Han var en dreng, da han første gang trådte ind i fængslet – nu er han tilbage

Søren Anker Christensen har brugt længere tid i det gamle fængsel i Maribo end de fleste, og det er helt uden at have gjort noget. Af samme grund var han vendt tilbage til bygningen, da Kriminalforsorgen fredag holdt åbent hus.

- Min far har været arrestforvarer her i Maribo, og dengang var der bopælspligt til stillingen, derfor har jeg boet her i mange år, fortæller han, mens blikket glider ud over de mange værelser, der dengang havde låsen siddende på ydersiden.

Familien boede selvfølgelig ikke inde i selve arresthuset, men som dreng kom Søren Anker ofte med sin far Erik på arbejde.

Brug for sådan et sted

Derfor er besøget også med til at give en masse minder. Erik Christensen var arrestforvarer fra 1962 til 1977, hvor det blev besluttet at lukke arresthuset første gang. I stedet for gik turen til Vordingborg. Blot fire år senere viste det sig, at lukningen havde været en fejl. Afsonere rykkede atter ind i cellerne, og den tidligere arrestforvarer søgte hjem - og fik jobbet. Her blev han til sin død i 1986.

I 2018 blev det lollandske arresthus igen taget ud af funktion, men blot for at blive genopfundet som udslusningsfængsel efter syv år i mølposen. Det glæder den tidligere arrestforvarers søn.

- Jeg synes det er fantastisk. Der er mange, som har brug for sådan en institution, når de nærmer sig afslutning af deres afsoning, og det er glædeligt, at bygningen atter kan blive brugt, siger han.

Var også et kvindefængsel

For fængslet er helt sit eget. Søren Anker Christensen har svært ved at se den meget specielle bygning blive brugt til andet end en form for fængsel.

- Murerne er meget tykke, og det er ikke sådan at flytte dem. Derfor er det også meget naturligt at bruge bygningen til en institution, som ligner det, den blev bygget til. Prøv at forestille dig, hvis man skulle have revet den her bygning ned. Det havde været en kæmpe opgave.

Gennem den tid Søren Anker Christensens far passede arresten, skiftede fængslet også rundt på, hvem der blev sat i cellerne. En overgang var det kvindefængsel, og det satte sine spor udenfor.

- Haven tilhørte arrestforvareren, men da det blev lavet om til kvindefængsel fik de halvdelen, så de kunne komme derud og få lidt grønt mellem fingrene, siger han med et smil, inden han atter går på opdagelse i den bygning, som han på sin vis er vokset op med.