KV25

Folketidende nomineret til Folkets Journalistpris for sin dækning af sidste års kommunalvalg.

Folketidende nomineret til journalistisk pris

Folketidende er nomineret til Folkets Journalistpris for kommunalvalgsdækning med fokus på borgerinddragelse og unge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Noget tyder på, at Folketidendes dækning af det seneste kommunalvalg ikke er gået ubemærket hen.

Her er de fire andre nominerede

 

1. Verdens Bedste Nyheder for deres konstruktive indsats

2. ‘Skolens tabte børn’ af Jens Langhorn og Marie Skovgaard, Monday Productions for DR

3. Adnan al Adhami for sin engagering af unge i samfunds- og nyhedsdagsordner

4. ‘Lad os tale om selvmord’ af Emilie Stein og Line Vaaben for Politiken

Mediehuset er nemlig blevet nomineret til Folkets Journalistpris for sin dækning af sidste års kommunalvalg. Prisen uddeles af Frirummet – et fælles initiativ fra Friskolerne, Efterskolerne og Højskolerne.

I pressemeddelelsen fremhæves især Folketidendes fokus på borgerinddragelse og unge.

– For deres ekstraordinære dækning af kommunalvalget på Lolland-Falster, hvor borgere var medskabere af journalistikken som led i det landsdækkende projekt “Dit valg Vores Danmark”. Mediehusets udvikling af nye formater og en særlig ungeindsats med TikTok-vært Sofie Mølgaard styrkede det lokale engagement og den demokratiske samtale, lyder det i indstilligen.

Her er juryen

 

Henrik Berggren, Institutchef Journalistik, DMJX. Formand for juryen

Ulrik Haagerup, direktør for Constructive Institute

Cathrine Gyldensted, journalist og forfatter til bogen “Blev du klogere?”

Signe Aarestrup, repræsentant for Dansk Journalistforbund

Torben Vind Rasmussen, Formand for Efterskolerne og repræsentant for de frie skoler.

Stine Thorsgaard Kjær, Innovations- og udviklingschef, TV2 Østjylland, vinder af Folkets Journalistpris 2025.

Vækker glæde

Nomineringen vækker stor glæde hos Folketidendes digitale redaktionschef, Anne Mette Thrane.

– Det er en kæmpe ære at blive nomineret sammen med så stærkt et felt af kandidater, der alle har bidraget til den demokratiske samtale, siger hun.

Anne Mette Thrane fremhæver samtidig redaktionens samlede indsats i forbindelse med valgdækningen.

– Hele redaktionen har kæmpet bravt for at dække kommunalvalget så godt, grundigt og inddragende som muligt. Med vores ungefokus – blandt andet med vores content creator, 18-årige Sofie Mølgaard på TikTok – forsøgte vi at skabe indhold i øjenhøjde, hvor hun levende formidlede sine egne tanker som førstegangsvælger. Det skulle være indhold, der både berigede og engagerede, siger hun.

Afgøres til april

Ifølge pressemeddelelsen har i alt 327 danskere indstillet journalistiske projekter, som de mener gør en forskel.

Ud over Folketidende er fem andre medier nomineret til prisen.

Den 27. april afgøres det, hvem der løber med prisen.

Her samles elever fra udvalgte friskoler, efterskoler og højskoler samt repræsentanter fra et såkaldt Folkepanel på Aarhus Efterskole. De gennemgår de nominerede projekter og skal klæde juryen på til at finde den endelige vinder.

 Se videoen af Sofie Mølgaard, der stemte for første gang til kommunalvalget 2025.