Guldborgsund

Fra venstre er det René Holmblad og Lennart Damsbo-Andersen - to ildsjæle bag Nysted Sportscenter. Privatfoto

Bygger nye fællesskaber i gammelt halcafeteria 

Bestyrelsen i Nysted SportsCenter vil skabe et bedre og lettere tilgængeligt grundlag for både eksisterende og nye lokale fællesskaber.

Offentliggjort

Den lokale håndboldklub har kampe indtil påske. Der er også lige en gymnastikafslutning, som skal afvikles. Men så går det også løs med at bygge det gamle cafeteria i Kettingehallen om til et nyt og moderne mødested for de lokale foreninger og brugere.

Om Vores Egn

Nordeafondens "Vores Egn" havde som hovedformål at støtte projekter på Lolland og Falster, der vil bidrage til at styrke lokale fællesskaber og øge samarbejdet mellem foreningslivet.

Det er netop visionen for bestyrelsen i Nysted SportsCenter (NSC), der nu har nedsat en arbejdsgruppe, som er gået i gang med at realisere den drøm, der har været i støbeskeen, siden den ny bestyrelse trådte til.

Nordea-fonden har uddelt 33,3 millioner kroner til 53 projekter gennem Vores Egn-puljen - 118 projekter søgte om støtte.

En af de store visioner

- Vi skal bygge det her rum for at skabe nogle flere fællesskaber. Det er jo helt vildt, at vi allerede nu kan gå i gang med en af vores store visioner, lyder det fra formand for Nysted SportsCenters bestyrelse René Holmblad.

Det gamle cafeteria bliver i dag kun brugt, når der er sportsstævner i Kettingehallen.

- Det er jo synd, at det står stille alle de andre dage. Vi har søgt om penge, så vi kan skifte dørpartiet, så eksempelvis gangbesværede lettere kan komme ind, og selve lokalet trænger også til en kærlig hånd. Eksempelvis er der virkelig dårlig akustik derinde, så når vi har forsøgt at holde nogle større arrangementer, får man næsten hovedpine af at deltage, lyder det fra formanden.

Gulv, lys, køkken

Helt præcist bliver der nu arbejdet på at planlægge det kommende renoverings- og moderniseringsarbejde i Kettingehallen, som består af meget mere end udskitfning af dørpartiet. Der kommer også nyt gulv, nyt lys, nye køkkenfaciliteter og et nyt køkken. Alt sammen fordi Nysted SportsCenter (NSC) har fået 653.000 kroner fra Nordea-fonden Vores Egn. 

- Nu har vi fået penge til at sætte akustikpaneler op og i det hele taget gøre hele cafeteriet let at bruge og egnet til, at man kan holde møder i de små foreninger og på tværs af foreninger og forhåbentlig skabe helt nye fællesskaber i vores område, lyder det fra René Holmblad.

Stadig plads til aktiviteter

NSC har nedsat en arbejdsgruppe, der nu skal i gang med at planlægge hele processen, så arbejdet kan komme i gang uden at forstyrre de mange aktiviteter der allerede er i Kettingehallen. René Holmblad forsikrer om at der stadig er plads til de sædvanlige aktiviteter

Den første opgave bliver at lave en tidsplan og lave aftaler med de lokale håndværkere, der skal stå for arbejdet

René Holmblad, formand for Nysted SportsCenter

- Selvom vi er meget ivrige efter at komme i gang, kan vi jo ikke begynde at arbejde i cafeteriet, før sæsonen er slut for de lokale foreninger, der bruger Kettingehallen, og før forårets arrangementer er afviklet. Så den første opgave bliver at lave en tidsplan og lave aftaler med de lokale håndværkere, der skal stå for arbejdet, forklarer formanden.

Tankerne bag opbygningen af et moderne foreningsrum i et traditionelt halcafeteria, som har mange årtier på bagen, er også at tilbyde en nøgle til foreninger, som måske ikke har en relation til Kettingehallen i dag.

Skakklub og vandværksforening

- Det kan være den lokale skakklub eller vandværksforening. Vi skaber et møderum, hvor der bliver en stor skærm og altid er kaffe. Måske bliver det også til en lille lounge og sofa, og så kan man måske bestille noget mad fra det lokale forsamlingshus, fortæller René Holmblad og understreger, at hallens nye mødested ikke skal være en konkurrent til netop Kettinge Forsamlingshus.

- Vi vil gerne gøre det mere indbydende at bruge hallens faciliteter, og hvis der eksempelvis er nogle badmintonbørn, som gerne vil lave lidt mad, skal de nye faciliteter i køkkenet sørge for, at det er meget nemmere at bruge fremover, end det er i dag, tilføjer René Holmblad.

NSC vil løbende orientere om projektet på deres facebookside og på Nysted SportsCenters hjemmeside.