Lolland

Alpacaerne var et hit blandt gæsterne til årets aktivitetsdag i Center for Handicap. Foto: Center for Handicap

Aktivitetsdag bød på øksekast, flødeboller og pelsede alpakaer: Se billederne

Fuglse Aktivitetshus dannede rammerne, da Center for Handicap samlede 200 borgere og medarbejdere til den årlige aktivitetsdag. 

Offentliggjort

Der var latter, musik og duften af bål i luften, da Center for Handicap samlede omkring 200 borgere og medarbejdere til årets aktivitetsdag i Fuglse.

Hele området summede af liv, og uanset hvor man vendte sig hen, var der noget at opleve, fortæller centerleder i Center for Handicap Kathrine Brønnes.

Har Ikke set hinanden i et år

- Vi holder dagen for at styrke samhørigheden i hele Center for Handicap. Vi kan noget forskelligt allesammen, for vi har et kæmpe spektrum i forhold til, hvad folk kan og ikke kan. Nogle kan noget mere, og nogle kan noget mindre, men samtidig kan vi stadig være fælles om nogle aktiviteter, noget, der er rart, siger Kathrine Brønnes.

- Vi har mange borgere, der er isoleret, og så kan de møde hinanden på kryds og tværs. Nogle har ikke set hinanden i et helt år, og så mødes de på den her dag, lyder det fra centerlederen.

Artiklen fortsætter under galleriet.

Blomstrer op

- Vi har borgere, der blomstrer op. De smiler, danser og synger, og det her med, at de tør at udfordre sig selv på aktivitetsdagen, siger Kathrine Brønnes.

Team Tvilling var på besøg, og flere borgere fik en tur med deres løbevogne.

- Jeg har borgere, som synes, det er udfordrende at skulle gøre noget, de ikke er vant til, men som stadigvæk fik en tur med den her løbevogn, og de succeser, de får, når de prøver noget, de ikke er vant til at prøve, er ret fedt, fortæller Kathrine Brønnes.

- Dyr har en kæmpe betydning

Nakskov Brandvæsen havde kørt kavaleriet i stilling og stod klar med en kæmpe skumfest, hvor både børn og voksne kunne boltre sig i de hvide skyer. Andre borgere dystede i sumodragter, mens nogle prøvede kræfter med øksekast og kastede flødeboller efter målskiver.

- Der var en megagod stemning, siger Kathrine Brønnes.

Dyrene trak også mange smil frem. Hestevognsturen gennem området blev hurtigt populær, og både heste og alpakaer blev klappet og kælet for i en lind strøm. I sanseområdet kunne man gå gennem en mørk sansetunnel, finde ro i mindfulness-hjørnet eller varme sig ved bålet med skumfiduser på pind, fortæller hun.

- Dyr har en kæmpe betydning. På mange af de her borgere falder nervesystemet helt til ro. Det her med at ae et dyr og mærke den der kropslige varme, det er nogle sanser, som ikke er vant til at blive stimuleret, lyder det fra Katrine Brønnes.

Afslutning i ro og mag

Da eftermiddagen gik på hæld, samledes alle i sansehaven til en rolig mindfulness-afslutning – et smukt punktum på en dag, der handlede om fællesskab, glæde og oplevelser for alle, fortæller centerlederen. 

- Vi havde nogle madrasser, og så kunne man lægge sig der. Så blev der spillet noget stille og rolig musik med noget forskelligt klokkespil, så man kunne komme ned i gear, siger Kathrine Brønnes.

Det var en lang dag, og det var ikke alle gæster, der kunne holde til de fire timer.

- De sidste fik en afrunding på dagen. Nu havde man prøvet en hel masse og været sammen med en hel masse mennesker, og så fik man lige lov til at falde lidt ned, inden man tog hjem, fortæller Kathrine Brønnes.