Lolland

Flere medier spekulerer i, at byrådsmedlem Benny Damgaard (DD), fredag aften viede tv-vært Kåre Quist og Vibeke Lentz. Privatfoto

Ét billede har sat gang i spekulationerne: Men Benny Damgaard vil ikke afsløre detaljen

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis der er noget sted, der giver mening at bruge som kulisse for at fejre kærligheden, så er det på Fejø.

Fredag aften inviterede Æble-øens nyeste kendispar, fotografen og reality-deltager Vibeke Lentz og DR-værten Kåre Quist, til kærlighedsfest i deres sommerhus. Blandt gæsterne var deres venner og byrådspolitiker Benny Damgaard (DD) og hans hustru Kirsten Sydendal.

Vi er Fejø-kendisser og kender alle på øen.

Benny Damgaard, byrådsmedlem (DD) og Fejøbo

Vibeke Lentz havde en lys sommerkjole på og en smuk blomsterkrans på hovedet. Kåre Quist havde et blåt jakkesæt på til kærlighedsfesten på Fejø.

En dejlig aften

Ifølge flere medier sagde 46-årige Vibeke Lentz og 55-årige Kåre Quist ja til hinanden i sommerhusets have. Den oplysning er ikke direkte bekræftet af parret, men parret mere end antyder på deres Instagram-profiler, at de har sagt følelsesmæssigt og juridisk ja til hinanden. For parret har udover festbilleder delt et foto, hvor de står sammen med en tredje person. Vedkommende har ryggen til kameraet og et stykke papir i hånden og kan bl.a. ses på Ekstra Bladet.

Trods antydninger, vil Benny Damgaard ikke afsløre, om han som byrådsmedlem viede de to turtelduer.

- Stod du for vielsen?

- Vi havde en rigtig dejlig aften og fik et glas vin, siger Benny Damgaard og viger uden om at svare på spørgsmålet.

Skrev Fejø-eventyr

Benny Damgaard er blevet spottet på et foto, hvor han står foran parret og læser op fra et stykke papir. Situationen har fået flere medier til at konkludere, at byrådspolitikeren som giftefoged viede parret og holdt en kort tale for dem, før de skrev under på vielsesattesten. Ifølge Benny Damgaard havde han skrevet et Fejø-eventyr om et forelsket par og deres kærlighed.

Fejø har efterhånden tiltrukket en del kendisser. Privatfoto

- De er så glade for hinanden og hun har stjålet hans hjerte. Fejø har også stjålet hans hjerte, siger byrådspolitikeren, der selv bor på Fejø.

- Hvorfor var I inviteret til kærligheds-festen?

- Vi er Fejø-kendisser og kender alle på øen, siger Benny Damgaard.

Han oplyser, at Kirsten Sydendal har kendt Vibeke Lentz, der er mangeårig sommerhusejer på Fejø, gennem flere år.

Interviewede Damgaard

Benny Damgaards kendskab til Kåre Quist går helt tilbage til 2014, da han som medlem af Venstre kritiserede sin daværende partiformand for at få Venstre til at betale eksklusivt herretøj, sko og undertøj for i alt 152.000 kroner.

Det var under et interview med den højt profilerede DR-vært, at Benny Damgaard offentligt kritiserede sin daværende partiformand.