Lolland

Mette Frederiksen har kaldt børnehaven for Danmarks måske dejligste. Nu frygter forældrene for dens fremtid. Arkivfoto: Claus Hansen

Forældre frygter fremtiden for populær skovbørnehave

Børnene skal tilbringe meget mere tid på landevejene, hvis kommunalt forslag bliver en realitet.

Offentliggjort

For syv år siden kaldte statsminister Mette Frederiksen (S) skovbørnehaven for "den måske dejligste børnehave i Kongeriget".

Nu frygter forældrene, at politikerne er ved at smadre tilbuddet.

Børnehaven er endnu engang med i de kommunale spareplaner, men er dog ikke lukningstruet som for to år siden.

De ændringer, som den kommunale forvaltning har foreslået, er dog så gennemgribende, at formand Christina Ølgaard Møller frygter, at de på længere sigt vil smadre en velfungerende institution.

Jeg er bange for, at det udvander tilbuddet. Jeg frygter, at flere familier vælger det fra.

Christina Ølgaard Møller

Skovbørnehaven "Havørnen" ligger i skoven ved Søholt, men børnene bliver i dag afleveret i Holeby, 

- Det er et attraktivt tilbud. Her har vi noget, der fungerer i Lolland Kommune. Skovbørnehaven har fyldte pladser, der er venteliste, og vi har overskud i økonomien. Så det med at begynde at ændre på noget, der allerede fungerer, er simpelthen den forkerte tilgang, siger Christina Ølgaard Møller.

Hun er bange for, at kommunen begynder en afvikling af skovbørnehaven, hvis forældrene tvinges til at køre til Østofte for at aflevere børn.

To timer på landevejen

Det giver alt for lang tid på landevejen for børnene, og det er dem, det handler om, påpeger hun. Lige her gælder det hverken forældre, personale eller kommunens økonomi. Her handler det om trivsel.

Christina Ølgaard Møllers datter kan se frem til næsten to timers kørsel hver dag, hvis børnene fra Havørnen først skal afleveres i Østofte og efterfølgende køres til Søholt. Arkivfoto: Privatfoto

- Hvis jeg skal køre til Østofte, så tager det 28 minutter. Efterfølgende skal min datter så tilbage til skoven ved Søholt med bus. Det er yderligere 25 minutter, og sidst på dagen går turen den modsatte vej. Det er knap to timers transport på landevejen hver dag. Det er bestemt ikke børnetrivsel, slår hun fast.

Flere gange har formanden forsøgt at få svar på, hvorfor Lolland Kommune mener, at det er en god idé at rykke Havørnens børn ind under børnehaven i Østofte. Men hun føler sig mødt med udenomssnak fra både forvaltning og politikere.

Fungerer i dag helt selvstændigt

Hvis Havørnen i fremtiden igen skal være en del af en anden børnehave, er hun også bange for, at man flytter pædagoger fra skovbørnehaven til den traditionelle institution på de dage, hvor det er svært at få logistikken til at gå op.

- Vil det betyde, at der er dage, hvor vores børn ikke kommer i skoven, fordi der er sygemeldinger i Østofte? Det er blevet et narrativ, at vi skal høre under en anden børnehave, men hvorfor? Vi har allerede selvstændig visitation og selvstændigt tilsyn i skoven. Vi fungerer altså nærmest som vores egen børnehave i dag, forklarer formanden.

Forældrebestyrelsen foreslår i stedet, at forældrene selv skal aflevere børnene ved skovbørnehaven. Det blev også foreslået for to år siden, men dengang blev det afvist af kommunen, som frygtede, at det ville ramme forældre uden egen bil. Med den foreslåede løsning vil alle forældre i forvejen være tvunget til at køre til Østofte med børnene, og dermed er det argument ikke længere gyldigt.

Ingen problemer i 34 år

Christina Ølgaard Møller forklarer, at både politikere og forvaltning nu også er begyndt at tale om muligheden for at aflevere børnene direkte i den midtlollandske skov. Derfor forstår hun heller ikke, at man så ikke vil gøre skovbørnehaven til en selvstændig enhed i kommunen.

Problemet er, forklarer forældrebestyrelsens formand, at skovbørnehaven ikke er godkendt til fast drift.

Forældrebestyrelse ønsker ro om skovbørnehaven

Forældrebestyrelsen i Havørnen har sendt et høringssvar til Lolland Kommune om skovbørnehavens fremtid.

Heri peger forældrene blandt andet på:

  • Havørnen har eksisteret som skovbørnehave i 34 år og har egen visitation og eget tilsyn.

  • Børnehaven har ifølge høringssvaret fuld belægning og venteliste.

  • En forældreundersøgelse peger især på naturen, roen, bevægelsen, fællesskabet og den sammenhængende dag i skoven som årsager til, at familierne har valgt Havørnen.

  • Forældrene ønsker, at kommunen undersøger en model, hvor børnene afleveres direkte i skoven frem for først at møde ind i Østofte.

  • De ønsker samtidig, at kommunen undersøger, om Havørnen kan fungere som et selvstændigt dagtilbud.

  • Forældrebestyrelsen efterlyser en samlet økonomisk sammenligning af modellerne, hvor blandt andet udgifter til bygninger, busdrift, vedligeholdelse og transport indgår.

  • Bestyrelsen ønsker desuden en langsigtet løsning, efter at Havørnens fremtid flere gange har været til diskussion.

- Der har været en stiltiende accept af, at vi har børnehave herude. Skovbørnehaven har eksisteret i 34 år, uden at nogen i kommunen har haft problemer med det, og hvad er forskellen på, om vores børn er derude i syv eller ni timer, spørger hun.

Ved at droppe tilhørsforholdet til en anden børnehave vil kommunen også kunne spare bussen væk, og dermed vil der være en økonomisk gevinst ved at forældrene selv aflevere børnene i Søholtskoven.

Frygter forældre vælger skoven fra

Hvis politikerne alligevel vælger, at forældrene skal aflevere skovbørnehavens børn i Østofte, er hun bange for, at Havørnens vinger bliver stækket.

- Jeg er bange for, at det udvander tilbuddet. Jeg frygter, at flere familier vælger det fra. For os selv ville det eksempelvis give mere mening at vælge Den Blå Anemone, fordi den er tættere på, siger Christina Ølgaard Møller.

- Jeg vil også være bange for, at det går ud over medarbejdertrivslen og det særlige, som skoven kan. Skoven er også i stand til at rumme nogle af de børn, der vil have svært ved at være i en almindelig børnehave, fordi vi har den her helt fantastiske medarbejderstab, en lidt særlig pædagogik og højt til loftet.

Politikerne skal vedtage budgetforliget, som Havørnen er en del af, på byrådsmødet 8. oktober.

Det er ikke længe siden, at skovbørnehaven blev omdøbt til Havørnen: