Fabrikken har været Kurts “dagpleje” i 47 år – nu slutter det mod hans vilje

- Jeg tænkte: Det er løgn det her.

Kurt Jensen kunne ligesom sine kollegaer, Rene Høyer og Jakob Brun, ikke begribe, at det virkelig kunne være sandt, at Nakskov Sukkerfabrik kunne være lukningstruet.

- Men da jeg så den store direktør komme op ad trappen, vidste jeg, hvad klokken havde slået.

Og selv om han var hurtig til at forstå, at den tyske direktørs tilstedeværelse ved medarbejdermødet i kantinen på sukkerfabrikken betød rigtig dårligt nyt, gik det alligevel langsomt med at tage det ind.

- Den fes ikke ind, fortæller Kurt Jensen.

I stedet er det kommet gradvist, og derfor har reaktionen også ladet vente på sig.

- Det har ikke ramt mig før nu, siger han med en pludselig rust i stemmen, som han prøver at banke af ved at rømme sig.

Fabrikken har været Kurts dagpleje

Kurt Jensen var 19 år, da han gik i lære som maskinarbejder på sukkerfabrikken. Han har været på sukkerfabrikken i 47 år, og han har været med i kampagnerne lige fra starten.

Når nogen spørger ham, hvordan han holdt ud at være der så mange år, har han et finurligt svar parat.

- Vi er jo så heldige, at vi på sukkerfabrikkerne har to forskellige arbejdspladser. Vi har én uden for kampagnen og en anden under kampagnen. Så jeg har jo egentlig kun været der den halve tid, siger han.

Men mere end noget andet skyldes det, at arbejdspladsen har været mere end et sted, han gik på arbejde.

- Den har været min dagpleje, siger han først i spøg og så i alvor:

- Den har været mit liv.

Han har godt kunnet lide sit praktiske arbejde. Kurt kunne ikke drømme om at sidde bag et skrivebord.

- Jeg skal have noget at rive i, og jeg kan godt lide, at man har meget forskelligt at gå og rode med på sukkerfabrikken.

Går ikke sulten i seng, men …

Torsdag i sidste uge sad han til møde med ledelsen.

- Jeg fik at vide, at mig er der ikke brug for.

Kurt er 65 år, og han kan først gå på pension, når han er 67 år. Det betyder, at når han stopper 30. april 2027, er der lige præcis et år, til han kan gå på pension. Han håber, at han kan finde et andet arbejde.

- Ellers er der Arne-pension og efterløn, siger han og konkluderer:

- Så jeg går ikke sulten i seng.

Økonomisk har han altså en løsning, men Kurt havde håbet at være med i en kampagne mere, ud over denne, som er gået i gang, og så gå på pension. Han havde set for sig, at det ville ske med en pæn gensidigt tak for de mange år - ikke en hvid fyreseddel.

- Jeg ville godt have haft, at det var mig, der fik lov til at trække stikket, siger han.

Hvad betyder det for dig, at det ikke blev dig, der fik lov til at være den, der sagde: Nu er det tid?

- Det gør ondt, siger Kurt.

Han rykker uroligt på stolen, klemmer sine let foldede hænder hårdere sammen og rømmer sig igen, denne gang, som prøver han at hanke op i sig selv.

Nu kan jeg se, at du bliver berørt. Er det okay, at jeg spørger?

- Ja, siger han og gnider sine nu våde øjne med håndryggen.

- Det er faktisk først nu, det rigtig slår igennem. Nu hvor vi sidder og snakker, siger han så.

Mændene plejer at være småhårde hunde

Hans kollega, Rene Høyer, som sidder med rundt om bordet under interviewet, bryder ind.

- Vi er ikke vant til at sidde og tale følelser. Altså jeg kan også mærke, at bare det, at de andre begynder at sidde og småknække, det rammer sgu også mig. Netop fordi vi plejer at gå rundt og være lidt småhårde hunde. Svine hinanden til. Der er vi bare ikke nu. Det er fandeme hårdt, det hér. Selv om vi har fået lov til at blive nogle af os, siger Rene Høyer.

De er i alt fire mænd, der sidder sammen og sætter ord på, hvad det er, de går igennem, og hvordan de har det. Det sker i et udlånt værkstedslokale på Nakskov Sukkermuseum omgivet af mapper, bøger, værktøj, malerier, skruer, dimsedutter og alle mulige andre ting og sager, som rummer referencer til roer og sukkerproduktion. Interviewene, som vi tager ét ad gangen, mens de øvrige lytter tavst med, sætter noget i gang. En åbenhed, en sårbarhed, en spejling i hinandens følelsesliv.

Kurt ved heldigvis godt, hvad han har brug for, når noget gør ondt. Han griber ud efter praktisk arbejde derhjemme og tager sig en tur på motorcyklen.

- Hvis vejret er godt, tager jeg en tur på motorcyklen og blæser derudad, klipper hækken og snakker med nogle kammerater, siger han.

Og så vil han ellers fortsætte med at passe sit arbejde under denne kampagne, selv om han nok skal mande sig lidt ekstra op til det oven på fyringen. For én ting ved han efter mange år på fabrikken:

- Hvis jeg svigter, er der nogle andre, jeg brænder røven på. Det er også med til at trække én op, siger han.

Mangler tak fra ledelsen

Endnu en ting smerter dog Kurt. Han havde forestillet sig, at han stadigvæk skulle kigge forbi fabrikken, når han engang var gået på pension.

- Jeg ville gerne have kunnet kigge ind og se til dem, når de fjoller rundt derovre. 

Ifølge Kurt betyder kammeratskab mere end ens arbejde.

- Hvis vi ikke havde haft et godt arbejdsmiljø, hvor vi kunne gå og svine hinanden til, så havde mit arbejde på fabrikken ikke været det samme værd.

Derfor havde været rart, hvis han af og til havde kunnet stikke forbi og mærke det igen efter sin pensionering. Men med lukningen kommer det ikke til at ske.

Kurt savner desuden en tilkendegivelse af taknemmelighed over for medarbejdere, der har været der i rigtig mange år. Det kunne for eksempel have afspejlet sig i den bonus, man kan få i forbindelse med afskedigelsen. Den er ens uanset, om man har været ansat i to måneder eller 47 år.

- Jeg kan godt føle mig lidt overset, når jeg har givet mit liv til fabrikken, siger han.

- Men jeg må videre, siger han og knytter hånden til et beslutsomt punktum, som han sætter med et slag ned på sit lår.

Konen kalder det noget lort

Kurts kone har været meget ligefrem om lukningen.

- Hun siger, at det er noget lort, og at jeg skal se at komme ud og få et andet arbejde, så hun ikke skal have mig gående derhjemme, siger han og smågriner.

Det vil han også helst.

Men det er overvældende at skulle forestille sig at skulle ud og lave noget nyt i ét år, når man har været det samme sted i 47 år. Ny arbejdsplads, ny arbejdsgiver, ny arbejdskultur.

- Det kan nok blive spændende at prøve noget nyt, men det er også skræmmende.

Da Kurt blev spurgt af ledelsen, om han var interesseret, hvis der alligevel skulle vise sig at være en plads på fabrikken, lød svaret derfor:

- Selvfølgelig er jeg det.

Se eller gense videoen: De sidste roer skal til Nakskov Sukkerfabrik.