Lolland

To mænd sidder i en bil med dashboard og et andet køretøj synligt gennem forruden.
I første omgang tager Morten Harkjær Nielsen passagersædet, og lader Aage Østergaard tage rettet. Foto: Palle Nevad Frandsen

Håndbolddirektør skifter gear: Skal være salgschef i ny branche

Siger farvel til lokalt håndboldflagskib og rykker over til Le Mans-vinder.

Offentliggjort Sidst opdateret

En stor del af livet har stået i sportens tegn, men 1. september er det farvel til harpiks, bolde og oprykningskampe for i stedet for at handle om rækkevidde, hestekræfter og billån. 

52-årige Morten Harkjær Nielsen skifter direktørstolen i Team Sydhavsøerne ud med en plads bag rattet som salgschef hos Frimann Biler i Maribo. Et skifte til en helt anden branche for den læreruddannede maribonit, hvor det lange lys er tændt. Forude venter nemlig en stilling som filialchef i bilhuset.

Da stillingen blev slået op, gik håndbolddirektøren ikke med tanker om et jobskifte. Det er blot fire år siden, han blev skiftet på banen som direktør i det lokale håndboldflagskib, efter gennem 14 år at have styret Maribo Hallerne.

Jeg har haft en fuldstændig fantastisk følelse i maven, siden jeg fik at vide, at de havde valgt mig.

Morten Harkjær Nielsen

- En gang imellem sker det, at der dukker noget op, som du bare bliver tændt på, og sådan havde jeg det, da jeg så stillingsopslaget, fortæller Morten Harkjær Nielsen.

Fantastisk følelse i maven

Jobopslaget var atypisk. For Frimann Biler søgte ikke efter en fejlfri model eller en toptunet sælger. De søgte efter en lokal drivkraft med ambitioner. Det handlede mere om at kende lokalsamfundet og erhvervslivet på Lolland samt at være god til at skabe relationer, end det handlede om at kende forskel på Toyotas forskellige modeller.

Det tog et enkelt opkald til indehaver Kim Frimann, hvor det bare handlede om at blive lidt klogere, inden det var helt sikkert, at jobbet skulle søges. Fire andre var kommet gennem nåleøjet til de sidste samtaler, men speedometernålen pegede på håndbolddirektøren. Og han glæder sig til sit nye job.

- Jeg har haft en fuldstændig fantastisk følelse i maven, siden jeg fik at vide, at de havde valgt mig. Jeg er klar til, at det her bliver mit arbejdsliv i en rigtig lang periode, og jeg glæder mig enormt meget, siger Morten Harkjær Nielsen.

Netværket bliver ældre

Hos Frimann Biler ser man ansættelsen som et generationsskifte. Filialchef Aage Østergaard tager den nye salgschef under sine vinger, og tanken er, at han stille og roligt gør sportsentusiasten til en bilfreak. Samtidig vil Morten Harkjær Nielsen blive en del af et stort uddannelsesprogram, som allerede er en integreret del af Toyotas måde at drive forretning på.

For at sikre, at makkerparret faktisk også var på bølgelængde, blev de sendt til Hestehovedet i Nakskov, hvor de over en middag kunne lære hinanden bedre at kende. Helt på bar bund var de dog langt fra. Aage Østergaard kender godt vejen til Team Sydhavsøernes kampe, og Frimann Biler har ofte haft udstilling, når der sker noget i hallen.

To mænd giver hånd foran en bilforretning med parkerede biler og skiltet Frihmann Biler.
Geneationsskiftet er så småt på vej, men det tager først rigtig fart, når Morten Harkjær Nielsen bliver salgschef hos Aage Østergaard fra 1. september. Foto: Palle Nevad Frandsen

Den nuværende filialchef ser generationsskiftet som en god ting for det lokale bilhus. 

- Meget af det netværk, som jeg har opbygget gennem mange år, er jo nogenlunde jævnaldrene med mig selv. Det betyder, at de lige så stille er på vej væk fra arbejdsmarkedet. Det tager tid at få det opbygget, og derfor er det en god plan, hvor Morten stille og roligt kan bygge videre på det, som han allerede har, siger han.

Som et seksdagesløb

Og Morten Harkjær Nielsen glæder sig til parløbet.

- Det er en fantastisk mulighed, og det giver Aage chancen for langsomt at trække sig tilbage, mens jeg så samtidig træder mere frem.

I jobopslaget står læringskurven til tre år, men hos Frimann Biler bliver ikke sat nogen specifik tid af til forløbet. Det tager den tid, som de to har brug for. Og den dag den nye chef er klar til at tage over, kan den afgående filialchef selv bestemme fremtiden. Organisationen giver mulighed for, at han kan fortsætte i andre funktioner, lige så længe han selv har lysten.

To mænd sidder ved et skrivebord og kigger på en computerskærm i et kontor.
Arbejdet vil være et parløb, men Aage Østergaard kommer ikke til at sidde ved siden af Morten Harkjær Nielsen og styre hvert eneste træk. Foto: Palle Nevad Frandsen

Det er altså næsten som at følge de to cykelryttere, som danner par ved et seksdagesløb. Når den kommende filialchef bliver spurgt, hvad der tiltaler ham ved jobbet, er det da også næsten som at høre en sportsmand tale.

- Jeg investerer rigtigt meget af mig selv i de ting, som jeg er med i, og jeg synes, at personaleledelse er enormt spændende. Jeg kan godt lide at arbejde med, hvordan forskellige grupper fungerer, og hvordan man får folk til at blomstre. Det er der mange forskellige tilgange til, men jeg kunne hurtigt se, at der var mulighed for at arbejde med det her, forklarer han.

Tysk og ikke Toyota

Han glæder sig også rigtig meget til at blive en del af et team, og det bliver han i den grad i Maribo, hvor han en dag vil stå for den daglige ledelse af godt 30 medarbejdere. Og det med bilerne skal nok følge efter, for når man spørger ind til interessen, er svaret lidt svævende.

- Altså jeg har da skiftet bil en del gange, siger han med et grin, og påpeger, at han også var tidligt med på bølgen af elbiler.

Han har da også kørt Toyota. Altså når han kørte med forældrene som barn.

- Jeg må nok hellere være ærlig, for det har været tyske mærker, som jeg har kørt i. Men jeg bliver totalt loyal, når jeg begynder her, og jeg synes Toyota har nogle rigtigt fede biler.

Mest til lækre biler

Og netop det med den fede øse har været niveauet for Morten Harkjær Nielsen gennem livet. 

- Interessen har ikke været alt det tekniske, men mere om jeg synes, at det er en lækker bil.

Al teknikken får han mulighed for at blive klogere på i de kommende år, men inden han fordyber sig i batteristørrelser og serviceaftaler, skal han sende Team Sydhavsøerne godt afsted mod en ny sæson. Han fortsætter derfor i håndboldjobbet til 30. august, og dagen efter begynder han i Frimann Biler. Samtidig er der lavet en aftale om, at hvis der er behov for at gribe nogle kastede bolde i løbet af september, så kan han få nogle timer fri til det.

For hos Frimann Biler er ansættelsen af Morten Harkjær Nielsen ikke for at lukke et hul på den korte bane, men for at styrke virksomhedens position i Maribo på den lange bane.