Østofte Skole og Østoftehallen. Foto: Anders Knudsen, arkivfotoAnders Knudsen, arkivfoto
Ekspert: Lolland har levet over evne - nu falder hammeren
Lolland Kommune har i flere år haft et højere serviceniveau, end økonomien kunne bære. Nu rammer konsekvenserne borgerne i form af skolelukninger, færre plejecentre og omfattende besparelser, vurderer kommunaløkonomisk ekspert Arne Ullum.
Lolland Kommune har levet over evne. Derfor er det nu nødvendigt at gennemføre det voldsomme sparekatalog, som skal finde 200 millioner kroner.
Sådan lyder vurderingen fra Arne Ullum, chefredaktør på NB Kommune og ekspert i kommunal økonomi.
- Lolland har haft et serviceniveau, der ikke passede til kommunens indtægter og udgifter som ikke modsvarede det faldende folketal. Nu falder hammeren, siger han.
Sparekataloget lægger blandt andet op til at lukke skoler, reducere antallet af plejecentre og skære i en række kultur- og fritidstilbud.
Har tæret på kassen
Arne Ullum, chefredaktør på NB Kommune og ekspert i kommunal økonomi, mener, at Lolland Kommune har levet over evne i flere år. Arkivfoto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Ifølge Arne Ullum er krisen ikke opstået pludseligt. Kommunen har gennem flere år brugt af sin kassebeholdning i stedet for at tilpasse udgifterne til et faldende befolkningstal og færre indtægter.
- Der er ikke sket en pludselig og dramatisk ændring i Lollands indtægter, men en siveblødning på grund af et faldende folketal og et mere skævt udligningssystem. Kommunen har tæret på kassen og ikke tilpasset sig hurtigt nok, siger han.
Det gælder blandt andet på skoleområdet, hvor antallet af skoler efter hans vurdering ikke er blevet reduceret i takt med børnetallet.
Arne Ullum mener, at besparelserne ideelt set burde være blevet gennemført gradvist over de seneste fem år. Han understreger dog, at det ikke nødvendigvis havde reddet de tilbud, som nu foreslås lukket.
- Skolerne var formentlig blevet lukket alligevel. Det var bare sket to eller tre år tidligere, og så havde kommunen haft en bedre kassebeholdning i dag.
Kan blive endnu værre
Lolland Kommune håber at få omkring 300 millioner kroner fra staten, mens kommunen selv skal finde 200 millioner kroner gennem besparelser.
Arne Ullum vurderer, at kommunen har en rimelig chance for at få et stort statsligt tilskud. Men det er langt fra sikkert, at staten dækker hele beløbet.
- Det er optimistisk at regne med det hele. Kommunen kan meget vel ende med at skulle finde yderligere 30-40 millioner kroner senere på året, siger han.
Hvis det sker, kan Lolland komme uhyggeligt tæt på at blive sat under administration, vurderer eksperten.
Tæt på minimum
Spareplanen vil ifølge Arne Ullum bringe Lolland tæt på det laveste serviceniveau, kommunen lovligt kan levere.
Det vil især gå ud over de tilbud, kommunen ikke er forpligtet til at have - eksempelvis kultur, idræt og forebyggende indsatser.
- Man kan godt skære de tilbud væk, fordi loven ikke siger, at børn skal have et idrætstilbud tæt på deres hjem. Men der er en risiko for, at besparelser på forebyggelse skaber større udgifter senere, siger han.
Sparekataloget lægger samtidig et stort pres på staten.
- Enten skal indenrigsministeren pege på, hvor Lolland kan effektivisere eller spare yderligere, eller også skal man acceptere, at borgere i fattige kommuner får en markant ringere service end borgere i rige kommuner. Begge dele vil være svært for en SF-indenrigsminister.
Ikke kun kommunens skyld
Selvom Arne Ullum mener, at Lolland har levet over evne og burde have reageret tidligere, placerer han ikke hele ansvaret hos de lokale politikere.
Kommunen er efter hans vurdering forholdsvis effektivt drevet, men er blevet ramt af et faldende befolkningstal og et udligningssystem, som ikke i tilstrækkelig grad kompenserer fattige kommuner.
Selv hvis Lolland finder de 200 millioner kroner og får resten fra staten, er krisen derfor ikke nødvendigvis forbi.
Besparelserne får først fuld virkning i 2029, og kommunen kan få et nyt økonomisk problem allerede i 2028, hvis udligningssystemet ikke ændres.
- Det er den økonomiske virkelighed, Lolland nu er tvunget til at tilpasse sig, siger Arne Ullum.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol
Flere ramt af falske bookinger: Per frygter stort tab
Forargelse blandt politikere: Kalder på nyt stadion
Sådan vil Revykøbing skabe ny tradition
Kæmpe svigt at stadion blev en dødsfælde
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst