Guldborgsund

Peter Lundqvist sidder her i den stol, hvor han tilbringer mange timer med både at designe nye bamser. Men også med at passe sit job som multimediedesigner for en virksomhed med hovedsæde i Ballerup. Foto: Kim Møller Pedersen

Bamsevirksomhed vinder europæisk pris og laver ny bamse

Pluniverse hedder en ganske lille virksomhed i Sakskøbing med masser af både søde og nuttede produkter på hylderne. Senest er der skabt en missionsbamse, og nu følger Max og Pip efter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Missionsbamsen

Peter Lundqvist har designet missions-bamsen, som bliver givet til forældre, der skal udstationeres og deres børn, så de kan tænke på hinanden.

To små digte ledsager missionsbamsen, som er produceret i nu 3.000 eksemplarer.

Peter Lundqvist har selv to børn på 8  og 10 år fra et tidligere forhold. 

Der er ikke mange bamsevirksomheder i Danmark. Men der ligger en i Sakskøbing. Med udsigt ud over inderhavnen fra etagen over den gamle Engberggaarden.

Her går det godt hos iværksætter Peter Lundqvist, som Folketidende besøgte tilbage i 2020, da bamsevirksomheden Pluniverse var helt nystartet. Faktisk går det så godt, at der igen i år er landet en europæisk pris i den lille virksomhed. Dem vender vi lige tilbage til. Først skal der bamser på bordet.

3.000 missionsbamser

- Den her fik jeg selv lov til at designe. Det er missionsbamsen.

Peter Lundqvist har fingrene om en lille bamse i camouflagetøj.

Selv om der også er en større udgave af samme bamse, er det den lille, som er endt med at blive sat i storproduktion.

Først var det 1.000 eksemplarer, og i maj lød en ny ordre på 2.000 nye eksemplarer af samme bamse.

Hjertet skal med

Ordren er afgivet af en privat kunde med et stærkt engagement i Veteraner ved Fjorden. Det er et netværk for veteraner og pårørende i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Netværket er for alle, der har været udsendt for Danmark af eksempelvis politiet, beredskabet, sundhedsvæsenet, forsvaret eller en humanitær organisation. Og deres pårørende.

To søde bamser med det lille flag - passer på os både nat og dag

Digt af Peter Lundqvist bag missionsbamsen

- Jeg kan godt lide at have hjertet med i det, jeg foretager mig i Pluniverse. Og tanken bag missionsbamsen er, at den bliver givet til forældre, der skal udstationeres og deres børn, så de kan tænke på hinanden, lyder det fra Peter Lundqvist i lejligheden med de mange forskellige bamser på hylderne.

Den blå drage på papiret hedder Max og fuglen Pip. Den gule bamse hedder Blop, og foran den står den lille missionsbamse i camouflagetøj. Bøgerne står Peter Lundqvist også bag. Foto: Kim Møller Pedersen

Missionsbamsen har i øvrigt et par små digte med sig. 

- To søde bamser med det lille flag - passer på os både nat og dag, lyder et af de to digte, som Peter Lundqvist også står bag.

Missionsbamsen er blot én af mange kreationer. Men det er ikke altid, Peter Lundqvist får lov til selv at stå for designet af en bamse.

Fra hobby til levevej 

Også Bløderforeningen har været kunde hos Peter Lundqvist. Her blev det til en bamse til syge børn, som kunne bruge en opbakning under sygdomsforløbet. 

- De fik en Blop sidste år, lyder det fra iværksætteren om den gule bamse til Bløderforeningen.

Der har også været produktioner for danske youtubere. 

- Der er mange jern i ilden lige nu, og målet er også at kunne leve af det, der foreløbig er min hobby.

Bamse-iværksætteren må dog foreløbig fortsætte med fuldtidsarbejdet hos IT-virksomheden Atea. Virksomheden er norsk og har dansk hovedsæde i Ballerup. Her arbejder Peter Lundqvist som multimediedesigner med masser af online hjemmearbejde fra lejligheden i Sakskøbing.   

- Jeg er rigtig glad for mit arbejde hos Atea, men målet er at leve af min hobby en dag. Men jeg skal stadig blive bedre til at promovere Pluniverse. Det er også derfor, jeg har hyret én til at hjælpe mig med Instagram. Her går det løs på lørdag med et helt nyt univers, fortæller Peter Lundqvist.

Smaalingerne, Max og Pip

Også en webshop kaldet Smaalingerne har iværksætteren for nylig kastet sig ud i. Her er det en drage og en fugl, der bliver de første af i alt fem karakterer.

Dem satser iværksætteren på skal vokse sig større og større i det børneunivers, som startede med plakater og børnebøger, som Peter Lundqvist har illustreret.

- Hovedfokus er på de to karakterer ved navn Max og Pip, der er en drage og en fugl under udvikling, siger manden bag karaktererne.

Men der sker endnu mere, når Peter Lundqvist sætter sig i computerstolen. Han har for nylig været med til at designe de nye Jojo's fra FirstGrade, som blev udgivet i maj. Der er også en igangværende børnebog, og alt i alt har de mange kreationer og aktiviteter endnu engang ført til en europæisk pris.

Bamse-iværksætteren har således både i 2025 og 2026 vundet en EU Business Award for "Best Custom Plush Toy Design and Production company - Denmark". Måske bliver det til flere.  - sikkert er det i hvert fald, at Peter Lundqvist fortsætter sit bamseeventyr. Nu gælder det foreløbig Max og Pip og en masse historier om, hvad de kan finde på, inden de senere får følgeskab af tre nye venner.