En 32-årig mand afgik ved døden nogle dage efter ulykken. Arkivfoto: Presse-fotos.dk
25-årig kvinde dømt efter dødsulykke
En 25-årig svensk kvinde med bopæl i Tyskland er blevet dømt i sag om ulykke ved Guldborgsundtunnelen. En 32-årig mand mistede nogle dage senere livet af sine kvæstelser.
Bilen ramte bommen, lige efter den kom ud af tunnelen på Falster-siden. Grundet renovering i det ene tunnelrør var den nordgående trafik ledt over i samme rør som den sydgående trafik, mens hastighedsbegrænsningen var nedsat fra 60 til 50 kilometer i timen. Ved bommen skulle trafikken ledes tilbage til de nordgående spor.
En i dag 25-årig kvinde overså bommen. Hun ramte den og fortsatte videre ind i autoværnet.
Tidligere på året blev sagen behandlet ved Retten i Nykøbing.
Her var den 25-årige kvinde, der er svensk statsborger, men har bopæl i Tyskland, tiltalt for uagtsomt manddrab. Hun har nægtet sig skyldig.
Den 25-årige kvinde har forklaret, at hun har kørt den samme rute mellem Tyskland og Sverige mange gange for at besøge familie. Denne lørdag morgen var hun og den 32-årige mand kørt fra Nordtyskland tidligt om morgenen.
Den 32-årige mand kørte de første fire timers tid indtil færgeturen, imens hun sov i bilen. Herefter kørte kvinden fra Rødbyhavn.
Om køreturen har hun forklaret, at det sidste, hun husker inden uheldet, er et brunt skilt, hvor der stod Maribo. Det tager omtrent 15 minutter at køre fra Maribo til Guldborgsundtunnelen.
Det næste, hun husker, er, at den 32-årige mand sad ved siden af hende og blødte.
Hun husker hverken at have set skilte med nedsat hastighed eller at have set vejarbejde. Hun kunne heller ikke huske, hvor hurtigt hun har kørt.
Kørte for stærkt
Kvinden kørte langt over det tilladte, da hun kørte gennem Guldborgsundtunnelen.
En bilinspektørerklæring har fastslået, at bilen kørte mellem 88 og 93 kilometer i timen, da den med kort afstand til bommen kørte ud af tunnelen. Dermed har hun kørt 70 procent over den tilladte hastighed.
Annonce
Da kvinden kørte ind i bommen, var det med en hastighed mellem 51 og 63 kilometer i timen, konkluderer undersøgelserne.
Der blev hverken fundet fejl på vejbanen eller køretøjet, der kan have været årsag til ulykken.
Kendt skyldig
Anklagemyndigheden havde på forhånd nedlagt påstand om fængselsstraf, frakendelse af kørekortet og udvisning af Danmark med indrejseforbud i et tidsrum, retten skulle fastsætte.
Helt så slemt blev den 25-årige kvinde ikke straffet.
Retten i Nykøbing kendte hende skyldig i uagtsomt manddrab, mens hun har fået frataget retten til at føre motordrevent køretøj i Danmark i to år.
Hun fik en advarsel om udvisning med begrundelsen, at hun ikke har tilknytning til Danmark, og at der ikke er grund til at frygte, at hun fremover vil begå "tilsvarende alvorlig personskadelig kriminalitet".
Retten idømte hende 30 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år, mens hun også blev dømt til at betale sagens omkostninger, fremgår det af et udskrift fra domsbogen.
Seneste artikler
To lokale museer er de første i regionen med grønt miljømærke
Mindre SU, mere ulighed: Dora, Astrid og Aya har fået nok
Plejebørn tror ikke på voldtægt - men fortalte om jalousi og skænderier
Byudvikling for mange millioner - men hvor er kvinderne henne?
Katia fik ærespræmie overrakt af Dronning Mary
Mest læste artikler
Alvorlig trafikulykke: Lægehelikopter tilkaldt
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Centerchef fyret