ligefor.

- Mit folk, på min alder, i det vestlige Ukraine, vi kigger efter Europa. Vi ønsker os forandring, stabilitet, et bedre liv uden korruption, fortæller han.

Han nævner betydningen af den orange revolution i Ukraine, som fandt sted i 2004, da han var barn. Her gik tilhængere af en europæisksindet præsidentkandidat på gaden, iklædt hans orange valgkampsfarver, da han på grund af formodet valgsvindel tabte valget til en russisksindet kandidat. Det indprentede tidligt, at kampen stod mellem dem i øst, der vendte sig mod Rusland, og dem i vest, der vendte sig mod Europa.

På Lolland synes Serhii Yevtodiuk, at han har fundet, hvad han søgte.

- Her er stabilitet og stilhed. Jeg kan lide det her, alle er venlige. Jeg kan lide mit arbejde, og så er der masser af fritid til at tage ud at fiske, cykle eller spille fodbold, siger han.

Men i torsdags, 24. februar, ændrede livet sig.

- Krigen har delt min verden i et før og efter, fortæller han.

Kværner nyheder konstant

Serhii Yevtodiuk blev vækket på morgenen for invasionen af et opkald på mobilen.

- Krigen er startet, lød det.

- Hvad for noget, svarede han.

Han satte sig derefter til at læse nyheder, og så begyndte han at ringe til alle derhjemme. Heldigvis var alle okay. Hele dagen på arbejdet hørte han nyheder, og han har lige siden fulgt nyhedsstrømmen intenst. Det går ud over søvnen, for nogle gange vågner han for at se seneste nyt.

- De første dage var de sværeste i mit liv, fordi jeg var så usikker på, hvad der skete, og hvad jeg skulle, fortæller han.

Lige nu har han det lidt bedre. Han oplever, at hans folk tager kampen, gør det godt, at selv præsidenten, som han ellers ikke havde så meget fidus til, gør det godt: motiverer og samler, og han er glad for at opleve, at flere vestlige lande træder til med nødhjælp og våben.

- Men det tæller først, når det faktisk er leveret, pointerer han.

Hans største bekymring lige nu er, at russerne bomber sig igennem krigen. Det kan vi ikke bekæmpe fra jorden, så vi har brug for beskyttelse fra luften, påpeger han.

Og så er der flygtningestrømmen af kvinder og børn.

- Det er ikke godt, men heldigvis er ukrainske kvinder seje.