Lolland

Rasmus Lagoni Seeberg, formand for menighedsrådet i Sandby-Branderslev sogne, glæder sig til, at kirken genåbner. Foto: Anna C. Møhl

Efter renovering: Nu åbner kirke dørene igen

Det er svært at få lov til at renovere kirker fra Middelalderen. I Branderslev har de ventet i 30 år. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Endelig. 

Efter flere år kan Branderslev Kirke igen lade sognebørnene komme inden for igen.

Lige så længe døren har været låst, har den gamle middelalderkirke gennemgået en større renovering.

I godt 30 år har skiftende menighedsråd bøvlet med at få lov til at ændre på Ryttertårnet. Men det kunne ikke komme på tale. Ryttertårnet skulle være pudset - også selv om vestenvinden uafladeligt fik pudsen til at smuldre. Sidst tårnet fik et nyt lag puds i 2021, kostede det over en halv million kroner.

Det regnede så meget ind i Branderslev Kirke, at der måtte stilles spande op. Foto: Anna C. Møhl

Til sidst gik det så galt, at vand løb ind i tagkonstruktionen, og der måtte stilles spande op i kirkerummet. 

Stort apparat

Når en kirke fra middelalderen skal gennemgå selv den mindste ændring eller renovering, sættes det helt store apparat i gang.

Provstiet, stiftet, Nationalmuseet og den kongelige bygningsinspektør skal alle godkende, at Branderslev Kirkes tårn i stedet for puds kan beklædes med zink.

Det lykkedes endelig, og nu har ryttertårnet fået et noget mere moderne udtryk.

Måtte lukke

Bedst som menighedsrådet troede, at nu var det slut med dyre renoveringsopgaver, viste en grim plamage i loftet, at der var løbet temmelig meget vand ind i Guds hus.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at den bærende bjælke i tagkonstruktionen var pilrådden. 

- Vi var nødt til at lukke kirken. Vi kunne jo ikke risikere, at loftet faldt ned midt i kirkelig handling. Det irriterede mig, at vi var nødt til at lukke kirken og aflyse barnedåb og bryllupper, der ellers var aftalt, siger formand for Sandby-Branderslev sognes menighedsråd, Rasmus Lagoni Seeberg.

Bimler igen

Ryttertårnet har fået et mere moderne udtryk med zinkbeklædning. Foto: Anna C. Møhl

Men nu bimler kirkeklokkerne igen efter to års tavshed i Branderslev.

Skaderne er udbedret, og snart kan sognebørnene igen myldre ind i kirken. 

Kirken åbner igen søndag 29. marts med gudstjeneste klokken 9. Hvis man vil med til den helt store genåbningsfest, skal man vente til 5. juli, hvor der er levende musik serveret med øl og pølser.