Dramatikken om, hvad der egentlig skete med motoryachten Cataleya den skæbnesvangre julidag 2023, forløses nu. Om det bliver et endegyldigt punktum eller blot et komma, afhænger af advokaternes syn på rettens beslutning.
For i dag skal tiltalte, forsvarere, anklager og tiltalte rejse sig for sidste gang i Retten i Nykøbing.
I dag falder byretsdommen.
Her afgøres det, om direktørparret fra Falster har eller ikke har sænket yachten for at forsøge at indkassere forsikringssummen på 14 millioner kroner.
Om de med andre ord har forsøgt at begå groft forsikringsbedrageri, som tiltalen mod dem begge lyder på. Begge nægter sig skyldige.
Den kaotiske dag
Forud ligger fire retsdage. Den kvindelige tiltalte har med tårer i øjnene fortalt om den ifølge hende kaotiske dag nogle sømil fra Trelleborg. Hvordan hun var syg og dårlig, nok dårligere end nogensinde før, som hun sagde i retten.
Manden har forklaret, hvordan han med livet som indsats fik kvinden over i redningsbåden. Hvordan det blæste voldsomt, hvordan bølgerne var mellem fire og fem meter høje.
Den ene motor gik ifølge ham ud. De kunne ikke sejle til Sverige. Og så begyndte vandet at stige i båden. Der var intet at gøre, forklarede han på første retsdag. Yachten stod ikke til at redde.
Den ødelagte ventil
Tilhørerne blev på retsdagens dag to markant klogere på yachtens søventil. Det muligvis mest betydningsfulde bevis i sagen. En tydelig revne viste sig på ventilen, da båden kom på land. Her havde vandet haft fri adgang til motorrummet.
Hvordan den kunne være opstået, var retsdagens store tema.
For som en ekspert i, hvordan metaller ter sig, forklarede, var søventilen meget porøs og medtaget. Der skulle dog en kraft til at skabe åbningen.
Men hvor stor kraft, og hvem eller hvad havde forårsaget den?
En maskiningeniør med mange års erfaring i at undersøge revner gjorde det i en rapport klart, at bølger ikke kunne gøre det alene. Der skulle en større kraft til.
Taksatoren, som forsikringsselskabet fik til at undersøge båden, mente, at denne kraft kunne være kommet fra en teleskopstøtte, en såkaldt bygningssoldat.
Den passede ifølge ham fuldstændig. Den kunne forårsage skaden på ventilen.
Bådens værdi
På tredjedagen handlede det primært om et andet forhold om forsøg på groft forsikringsbedrageri, som manden kun er tiltalt for. Det forhold kommer vi til.
Men den forliste yacht blev også behandlet, da et vidne med mange års erfaring i salg og vurdering af både satte sig i stolen.
Han havde i en mail til den mandlige tiltalte forklaret, at båden ifølge hans vurdering var mellem 16 og 18 millioner værd.
På vidnets værft var der også udført mange forbedringer på yachten.
Der havde været problemer med yachtens AIS-signal. En form for tracker, der registrerer, hvor både befinder sig.
Vidnet var godt bekendt med, at bådens AIS-signal ikke virkede. Men mente dog, at fejlen måtte være blevet udbedret af hans medarbejdere. Ellers havde han hørt andet.
Godt eller dårligt vejr?
Vi er nu ved den næstsidste retsdag. Ud over at forsvarere procederede for deres klienters uskyld, og anklageren for deres skyld, satte endnu et vidne sig til rette.
Den vagthavende for efterforskningen ved kystbevogtningen i hele Sverige havde undret sig over flere ting, efter den mandlige tiltalte havde slået alarm.
Opkaldet var ifølge vidnet sket flere timer efter, at båden var stoppet med at sejle.
Ud over det manglende AIS-signal studsede han også over noget andet.
For vejret var slet ikke så dårligt endda, forklarede han på fjerde retsdag.
Han husker, at vejret var godt, han mindes ikke, at der var blevet rapporteret andet, og der var hverken storm, byger eller andet ekstremt vejr. Det samme viser meteorologiske data fra DMI. Data, anklageren fremviste samme retsdag.
Det andet forhold, som kun manden er tiltalt for, handler om, at han ifølge anklagemyndigheden i 2018 forsøgte at få et andet forsikringsselskab til at udbetale lidt over en million kroner i erstatning.
Hans forklaring lød, at den samme yacht, der senere skulle synke den julidag i 2023, var blevet stjålet, mens den lå i Stubbekøbing Havn. I forbindelse med tyveriet skulle der ifølge anmeldelsen være sket skader på båden, ligesom der skulle være blevet stjålet løsøre.
Anklagemyndigheden og politiet mener dog, at båden hverken har været stjålet eller udsat for tyveri i den anmeldte periode. Den tiltalte nægter sig også skyldig i dette forhold.
Seneste artikler
Arkæologer gør uventet fund på historisk grund
Vagn tilbyder 5.000 kvadratmeter jord helt gratis – men ingen vil dyrke den
Har låst lærerne inde: - Vi er nogle meget intimiderende vagter
Betina skal til Doha: Gør sig klar med træning i den danske kulde
400 mystiske bookinger: John må lege detektiv hver eneste morgen
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok