Team Sydhavsøerne spillede søndag eftermiddag sæsonens sidste kamp mod Norddjurs Håndbold.
Resultatet betød ingenting, da ingen af holdene kan rykke hverken op eller ned.
Resultatet blev 40-30 i TSØs favør
Team Sydhavsøerne har rundet sæsonen af med en udekamp mod Norddjurs Håndbold søndag eftermiddag. En kamp, der ikke har nogen større betydning, da ingen af holdene kan rykke op eller ned.
TSØ kan nu tage en længere pause med en sejr på 40-30 mod østjyderne.
Trækker stikket
Cheftræner Nicolai Worsøe fortæller, at stemningen er god og at der blev knappet et par øl op i omklædningsrummet efter kampen.
- En del af drengene får drukket en del øl for at hygge sig og det har de fortjent. Og bare nyde, at de har leveret en god sæson. Andre af spillerne skal tidligt op i morgen og på arbejde eller eksamen. Der plejer at være fin stemning i bussen og lige i dag tror jeg der er rigtigt fin stemning. Jeg synes jo vi på alle punkter har leveret en fremragende sæson og rykket TSØ, hvor TSØ bør være og har været før.
Annonce
- De får alle sammen lov til at trække stikket og holder ferie, indtil vi mødes igen til fysisk træning og samtaler og først om tre uger begynder vi at træne igen. Det giver en god pause, hvor man lige får lov til at passe studier og arbejde, familie, venner og kærester, siger han.
Planen er, at 1. divisionsholdet begynder at kigge frem både mod næste sæson, men også arbejde med forbedringer, så som fysisk træning, men også nogle individuelle kompetence.
Udskiftning
Syv spillere stopper med og med 18 spillere i 1. holds-truppen, er det en relativ stor udskiftning.
- Jeg synes, vi står i en situation, hvor vi siger farvel til nogle spillere, som vi mener, vi kan finde alternativer til. Ja, det er mange, men det er også mange af dem, hvor vi som klub aktivt har valgt at stoppe samarbejdet, fordi vi vil prøve noget andet.
Jeg synes jo vi på alle punkter har leveret en fremragende sæson og rykket TSØ, hvor TSØ bør være og har været før.
Nicolai Worsøe, cheftræner i Team Sydhavsøerne
Om søndagens kamp, siger TSØs cheftræner:
- Kampen var, som den slags kampe nu engang er med to hold, der ikke har vanvittig meget at spille for. Det kunne vi mærke i forberedelsesfasen, hvor vi ikke brugte så meget energi på kampen. Vi gav spiller fri hele sidste uge, så de kunne få lov til at få lidt fri og så har vi kun trænet tre gange i denne uge. Vi har skruet lidt ned og sagt, at vi skulle kunne kigge hinanden i øjnene efter kampen i forhold til indsatsen. Og det synes jeg vi kan, siger han om sæsonens sidste kamp.