Lolland

To mænd arbejder ved computere på et lyst kontor.
Jeppe Lindrup Jensen og Mads Buster Hansen supplerer hinanden godt, og er klar til at hjælpe de lokale virksomheder. Foto: Privatfoto

Buster og Jeppe er vendt hjem og har skabt deres egne job

Mange unge rejser ud og tager en akademisk uddannelse, men ofte vender de ikke tilbage. Mads Buster Hansen og Jeppe Lindrup Jensen er gået mod strømmen.

Offentliggjort

De kunne have valgt en karriere i storbyen. I de store firmaer, på de dyre adresser. Nu sidder de to tidligere handelsskolekammerater Mads Buster Hansen og Jeppe Lindrup Jensen på et kontor i Maribo.

De er unge akademikere. Dem, som plejer at rejse ud, uddanne sig og finde lykken langt væk fra lollandske lavbundsjorde og falsterske feriefornøjeligheder. Men de ville begge noget andet. De ville hjem for at hjælpe den egn, der har givet dem så meget.

Det har været helt fænomenalt at opleve, hvordan folk simpelthen bare tager imod en og siger: Fedt. Vi skal bare have jer i gang.

Jeppe Lindrup Jensen

Det var kun i tiden på handelsskolen, at de to knægte, med en fortid i henholdsvis Holeby og Sakskøbing, kørte egentligt parløb.

Få vender retur

Begge er godt nok tidligere elever fra Sankt Birgitta Skole i Maribo, men her gik Jeppe en årgang over Buster. Så mødtes de på handelsskolen i Nykøbing, inden Jeppe tog til Odense og Buster til København. Venskabet blev dog bevaret.

De to unge ved godt, at de svømmer imod en strøm, der gennem mange år har affolket landsdelen.

- Man tager typisk ud, og så bliver man også ude, siger Mads Buster Hansen.

Vil give noget tilbage

Jeppe Lindrup Jensen og Mads Buster Hansen er rykket ind på Maribos tidligere bryggeri, hvor de har deres kontor. Foto: Privatfoto

Allerede på handelsskolen såede de to lollandske venner et frø til det, der senere skulle blive til deres fælles iværksætteri. Dengang var det dog ikke konkret. De ville gerne stifte noget sammen, men det skulle ikke bare være for at kalde sig iværksættere. De ville finde den oplagte forretning, men det krævede tid.

I begyndelsen af sommeren blev de begge færdig med deres kandidatuddannelser. De havde egentlig kontrakterne på plads med store virksomheder, men valgte at skifte retning. Metropolerne blev byttet ud med Maribo.

Om Lindrup & Hansen

Jeppe Lindrup Jensen er 24 år gammel. Han kommer fra Sakskøbing, og har en bachelor i erhvervsøkonomi og en kandidat i revision og regnskab fra Syddansk Universitet. Han har erfaring fra revisions- og rådgivningsvirksomheden BDO.

Mads Buster Hansen er 23 år gammel. Han kommer fra Holeby. Han har en bachelor i European Business fra Copenhagen Business School, og en kandidatgrad i General Management and Analytics. Han har ved siden af studierne arbejdet som managementkonsulent med økonomisk og strategisk rådgivning.

Kosulentvirksomheden "Lindrup & Hansen" tilbyder forskellige løsninger indenfor blandt andet økonomistyring, strategisk rådgivning og rapportering om bæredygtighed.

- Ambitionen er at give lidt tilbage. Vi synes, at det har været fantastisk at vokse op hernede, og vi vil gerne bruge vores kompetencer og erfaring til at give noget tilbage. Der findes mange dygtige erhvervsfolk på Lolland-Falster, men der er ikke så mange lokale rådgivningsvirksomheder indenfor vores område, siger Jeppe Lindrup Jensen.

Oplagt at vende hjem

Havde de to ikke haft lysten til selv at skabe en virksomhed, var de næppe vendt retur. 

- Der findes ikke så mange lokale stillinger, hvor vi kan arbejde på tværs af økonomistyring, analyse og strategisk rådgivning. Ved at skabe vores egen virksomhed kan vi bringe de kompetencer i spil for en bredere kreds af virksomheder på Lolland-Falster, siger Mads Buster Hansen.

Men netop af samme grund ville de også gerne tilbage til Sydhavsøerne. For Lindrup & Hansen tilbyder en service, som mange store virksomheder benytter sig af, men som nærmest er lukket land for de små og mellemstore erhvervsdrivende.

- Vi synes egentlig, at det var oplagt at vende tilbage. For det første fordi vi selvfølgelig godt kan lide det sted, vi kommer fra, men også fordi der var et ualmindeligt stort behov i markedet, fortsætter Mads Buster Hansen.

Taget godt imod

De to kammerater tilbyder sig som konsulenter for de små og mellemstore virksomheder. De kan indgå som en fleksibel, ekstern samarbejdspartner og hjælpe med alt fra bogføring og økonomiadministration til budgetter, rapportering, analyser og strategisk forretningsudvikling. Omfanget tilpasses den enkelte virksomhed og kan skrues op eller ned efter behov.

Selv om de kun har været her kort tid, er de allerede blevet godt modtaget. Der er stor interesse for det, som de tilbyder, og de er selv gået ind som partnere i Team Sydhavsøerne. Det handler om at netværke og skabe nye forbindelser. Det føler de begge er nemmere ude i provinsen end inde i storbyen.

- Det har været helt fænomenalt at opleve, hvordan folk simpelthen bare tager imod en og siger: Fedt. Vi skal bare have jer i gang, forklarer Jeppe Lindrup Jensen.

- Det tror jeg ikke, man havde mødt, hvis man havde været i København. Jeg ved det ikke, men det tror jeg ikke.

Vil gerne tiltrække flere unge

Endnu er den lille konsulentvirksomhed ganske grøn og kun lige så stille ved at slå rødder i den lollandske muld, men håbet er at vokse i de kommende år. Måske kan den være med til at tiltrække flere unge til området.

Idéen til at skabe egen virksomhed begyndte på handelsskolen, men det var først, da begge blev kandidater, at de fandt vejen. Foto: Palle Nevad Frandsen

- Hvis vi kan skabe et miljø, hvor man får mulighed for at arbejde med mange forskellige virksomheder, gøre en konkret forskel for det lokale erhvervsliv og samtidig udvikle sine faglige kompetencer, har vi skabt en attraktiv arbejdsplads for unge, der har uddannet sig i eksempelvis København, Odense eller Aarhus, men som gerne vil hjem igen, siger han.

Mange af de unge, som de to iværksættere har mødt, taler om at vende tilbage til Sydhavsøerne, men det bliver ved snakken, for lige nu er der ikke nok stillinger til, at de vender hjem.

Det bliver der måske i fremtiden, hvor "Lindrup & Hansen" kan blive et af de steder, som unge akademikere vender hjem til.