Dølle

Foto: Presse-fotos.dk

Tre anholdt og løsladt igen efter Dølle-knivstikkeri

Flere personer blev anholdt efter knivstikkeriet lørdag aften på Dølle. Nu er der nyt fra politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sent søndag formiddag er der kommer lidt nyt fra politiet omkring knivstikkeriet på Dølle sent lørdag aften, hvor en 22-årig mand blev stukket ned.

Her fortæller politiets vagtchef til Folketidende, at man anholdt tre yngre mænd umiddelbart efter knivstikkeriet. 

Politiet har dog besluttet at løslade dem alle tre igen. De er dog fortsat sigtet i sagen. Hvorfor, man har valgt at løslade dem i stedet for at fremstille dem i grundlovsforhør, kunne vagtchefen ikke svare på, ligesom det heller ikke vides, hvad de præcis er sigtet for.

Vagtchefen udelukker ikke, at der kan ske flere anholdelser.

- Vi undersøger, om der er flere, der har spillet en rolle i sagen, siger han.

Den 22-årige blev fløjet til behandling på Rigshospitalets Traumecenter. Han er udenfor livsfare, oplyste politiet allerede natten til søndag.

Dølle fortsætter søndag, som er årets sidste markedsdag. Markedet lukker klokken 17.