Lindevang er et botilbud med i alt fire boenheder på Nørrevang 17 i Sakskøbing. Arkivfoto: Ingrid Riis
Endnu et strakspåbud til bosted: Voldsrisiko kræver ændringer
Da Arbejdstilsynet gav et strakspåbud på botilbuddet Lindevang i Sakskøbing, blev alenearbejde i udsatte situationer stoppet samme dag, fortæller centerchef Bodil Pedersen.
Arbejdstilsynet har udstedt et strakspåbud til Lindevang i Sakskøbing, hvilket har ført til øjeblikkelige ændringer i arbejdsgangene for at sikre medarbejdernes sikkerhed.
Centerchef Bodil Pedersen fra Guldborgsund Kommune understreger vigtigheden af at have to medarbejdere til stede i situationer med øget risiko for vold, og kommunen har tilpasset bemandingen derefter.
Da Arbejdstilsynet kiggede forbi Lindevang i Sakskøbing, var beskeden kort og kontant: Hvis der er øget risiko for vold, må medarbejdere ikke stå alene.
Og det blev der handlet på med det samme, fortæller Bodil Pedersen, centerchef for Trivsel & Social Indsats i Guldborgsund Kommune.
- Når der kommer sådan nogle strakspåbud, så er det jo en alvorlig situation. Og vi tager det altid meget alvorligt. Med et strakspåbud skal du reagere straks, siger hun.
Det betyder konkret, at kommunen har ændret planlægningen, så ture og aktiviteter i den type situationer, der udløste påbuddet, nu altid foregår med to medarbejdere.
- Ingen medarbejder må arbejde alene i situationer, hvor der er øget risiko. Det vil sige, at i sådanne situationer, vil der ved ture med aktiviteter, skulle være to medarbejdere, og vi har også øget bemandingen, så længe der vurderes behov, siger Bodil Pedersen.
Annonce
Stoppede samme dag
Ifølge centerchefen skete ændringen allerede den dag, Arbejdstilsynet var på besøg.
- Samme dag går vi ind og siger, at det her skal ændres, og det skal ændres med det samme. Det er ikke til diskussion, siger hun.
Hun understreger dog, at der fortsat kan være situationer, hvor én medarbejder arbejder med en borger - men ikke dér, hvor risikoen for vold vurderes at være til stede.
En del af Arbejdstilsynets krav handler ifølge Bodil Pedersen om, at man skal kunne tilkalde hjælp meget hurtigt.
- De har defineret, at man skal kunne tilkalde hjælp inden for under et minut, siger hun og forklarer, at to medarbejdere derfor skal være i tæt kontakt, når de er ude.
Dagsformen ændrer sig
Hvorfor var man så ikke to i forvejen?
Her peger Bodil Pedersen på den socialpsykiatriske målgruppe, hvor borgernes tilstand kan svinge.
- Der kan være en lang periode, hvor det går rigtig godt, og så kan der ske en udvikling i deres sygdom eller noget andet, som gør, at de bliver udadreagerende, siger hun.
Annonce
Samtidig er bemandingen noget, der hele tiden vurderes, fortæller hun - både af hensyn til sikkerhed og fordi ekstra personale ikke altid er den bedste løsning.
- Nogle gange kan det jo også optrappe en konflikt. Vi har kun to på, hvis situationen tilsiger det, siger hun.
Kommunen har desuden justeret vagtplanlægningen, så de mest krævende opgaver varetages af faste medarbejdere.
- Vi sætter ikke vikar på i de mest krævende opgaver. Det handler om at få ro og tryghed og skabe struktur og ramme, siger hun.
Alarm er kun et supplement
Arbejdstilsynet peger desuden på, at alarm og GPS ikke kan stå alene som sikkerhed. Den vurdering er Bodil Pedersen enig i.
- En alarm er aldrig tilstrækkelig. Den er altid kun et supplement, siger hun.
I stedet lægger hun vægt på faste roller, rutiner og løbende risikovurderinger - og på kommunens faglige metode, arbejdes struktureret med både forebyggelse og deeskalering.
- Det faglige arbejde med at skabe en god og struktureret hverdag er det vigtige her, siger hun.
Støtte til medarbejdere
Annonce
Bodil Pedersen beskriver også et beredskab, hvis medarbejdere udsættes for vold eller trusler. Her nævner hun blandt andet FaB-uddannede kolleger - en metode til forebyggelse af belastningsreaktioner - samt ledere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.
- Det vigtigste er at få snakket om det - og give den rette hjælp, siger hun og tilføjer, at kommunen i sådanne situationer kan tilbyde psykologhjælp. Derudover registreres hændelser altid og vi anmelder arbejdsskader.
Flere påbud - og flere forklaringer
På spørgsmålet om, hvorfor der generelt ses mange påbud på bosteder, peger hun på flere mulige forklaringer: rekrutteringsudfordringer, personaleomsætning og øget kompleksitet i borgernes behov.
- Det er sjældent, at beboere bare har én ting. De har ofte flere samtidige behov, siger hun.
Samtidig kalder hun tilsyn for en hjælp til at holde fokus:
- Man kan godt blive blind for noget. At der kommer nogen og stiller os spørgsmål, synes vi faktisk er rart, siger hun.
Kommunen har sendt tilbagemelding til Arbejdstilsynet og afventer nu den endelige vurdering.
- Vi har sendt tilbagemelding, og nu afventer vi selvfølgelig deres endelig svar, siger Bodil Pedersen.