Guldborgsund

Instruktør Jeanne Boel og direktør og kapelmester Mickey Pless fra Nykøbing Falster Revyen har haft fat i de store stykker papir for at skabe overblik over de mange tekster, de er ved at vælge imellem til sommerens Nykøbing Falster Revy. Foto: Jakob Poulsen

Hård konkurrence: Skal skære næsten 250 tekster ned til 24

Nykøbing Falster Revyens direktør og instruktør har taget fat på et hårdt udvælgelsesarbejde. Der skal bruges cirka 24 tekster til sommerens revy, men man har fået 10 gange så mange forslag tilsendt.

Offentliggjort

Der bliver valgt til og ikke mindst fra i stor stil i Nykøbing Falster Revyen i øjeblikket.

Revydirektør og kapelmester Mickey Pless har nemlig sammen med instruktør Jeanne Boel været i gang med den første store grovsortering af de mange tekstforslag, som revyen har fået tilsendt af tekstforfattere, og som til sidst skal blive til den sommerrevy, som foreløbig mere end 17.000 har købt billet til.

Og der er virkelig tale om et stort sorteringsarbejde.

- Vi har fået 248 tekstforslag, og vi skal bruge cirka 24, så der skal skæres ind til benet, fortæller Jeanne Boel.

Da Folketidende mødte direktøren og instruktøren forleden, havde de allerede skåret halvdelen af teksterne fra.

- Det er ikke nødvendigvis fordi, de er dårlige. Det kan også være fordi, de måske bare ikke passer ind her, eller de handler om et emne, hvor vi allerede har en anden tekst. Vi skal jo sørge for at dække hele paletten og have en rimelig ligevægt mellem sang og skuespil, forklarer Jeanne Boel.

- Det tror jeg ikke, jeg har prøvet før

Det er ikke første gang, at revyen modtager så mange tekstforslag, men der er alligevel noget, der er anderledes i år, synes Mickey Pless.

- Jeg tror ikke, at jeg har prøvet før at gå hjem efter den første gennemlæsningsdag med så god en følelse. Mine revykolleger rundt om i landet synes, at det er helt vanvittigt, at vi får så mange tekster, for det gør de andre ikke.

- Der er blandt en 17-årig, der har skrevet to vildt gode, politiske tekster. Det er fedt, at der også kommer noget fra den unge generation, siger Mickey Pless.

Udvælgelsesprocessen handler ikke kun om at finde de bedste numre. Det handler også om at sammensætte den rigtige rækkefølge.

- Når folk køber billet til en revy, køber de billet til at grine, og det skal de også. Men vi kan ikke grine hele tiden, så det er også vigtigt med det rigtige mix mellem sjove og og mere alvorlige numre - og det skal også passe i forhold til kostumeskift, forklarer Jeanne Boel.

Falstervisen er med igen

Selvom årets revy altså ikke er sammensat endnu, så er der dog ét nummer, som allerede er inde i varmen. Folkedanserne vender igen i år tilbage med Falstervisen, hvor de giver et kort og humoristisk sammendrag af årets vigtigste begivenheder. I år har revyen på Facebook opfordret folk til at komme med forslag til, hvad der skal med i visen, og der er kommet mange forslag ind. 

- Vi kommer også til at berøre tv-programmet Hotel Romantik, for det er noget, som mange ser, og det passer lige ned i målgruppen. Og så har Leif Maibom skrevet en smuk vise om Dirch Passer, som ville være fyldt 100 år i år. Og så slutter vi med et stort, festligt, folkeligt og lyserødt potpourri i år, lyder det fra Jeanne Boel og Mickey Pless.

I denne uge starter revyholdet prøver i København. Her vil antallet af potentielle numre være skåret ned til cirka 50.

Årets Nykøbing Falster Revy har premiere 17. juni og spiller frem til 22. august.