Råb, at de ikke må lukke fabrikken, far!

Jakob Brun havde gået rundt med hovedet fuldt af tanker om fabrikken. Om lukningen. Om kollegaerne. Om hvad der skulle ske med hans eget arbejdsliv efter næsten 27 år på Nakskov Sukkerfabrik.

Men når han kom hjem, ventede der også en søn på tre år og en datter på syv. Og den treårige havde fundet ud af, hvad hans far skulle gøre.

- Du skal råbe til dem, at de ikke må lukke fabrikken, far!

Så enkelt kunne det åbenbart løses.

- Det er jo børnenes virkelighed, at det kan være så enkelt, siger Jakob Brun.

Han lovede sønnen at give det et forsøg.

- Jeg sagde: "Det må jeg sgu prøve. Det koster ikke noget at prøve. Det kan være, det hjælper, men jeg tror det ikke."

Sønnen glemte ikke aftalen.

- Han har spurgt mig flere gange: "Har du gjort det, far?"

Det har Jakob ikke. Men selv om sønnens løsning ikke ligefrem kommer til at redde Nakskov Sukkerfabrik, har hans børn haft en anden vigtig funktion i de seneste uger.

- De har været en god måde at få tankerne væk på. Når man har dem til at distrahere en lidt med alle deres sjove input.

De længste tre uger

Jakob Brun er 44 år. Han begyndte på Nakskov Sukkerfabrik som 17-årig tilbage i år 2000. Fabrikken har derfor været hans arbejdsplads stort set hele hans voksne liv. Derfor var det også svært at forstå, da beskeden kom om, at fabrikken skulle lukke efter denne roekampagne.

- Det var lidt ligesom at være med i en eller anden dårlig film. Man tænkte: Hvornår fanden stopper det her? Det kan jo ikke være rigtigt.

I begyndelsen virkede det hele uvirkeligt.

- Det har været lang tid om at synke ind.

Samtidig begyndte forhandlingerne om, hvad der skulle ske med medarbejderne.

- Det har nok været de længste tre uger i mit liv.

Jakob og kollegaerne vidste ikke, hvor de stod. De vidste ikke, hvem der kunne fortsætte, hvem der skulle stoppe, eller præcis hvordan deres fremtid ville se ud.

- Vi kunne ikke få noget at vide, så vi anede ikke, hvor vi stod, og vi havde ikke nogen indflydelse på det.

Det sidste frustrerede ham.

- Jeg mener helt sikkert, at vi alle sammen kunne være kommet med nogle gode input og måske nogle andre vinkler, de ikke havde set det fra. Men vi blev jo overhovedet ikke spurgt.

Blev mere stille derhjemme

Jakob har især været plaget af uvisheden i ventetiden.

- Jeg har nok været lidt mere stille derhjemme end normalt. Jeg har nok gået lidt mere ind i mig selv, end jeg plejer.

Er det noget, du selv har mærket, eller har din familie sagt det?

- Det tror jeg faktisk, at alle har kunnet mærke.

Derfor har børnene også været et kærkomment afbræk fra alt det, der foregik på arbejdet. Når Jakob har fri, skal der hentes børn og være en far til stede. Og netop nu forsøger han at bruge ekstra tid sammen med familien. For lige om lidt begynder den sidste roekampagne. Under kampagnen kører fabrikken døgnet rundt, og Jakob arbejder skiftende vagter.

- Nogle dage ser man dem jo knap nok. De er ikke stået op, når du står op og kører på arbejde, og de sover næsten, når du kommer hjem.

Normalt bruger Jakob blandt andet sin fritid på at sejle og fiske.

- Jeg ville nok normalt tage ud og fiske og tømme hovedet derude ved vandet. Men lige her op til kampagnen har man lidt mere brug for at bruge tiden sammen med familien, fordi man ved, at man kommer til at være så meget væk.

Det hvide papir

I sidste uge begyndte medarbejderne én efter én at blive kaldt ind til samtaler. Når Jakob mødte en kollega med det famøse hvide papir, prøvede han at gå hen og tale med vedkommende og høre, hvad der var blevet sagt.

- Men terningerne er jo ligesom kastet, når de kommer med det papir i hånden.

Jakob havde sin egen samtale onsdag.

- Det var rart at få det overstået.

Han fik at vide, at han er blandt dem, der kan fortsætte. Men da han kom ud fra samtalen, var følelsen ikke den, man måske skulle tro.

- Det var ikke en følelse af glæde. Det var kun en følelse af lettelse over at have fået vished.

Det var dét, der betød noget.

-  Det med alle kollegaerne, der mister deres arbejde, overskygger nemlig glæden ved stadig at have et job. Man kan ikke lade være med at gå og være ked af det på deres vegne. Det er det, der fylder mest lige nu, siger han og gnider et par hastigt våde øjne.

Du ser ked ud af det nu. Hvordan sætter det sig i dig?

- Ja, det er bare en stor frustration, synes jeg.

To forskellige job

Når Jakob skal forklare, hvorfor han er blevet på den samme arbejdsplads i næsten 27 år, peger han på kollegaerne.

- Det meste har været ens fantastiske kollegaer.

Men arbejdet har også passet godt til ham. Året på sukkerfabrikken har været delt op i kampagne og mellemkampagne, og for Jakob har det næsten føltes som at have to forskellige job.

- Havde det ikke været sådan, tror jeg heller ikke, jeg havde været der i 27 år.

Under kampagnen er arbejdstiderne skæve og dagene lange. Til gengæld giver det frihed på andre tidspunkter af året. Den har Jakob brugt på sine store fritidsinteresser: fiskeri og sejlads.

- Når vi har optjent en masse afspadsering i kampagnen, bruger jeg den på at ordne mine to både og gøre klar til sæsonen.

Det har passet hans liv godt. Men den rytme forsvinder nu. For selv om Jakob får lov at fortsætte på fabrikken, bliver arbejdslivet et andet, når der ikke længere bliver produceret sukker.

- Det er jo så det, man skal finde ud af. Hvordan det er, og om man kan se sig selv i det fremadrettet.

Indtil videre har han sagt ja.

- Så må vi tage den derfra.

Mere end arbejdet forsvinder

Det er heller ikke kun arbejdsopgaverne, der ændrer sig.

På Nakskov Sukkerfabrik har medarbejderne gennem årene haft et væld af klubber og sociale arrangementer. Der er blandt andet fællesklub, smedeklub og sport- og kulturklub. Der bliver arrangeret ture, bowling og andre aktiviteter. Og helst med mad. Mange af arrangementerne har også været for ægtefæller og børn. Derfor er det ikke kun medarbejderne, der kender hinanden.

- Familierne kender hinanden på kryds og tværs.

Det sociale liv er en del af det, Jakob frygter forsvinder, når langt færre mennesker fremover skal have deres daglige gang på fabrikken.

Derfor håber han, at dem, der bliver tilbage, kan skabe noget nyt sammen.

- Så det ikke går lige fra rigtig mange gode ting til ingenting lige pludselig.

Den sidste kedel

Inden da venter den sidste roekampagne. Jakob håber, at arbejdet trods alt hurtigt finder sin vante rytme, når først fabrikken kommer i gang. At folk indtager deres sædvanlige roller. At roerne kommer ind. At sukkeret kommer ud. Og at dagligdagen for en stund kan ligne sig selv.

- Når det først ruller derudad, så må de fleste holde deres vante rolle, og så går det nok sin gang, tænker jeg.

Men én forskel kan ingen af dem arbejde sig fra. De ved, at det er sidste gang.

- Det bliver selvfølgelig meget specielt.

Særligt én dag har Jakob allerede tænkt på. Den dag, hvor kampagnen er slut. Hvor maskinerne stopper. Og hvor han og kollegaerne for sidste gang slukker den sidste store kedel.

- Så siger vi: Det var det.

Han holder en kort pause.

- Nu er vi færdige med at lave sukker.