I 44 år har Brian vidst præcis, hvad han kunne – nu er han pludselig i tvivl

Der kan ske meget i løbet af en ferie.

Da Brian Dickow gik på ferie, fandtes Nakskov Sukkerfabrik, da han kom tilbage fra ferie, stod den til at lukke. 

Brian stod derfor hjemme i sit køkken, da han fik den nedslående besked over telefonen af sin arbejdsleder.

- Det kom meget bag på mig, fortæller Brian Dickow.

Beskeden sank ikke rigtig ind.

Brian lagde telefonen fra sig og skubbede på en måde også beskeden lidt væk. Først da ferien var slut, og han igen gik ind gennem porten på den arbejdsplads, han har haft i 44 år, begyndte han at forstå, hvad der var sket.

- Det var først, da jeg mødte efter ferien, at det gik op for mig: Hvad fanden er det her for noget?

Alt var forandret. Ikke maskinerne eller bygningerne, men menneskene inde i dem.

- Det var meget mærkeligt. Det er næsten ikke til at beskrive. Det er det hele, der har forandret sig. Det er stemningen, for folk har svært ved at se det positive.

Da Brian efter ferien sad til et møde med kollegerne, kiggede han rundt om bordet og tænkte:

- Det ligner jo et gravkammer.

Her skal jeg ikke være

Brian Dickow er 63 år. Som ung havde han egentlig forestillet sig et liv i landbruget. Han er vokset op på en gård ved Horslunde og havde været på landbrugsskole. Men hans far rådede ham fra at gå den vej.

- Han sagde: Du skal ikke være landmand. Der er ikke nogen fremtid i det.

Udviklingen gik mod større og større landbrug, så Brian valgte en anden vej. Han blev ansat som arbejdsmand på sukkerfabrikken på en kort kontrakt. Umiddelbart var han dog ikke vild med det.

- Jeg tænkte: Her skal jeg ikke være.

Men så fik han en dreng, og så blev han, ligesom Rene Høyer, hængende.

- Så går årene, siger han. 

I 2004 fik han en uddannelse som procesoperatør.

- Det har været spændende at opleve den kæmpe udvikling, der har været fra at arbejde manuelt ude blandt maskinerne til i langt højere grad at styre produktionen på afstand, siger han.

Men det er ikke kun selve arbejdet, der har holdt ham der.

- Den danske sukkerproduktion har altid været en god social arbejdsplads. Ellers havde man jo ikke været der så mange år.

Har arbejdet under tre forskellige ejere

Han har været med gennem tre epoker. Først De Danske Sukkerfabrikker.

- Det var helt specielt.

Han husker især stoltheden hos de gamle medarbejdere, han mødte, da han selv var ung. Når kampagnen gik i gang, kom fabrikken op i et andet gear.

- Uanset hvad der skete, så skulle deres stolthed nok sørge for, at fabrikken kunne køre.

Dernæst blev fabrikken overtaget af Danisco, som ifølge Brian i højere grad var interesseret i at købe virksomheder inden for andre områder for sukkerpengene og efterfølgende lukke nogle af dem. Så kom Nordzucker til.

- Nordzucker var interesseret i sukkerproduktion. Så pludselig blev det mere interessant. Med den nye ejer fulgte også investeringer i Nakskov. Især de senere år har Brian oplevet, at fabrikken bevægede sig i den rigtige retning.

- På de sidste tre år har vi fået lavet rigtig mange gode investeringer.

Blandt andet er energiforbruget blevet reduceret.

- Jeg synes simpelthen, vi var ved at nå i mål.

Netop derfor havde Brian ikke forestillet sig, at det skulle ende med en lukning.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at tyskerne har valgt Nakskov. Det fatter jeg simpelthen ikke.

Brian peger blandt andet på, at sukkerroeproduktionen i Tyskland ifølge ham er udfordret af roesygdomme, som der endnu ikke findes en hurtig løsning på. Samtidig har den danske del af produktionen ifølge Brian kørt med et mindre overskud, selv om sukkerpriserne lige nu gør vilkårene svære.

For ham får det beslutningen om at lukke Nakskov til at fremstå endnu mere ubegribelig.

- Jeg synes bare, at det er meget uforståeligt.

Nu skal Brian og kollegaerne forsøge at finde gearet frem igen. På trods af at fabrikken skal lukke.

Skal hive sig op

Brian prøver selv at finde noget at holde fast i.

- Jeg prøver jeg at se, om jeg kan trække mig op, selv om det er svært.

Han peger på, at det nok ikke er hensynet til ejerne, som har besluttet at lukke fabrikken, der skal få medarbejderne igennem kampagnen.

- Jeg tror ikke, der er så mange af os, der har så meget til overs for tyskerne. Men vi har jo et lokalsamfund, der er afhængig af, at vi får lavet noget sukker, siger han.

Landmændene, der har roer, som skal ind. Pakkeriet, der skal køre. Og kollegaerne, der er afhængige af, at alle stadig gør deres arbejde.

- Vi skal jo have noget sukker i den silo. Så vi skal hive os op på en eller anden måde.

Det kræver noget andet end normalt at hive sig op. For denne gang ved en del af medarbejderne, at de arbejder sig frem mod deres egen sidste arbejdsdag.

Brian er en af dem.

Samme pris efter 44 år

Torsdag i sidste uge fik Brian den endelige besked. Der bliver ikke en plads til ham. Hans sidste arbejdsdag bliver 30. april 2027.

- Jeg er blevet fyret. Og jeg er lidt ærgerlig over det.

Brian trækker vejret hørbart ind, så undslipper der ham et lille suk. Han presser læberne hårdt sammen, og øjnene bliver fugtige.

Hvad er det, der går gennem dig?

- Jeg ved det sgu ikke. Det ved jeg faktisk ikke, siger Brian.

Han havde regnet med at arbejde omkring tre år endnu.

Til selve samtalen var han afklaret. Han havde på forhånd tænkt over, hvad han ville spørge om, og han fik stillet sine spørgsmål. Det er bagefter, skuffelsen fylder. Især måden, han oplever, at de mange års arbejde bliver gjort op på. Han nævner, ligesom kollegaen Kurt Jensen, at der ikke er forskel på den økonomiske anerkendelse, de medarbejderne får, hvis de fuldfører kampagnen.

- Om man har været der i otte dage, eller om man har været der i 40 år eller 50 år, så er der ikke forskel.

For Brian handler det ikke kun om pengene.

- Os, der har været der i rigtig mange år, vi har brugt vores liv på det.

Han savner, at det bliver anerkendt.

- Jeg føler mig skuffet. Og det gør jeg jo også på mine kollegaers vegne.

Brian har gennem årene været vant til at sige til, hvis der var noget, han ikke syntes fungerede. Han har taget diskussionerne med ledelsen og set det som en nødvendig del af at få en arbejdsplads til at udvikle sig.

- En virksomhed, der ikke kan tåle en dialog, det er en virksomhed, der dør, siger han.

Han har gjort det, fordi han har følt et enormt engagement i sin arbejdsplads. Derfor gjorde han det også, da han torsdag fik sit kvarters samtale og en fyreseddel.

Har aldrig været arbejdsløs

Men én ting er skuffelsen over selve fyringen. Noget andet er det, der kommer bagefter. For første gang i sit voksne arbejdsliv skal Brian forholde sig til, at han ikke ved, hvad hans næste arbejde er.

- Jeg har jo aldrig prøvet at være arbejdsløs.

Efter 44 år på den samme fabrik er det ikke bare et spørgsmål om at finde en ny arbejdsplads. Det sætter også noget andet i gang.

- Når man har gået det samme sted i så mange år, så kan man måske blive i tvivl om: Hvad kan jeg egentlig lige pludselig?

På sukkerfabrikken ved Brian, hvad han kan. Han kender produktionen. Maskinerne. Menneskene. Han har set fabrikken forandre sig gennem mere end fire årtier og samlet en viden op undervejs, som er blevet en selvfølgelig del af hans arbejdsliv. Men gælder den også et andet sted?

- Man har måske været god til det, man har beskæftiget sig med. Men er man det andre steder?

Han ved endnu ikke, hvad han skal. Kun at den beslutning, han selv regnede med lå nogle år ude i fremtiden, er blevet truffet for ham. Nu begynder arbejdet med at finde ud af, hvad der skal komme i stedet.

- Hvad er det lige, jeg skal?

Brian tøver.

- Det skal jeg jo finde ud af.