Guldborgsund

Arkivfoto: Anders Knudsen

Holder kortene tæt til kroppen før budgetforhandlinger

Politikerne i Guldborgsund Kommune går nu for alvor i gang med forhandlingerne om de kommende års budget.

Offentliggjort

Hvad skal Guldborgsund Kommune bruge penge på i de kommende år, hvor mange skal der bruges, og hvor skal pengene komme fra?

Det er nogle af de centrale spørgsmål, som byrådspolitikerne i Guldborgsund Kommune skal forsøge at nå til enighed om i løbet af de kommende uger.

Og selvom den økonomiske situation ikke er lige så vanskelig som i nabokommunen Lolland, så slipper man næppe for at gennemføre væsentlige besparelser.

Borgmester Simon Hansen (S) sagde for et par uger siden til Folketidende, at der efter hans opfattelse skal spares mellem 80 og 100 millioner kroner frem mod budget 2028 for at få enderne til at nå sammen.

På torsdag skal byrådet førstebehandle budgettet, og i den forbindelse har Folketidende spurgt en række af partierne, om de er enige i borgmesterens betragtning. 

Folketidende har talt med Henrik Steen Jensen (SF), Henrik Høegh-Andersen (V), Johannes Kristensen (C) og Bob Richard Nielsen (DD), og de er alle mere eller mindre enige i, at det er besparelser i det omfang, der skal til.

Henrik Steen Jensen vil dog ikke før forhandlingerne sætte tal på, hvor meget SF mener, at der er behov for at spare.

Hvor skal pengene komme fra?

Det næste spørgsmål er så, hvor pengene skal komme fra, men det ønsker ingen af de adspurgte politikere at svare på endnu.

Der er indkaldt til budgetforhandlinger tirsdag aften, og derfor holder de kortene tæt ind til kroppen.

- Jeg går ind til forhandlingerne med nogle forslag, men det er er ikke nogen, jeg kommer til at lufte i offentligheden inden, siger Bob Richard Nielsen (DD).

Han vil dog gerne sige lidt om, hvad han ikke vil kunne acceptere:

- Jeg kommer ikke til at gå med til forringelser i kernevelfærden - for eksempel ældreområdet, daginstitutioner og skoletilbud. Der mener jeg ikke, at vi kan spare mere, siger han. 

Heller ikke Johannes Kristensen (C) vil fortælle meget om, hvor han mener, at der skal findes besparelser.

- Jeg har nogle bud, men dem får du ikke at vide, siger han til Folketidende.

Borgmester Simon Hansen vil heller ikke drøfte detaljer i avisens spalter, før forhandlingerne for alvor begynder.

- For mig er det vigtigt, at vi først bliver enige om, hvilken ramme vi vil sætte, og derefter skal vi så arbejde med forslagene gennem hele 2027, hvor vi også skal tale med vores borgere og medarbejdere, så vi kan finde ud af, hvordan vi kan gøre det klogt og tilpasse vores struktur.

- For mig at se er opgaven i dette budget at finde ud af, hvor meget vi tror, udligningsreformen vil hjælpe os, når den kommer i 2029 - og hvor meget skal vi så tilpasse vores budget indtil da, siger han.

Skolerne

Guldborgsund Kommune har 13 folkeskoler, og med udsigt til markante besparelser, er spørgsmålet, om politikerne kunne finde på at reducere antallet af skoler som en del af besparelserne?

Men der er ikke nogen af de politikere, Folketidende har talt med, som umiddelbart melder sig klar til at lukke skoler.

Henrik Høegh-Andersen (V) mener dog, at det på et tidspunkt kan blive nødvendigt at kigge på skolestrukturen i kommunen.

- Der er blevet 1.000 færre elever, siden vi sidst lavede strukturændringer på skoleområdet, så vi kommer til at lave nogle ændringer, for det kan ikke blive ved at køre sådan. Men der er også landdistriktspolitik i det her, så man skal virkelig tænke sig godt om, siger han.

Johannes Kristensen (C) vil også gerne undgå at lukke skoler.

- Jeg går ikke ind til budgetforhandlingerne med ønske om at lukke noget som helst. Men der er ingen hellige køer i det her. Vi skal kigge alle steder, men vi skal også passe på, at vi ikke kommer til at afvikle kommunen i stedet for at udvikle den. Over tid skal vi jo gerne have flere penge i kassen, så vi kan udvikle kommunen, siger han.

Henrik Steen Jensen (SF) er også formand for børne- og skoleudvalget. Han ønsker heller ikke at gå ind i en debat om eventuelle skolelukninger, før forhandlingerne går i gang.

- Der er mange parametre, der skal tages højde for, siger han.