Guldborgsund

Før man vidste af det, var helikopteren langt over Dølle. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Dølle set fra en flyvende "metaldåse": - Man stoler ikke helt på det

Marius Laursen og Simon Bruhn vovede sig torsdag aften op i en helikopter, som weekenden igennem holder sig i luftrummet over Dølle.

Offentliggjort

Helikoptereventyr over Lolland

  • På Dølle er der mulighed for at opleve Lolland fra luften med helikopterture arrangeret af Helicompany, drevet af Gry Hemmersam og Sally Jakobsen.
  • 19-årige Marius Laursen og 20-årige Simon Bruhn tog chancen for at flyve, hvilket gav dem en unik oplevelse og udsigt over det smukke landskab.

Indrømmet: Det meste af livet på Dølle foregår på jorden. Men højt, højt oppe har nogle få Dølle-gæster deres egen lille fest.

For hvis man sig gennem alt livet på jorden, og hvis man fortsætter forbi de mange indbydende boder, forlystelser og madsteder, så finder man for enden af festlighederne en stor mark, hvor en helikopter står klar til at bringe gæsterne til vejrs.

På vej op

19-årige Marius Laursen og 20-årige Simon Bruhn tog egentlig bare den lange vej til helikopterpladsen for at se, hvad det kostede. Så ved muligheden for at komme op til en lidt lavere pris, fordi vi inklusive Folketidendes udsendte var tre mand på turen, slog de til.

Simon Bruhn og Marius Laursen tog en flyvetur med helikopteren, selvom den ene ikke mente at stole helt på "metaldåsen". Foto: Esben Cronbach-Christensen

- Det er altid fedt at være oppe at flyve. Det er sådan en drengedrøm at være oppe og flyve helikopter, siger Marius Laursen.

- Det er en lidt speciel oplevelse at sætte sig ind i sådan en metaldåse og så flyve op. Man stoler ikke helt på det. Jeg stoler ikke på det, siger han.

Du stoler ikke på det, men du gør det alligevel. Hvorfor?

- Det ved jeg ikke. Ingen idé, jeg gør det bare.

Det lyder lidt vanvittigt?

- Ja, det gør det nok, siger Marius Laursen med et grin.

Rotorbladene på helikopteren snurrede langsomt rundt, mens vi traskede gennem lange græs på vej mod den. Ved indstigning bliver man præsenteret for tre ting: Helikopterpiloten Jani, der med sine solbriller og solbrune hud ligner en pilot til fulde.

Det andet, man møder, er en femdelt sikkerhedssele, som ved montering om brystet spænder så godt fast, at man skulle tro, man var på vej op i en forlystelse - hvad man på sin vis også er.

Parret Gry Hemmersam og Sally Jakobsen bringer forskellige kompetencer til bordet. Hemmersam ejer selskabet og er helikopterpilot, og Jakobsen tager imod kunderne og ordner alt fra jorden.

Det tredje er følelsen af sejhed. Den følelse vokser proportionalt med antallet af sete James Bond-film.

Ready for take-off

Da alle Marius Laursen og Simon Bruhn var på plads på bagsædet og Folketidendes journalist på forsædet, med både seler og høreværn, gjorde Jani Tuomala klar til at sætte helikopteren i bevægelse. Rotorbladende tog til i fart, indtil de blot var en sløret masse over vores hoveder.

- Ready for take off, sagde Jani Tuomala og løftede langsomt helikopteren nogle meter fra græsset, før han i højere fart trak os langt op over marken. Helikopterens næse tippede fremad, og vi så direkte ned på markerne under os, som vi nu fløj hastigt forbi.

Finnen Jani Tuomala er piloten torsdag og fredag, indtil Gry Hemmersam tager over fredag og lørdag. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Før man nåede at orientere sig mod den smukke udsigt til alle sider, var vi, hvad der føltes som langt fra den afsides mark ved markedspladsen, hvor vi netop var lettet fra.

Lolland er flot fra jorden, men bestemt ikke ringere i solskinsrigt vejr og set fra luften. Førnævnte følelse af sejhed bestyrkes desuden kun af at suse gennem luftrummet over Dølle, mens man ser på markedspladsen dernede og forestiller sig alt det liv, der er for småt til at beskue fra oven.

Helicompany's helikopter kom i luften adskillige gange alene torsdag - og det fortsætter den med de næste dage. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Helikopter-par

Det er Gry Hemmersam, der står bag helikopterfirmaet Helicompany, som faciliterer helikopterturene på Dølle. Sammen med sin kone Sally Jakobsen sørger de for at sende gruppe efter gruppe mod helikopteren, og Jani Tuomala tager dem det sidste stykke op gennem luften.

De to købte først flexbolig i Stubbekøbing, men flyttede siden til byen, hvor de nu har base.

Centralt i deres boligjagt stod et krav, som kan blæse enhver ejendomsmægler omkuld: Der skulle være plads til en helikopter. Men det lykkedes at finde et fælles hjem i byen, hvor de nu har deres base.