Lolland

Benny Damgaard har blikket rettet mod et borgerligt alternativ. Arkivfoto: Jan Knudsen

Danmarkshistorie på Lolland - aldrig sket før

Kommunalvalget i Lolland Kommune står til at skrive Danmarkshistorie, hvis den seneste meningsmåling holder stik. Men intet er afgjort endnu.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarksdemokraterne på vej mod historisk valgresultat på Lolland

  • Danmarksdemokraterne står til at blive Lollands næststørste parti med 14,4% af stemmerne, hvilket kan resultere i flere mandater end kandidater.
  • Spidskandidat Benny Damgaard fremhæver partiets evne til at lytte til borgerne som nøglen til deres succes.

Valgets ”farligste” dag er kommet – den første meningsmåling er landet.

Analyser rammer lige nu sendefladen, og selvfølgelig deltager Folketidende i det okkulte arbejde med meningsmålingerne.

I Lolland Kommune bliver det rigtigt interessant, for her lægger Danmarksdemokraterne op til at skrive Danmarkshistorie ved at sikre sig flere mandater, end partiet har kandidater til.

Hvis og såfremt den seneste meningsmåling fra Epinion ellers holder stik.

- Det er jo et positivt problem, og det er fantastisk, hvis det kan gå, som det ser ud til, siger spidskandidat for Danmarksdemokraterne Benny Damgaard.

Lige nu ligger det godt 11 måneder gamle parti på Lolland til 14,4 procent af stemmerne, hvilket vil gøre Danmarksdemokraterne til kommunens næststørste parti. Der mangler kun få stemmer, for at sikre, at partiet lykkes med at skrive historie, ifølge meningsmålingen.

Selvom meningsmålinger sjældent er 100 procent korrekte, peger de stadig på tendenser i samfundet.

Hvem får mandatet?

- Overskydende mandater i det nævnte tilfælde går videre til det valgforbund eller den enkeltstående liste, der er næst i køen til et mandat, siger Jørgen Elklit professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

Jørgen Elklit er næsten sikker på, at det aldrig før er sket, at et parti har fået flere mandater, end der er kandidater på listen.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er en del af Danmarks hidtil største meningsmåling, gennemført af Epinion i samarbejde med Syddansk Universitet og Constructive Institute som en del af projektet 'Dit valg. Vores Danmark'. 

I alt har over 100.000 danskere svaret forud for kommunal- og regionsvalget den 18. november 2025 - heraf 996 i Lolland Kommune og 1.058 i Guldborgsund Kommune.

Formålet er at give et nuanceret billede af danskernes holdninger til deres lokalsamfund og de kommende valg.

- Teoretisk kan det jo godt være sket en eller anden gang i 1930'erne, men det har alle jo glemt, hvis det er sket. Så man kan fint sige, at det er første gang i verdenshistorien, ikke bare i Danmarkshistorien, siger han.

Danmarksdemokraterne kan ærgre sig over ikke at have indpisket flere kandidater, men Benny Damgaard bruger ikke tiden på at være ked af en god meningsmåling - og et eventuelt godt resultat.

- Vi er rigtig glade for, at vi har været så fornuftige, også på det her område, at vi er gået i valgforbund med Konservative og Liberal Alliance, for de har sikkert nogle reserver, som de må hive ind, siger spidskandidaten.

Hvorfor går det godt?

- Det forpligter på den måde, at vi skal fortsætte det gode, fantastiske arbejde, som alle kandidater gør lige nu. Det skal vi fortsætte med i samme stil, med ordentlighed

Hvad har I forstået, som andre partier ikke har forstået?

- For det første så har vi en fantastisk leder, Inger Støjberg, som går i hjertet hos folk, og som rammer nogle ting, hvor folk i store områder føler sig trådt over tæerne, siger Benny Damgaard og henviser til solcelleparker.

- Derudover lytter vi til borgerne. Faktisk lytter vi ikke, vi tager også hensyn til lokalbefolkningen. Et af vores vigtigste emner, det er jo bosætning, og at alt ikke skal centraliseres i Maribo og Nakskov, siger spidskandidaten fra Fejø.

Benny Damgaard indrømmer, at han får brug for Venstre for at kunne skubbe Lolland i en borgerlig retning.

- Hvis Venstre har lyst, så er de absolut velkommen i det borgerlige alternativ. Tænk, hvis vi kunne lave en ny fælles retning. Det kunne være så godt for Lolland at prøve noget nyt, siger han.