Danske Turpal Bisultanov vandt tirsdag EM-finalen i brydning i 87-kiloklassen over den olympiske mester, bulgareren Semen Novikov.(Arkivfoto). - Foto: Tibor Illyes/Ritzau Scanpix
Dansk bryder efter EM-guld: Jeg er overlykkelig
24-årige Turpal Bisultanov beskriver det som en drøm, at han vandt EM-finalen over den olympiske mester.
Ritzau Ritzau
Offentliggjort
Det er en drøm, der igen er gået i opfyldelse for bryderen Turpal Bisultanov, der for anden gang i karrieren tirsdag kunne kalde sig for Europas bedste.
Det siger han natten til onsdag i en skriftlig kommentar efter EM i Albanien, hvor han tog guldmedaljen i 87-kiloklassen med cifrene 8-4.
- Det er en drøm, der igen er gået i opfyldelse, og de her følelser kan hverken købes for penge eller fås på andre måder.
- Selv når jeg er i det mørkeste hul, så finder jeg alligevel noget ekstraordinært, og det er blandt andet takket være mine trænere, min familie og de gode mennesker omkring mig, siger han.
24-årige Turpal Bisultanov vandt årets EM-finale over Semen Novikov fra Bulgarien, og det var noget helt særligt, understreger Turpal Bisultanov.
Han tabte nemlig til bulgareren under en kamp ved OL i Paris i 2024, og Semen Novikov endte med at tage guldmedaljen. Selv tog danskeren bronzemedaljen.
- Jeg er overlykkelig, også fordi jeg fik min revanche mod den regerende olympiske mester. To lange dage er nu ovre, og det føles urealistisk at kalde sig europamester for anden gang, siger han.
Turpal Bisultanov blev også i 2022 europæisk mester.
Samme år vandt danskeren sølv ved VM. Det blev i februar i år til en guldmedalje, fordi serbiske Zurabi Datunashvili, som Turpal Bisultanov tabte til, blev frataget sin medalje grundet brud på antidopingreglerne.
Turpal Bisultanov havde også en stor dag på måtten mandag, hvor han gjorde rent bord i 87-kiloklassen. Han vandt fire kampe på stribe og var derfor videre til finalen.
Det gik anderledes under EM for danske William Reenberg, der kun fik én kamp i 67-kiloklassen. Den 19-årige dansker tabte 3-7 til en kroatisk modstander.
/ritzau/
Se eller gense et tidligere sejrsinterview med Turpal Bisultanov:
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst