Hvad med jer selv?

Debatten om Lolland Kommunes økonomi kører i ring. Torben K. Hollmann spørger i Folketidende, om oppositionen er klar til at tage ansvar. Fair nok spørgsmål, men hvor var ansvaret, da det virkelig gjaldt?

Socialdemokratiet har siddet på magten i Lolland Kommune i årevis - med Holger Schou Rasmussen for bordenden gennem flere perioder. I den tid er der ganske rigtigt blevet gennemført en lille del af besparelser, men ikke dér, hvor den største udgift ligger. De ansatte og lønninger.

Man har lukket skoler, haller, færger og skåret i tilbud. Beslutninger, der har været synlige og mærkbare for borgerne, men ikke for de alt for mange ansatte. De har været fredet. De for mange har man ikke gjort noget ved, tværtimod. Det har været den førte politik.

Det er kernen i problemet.

Når Hollmann fremhæver, at Socialdemokratiet har “taget ansvar”, er den selvros selvsagt selvmodsigende. De små besparelser står slet ikke mål med den afgrund, kommunen nu står overfor.

Der mangler ikke 50 eller 100 millioner kroner. Der mangler 500 millioner. Og de kan ikke findes i småjusteringer.

Kommunen ligger på en flot top-3-placering i Danmark med antal ansatte pr. indbygger. Samtidig kæmper man med et økonomisk hul på mange hundrede millioner kroner. Det hænger ikke sammen.

Sammenligningen med Jammerbugt - en identisk yderkommune med samme geografi og befolkningstæthed - er ubehagelig men tydelig og nødvendig. Her har man formået at sætte tæring efter næring. Det har man ikke på Lolland.

Hvis Lolland blot reducerede medarbejderstaben med hver tiende og lagde sig bare på niveau med Jammerbugt, ville det frigive omkring 250 millioner kroner årligt. Læg dertil omkring 108 millioner kroner i sygefravær (læs: dårlig ledelse og struktur), og vi nærmer os den halve milliard kroner, der mangler.

Det er forskellen mellem underskud og balance. Det faktum er ikke bare tal i et regneark.

Alligevel fastholder Hollmann fortællingen om, at løsningen skal findes på Christiansborg. Det er bekvemt. Ja, nærmest en ligegyldighed. Men det er ikke ansvarligt.

Ja, Lolland har strukturelle udfordringer. Ja, udligningssystemet spiller en rolle. Men ingen reform i verden kan forklare, hvorfor én kommune konsekvent har flere ansatte pr. borger end sammenlignelige kommuner.

Det er et politisk valg. Og det valg er blevet truffet igen og igen. Når man undgår at tage fat dér, hvor udgifterne er størst, så er det ikke fordi, det er umuligt. Det er fordi, det er upopulært. Men konsekvensen er, at regningen svulmer op.

Når Hollmann efterlyser ansvar fra oppositionen, bør han starte med at se på det ansvar, der ikke er forvaltet - gennem de seneste mange år.

For det vakler at tage moralens højeste standpunkt, når man selv har været med til at skabe problemet.

Nej, Hollmann. Ansvar er ikke noget, man erklærer. Det er noget man handler på, og noget man holdent og konsekvent eksekverer på. Ikke mindst på det, der er upopulært.