Rene virkede rolig over lukningen - indtil han pludselig flippede ud på familien

- Hvad satan! Kan det ske?

Sådan tænkte Rene Høyer umiddelbart, da han sad i kantinen sammen med sine kollegaer på Nakskov Sukkerfabrik og fik beskeden om, at ledelsen i Nordzucker havde besluttet at lukke fabrikken - og at denne roekampagne derfor bliver den sidste i Nakskov.

Pludselig gav det mening, hvorfor han og de andre i den seneste tid var blevet holdt hen næsten lige meget, hvad de gerne ville lave af renoveringer på fabrikken.

- Vi blev hele tiden spurgt, om vi kunne spare og få det til at holde lidt endnu, fortæller Rene Høyer.

Han og kollegaerne vidste godt, at der var blevet lukket en fabrik i Slovakiet og slået nogle pakkerier og raffinaderier sammen, fordi økonomien i virksomheden var dårlig på grund af for stor produktion og for lav pris på sukkeret. Men at ledelsen kunne finde på at lukke Nakskov Sukkerfabrik, kom alligevel som et chok.

- Men tyske ejere lukker jo ikke fabrikker i Tyskland, siger han.

Reaktion lod vente på sig

Da Rene efter mødet i kantinen kom hjem til sin familie, sad de med tårer i øjnene. De troede, at han også ville være grådkvalt. Men det var han ikke.

 - Jeg kom hjem, som om det havde været en almindelig arbejdsdag og sagde bare: "Så lukkede vi sgu. Det var ikke så godt."

 Familien skyndte sig at få styr på de våde øjne.

 - De skulle jo ikke være dem, der gjorde, at jeg brød sammen, fortæller han.

Hans reaktion lod vente på sig.

- Min kone gik rundt og sagde: "Jeg kan slet ikke forstå det."

Rene syntes selv, at han var rimelig afklaret med det.

- Men her i forgårs skete der sgu et eller andet, fortæller Rene.

- Der opdagede jeg åbenbart, at vi skulle lukke.

Flippede ud på familien

Det blev udløst af, at hans børn gerne ville holde 20-års fødselsdag, og derfor sad og snakkede om fest og telt i haven.

- Men jeg tænkte bare: Hvor tror I, pengene skal komme fra?

Renes hoved var nemlig fyldt af andre tanker.

- Jeg tænkte jo, at vi er fyret. Jeg har ikke råd til noget. Min familie skal fra hus og hjem. Så sprang bomben oppe i mit hoved, fortæller han.

Rene fik med egne ord sagt alt muligt dumt.

- Jeg sagde: Har I ikke forstået, at jeg ikke har noget arbejde lige om lidt? Dumheder, der bare stod i kø for at komme ud. Og jeg plejer ikke at være sådan en, der taler højt og siger dumme ting til mine børn.

Renes søn sagde fra.

- Han sagde, at jeg var flabet. Jeg tænkte først, hvad satan? Skal en 50-årig mand have at vide af en 19-årig, at han er flabet? Men han havde jo fuldstændig ret.

Rene satte sig over i sit værksted og skummede, og så kom hans kone.

- Vi sad og krammede, og hun fik sagt nogle fornuftige ting til mig - som hun ofte gør.

Nemlig at det ikke kun var ham, der var ramt, men også resten af familien. Og at de hidtil havde sørget for kun at vise deres følelser, når han ikke var der. For godt nok havde Rene udadtil sådan en "det skal sgu nok gå"-attitude.

- Men de har godt kunnet mærke, at jeg inderst inde har kæmpet med, hvordan det hele skulle gå, fortæller Rene med en stemme, der krakelerer, og øjne, der bliver fugtige.

Nu kan jeg se, at du bliver rørt.

- Ja, det gør jeg. Det betød alt. Alt, at vi var i det sammen.

Mere end en arbejdsplads

Rene Høyer har været ansat på Nakskov Sukkerfabrik i 32 år.

 - Jeg kom i lære i 1994 som maskinarbejder. Jeg var 17 år og er blevet hængende lige siden.

- Da jeg var ung, gik livet kun ud på at passe et arbejde, så man kunne få nogle penge på kontoen til at gå i byen for. Og så får man en kæreste, og hun vil gerne have et hus. Så får man nogle faste udgifter. Og ens familie bor i nærområdet. Så kører det slag i slag, så hænger man fast.

Ifølge Rene er Nakskov Sukkerfabrik desuden mere end en arbejdsplads.

- Jeg vil nærmest kalde det en institution. Vi morer os tit over, at det er det eneste sted, vores koner kan få os passet, hvor vi rent faktisk får penge for det.

 - Det er jo sådan et sted, hvor hvis man ikke får en ordentlig sviner, så tror man jo, at folk er sure på en. Det er sgu noget sjovt noget. Men det er sådan, det er. Vi har en rimelig hård jargon over for hinanden. Men jeg elsker det. Og det tror jeg, at alle gør.

Det er tungt at miste det, synes han. Derudover er der tabet af alle arrangementerne med og uden familie, som sukkerfabrikken har et væld af traditioner for.

Følte han var sukkerfabrikken utro

Mens ledelsen og tillidsværket forhandlede aftalen om vilkårene for lukningen på plads, tog Rene og en kollega ud for at snakke med en anden arbejdsgiver. Det føltes uvant og underligt.

- Bare det, at man skal stå med hatten i hånden hos en ny arbejdsgiver og spørge: "Kan du bruge mig?" Det har jeg ikke prøvet før.

Han boksede desuden med en underlig følelse af at svigte sin arbejdsplads, selv om det egentlig var den, der var ved at svigte ham.

- Jeg følte mig nærmest utro over for sukkerfabrikken. Det var en mærkelig følelse.

Men måske ikke så overraskende endda.

 - Det er en virksomhed, der har været der for rigtig mange på Vestlolland. Jeg har arbejdet på den. Begge mine brødre har været der. Min far har været der. Min søster har arbejdet på vores laboratorium i kampagnen. Så jeg synes jo, at sukkerfabrikken har været god mod min familie.

Hyret eller fyret

I løbet af onsdag, torsdag og fredag i sidste uge blev Rene og kollegaerne så, én efter én, kaldt ind til et kvarters samtale. Da de gik derfra, vidste de, om de var hyret eller fyret.

- Hvis en kollega kom ud med et stykke papir, vidste man godt, at det dér er en tidligere kollega lige om lidt. Det var svært.

Rene fik at vide, at han får lov til at blive. Der er brug for ham til blandt andet at sørge for at holde varmen i siloerne, da sukkeret ellers bliver til en stor sukkerknald.

 - Det var sgu en mærkelig følelse. Jeg blev ikke engang glad. For næsten alle mine kollegaer forsvinder. De bliver spredt for alle vinde. Og mange af dem har jo en alder, hvor de måske ikke er så interessante for andre virksomheder. Så det er trist.

Han forudser, at han kommer til at skulle arbejde med sin glæde ved at gå på arbejde. For den er ikke, hvad den har været.

- Men den kommer forhåbentlig igen. Det håber jeg, den gør, siger han og fastslår:

- Det gør den. Selvfølgelig gør den det, ellers kan jeg jo ikke være der.