Lolland

Liberal Alliances skatteplan kommer under stærk kritik fra de lokale borgmestre. Arkivfoto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Inviterer Vanopslagh i praktik som borgmester og kalder ham virkelighedsfjern

Borgmestrene i Lolland og Guldborgsund har ikke mange pæne ord tilovers for LA's skatteplan. Partisoldat mener dog, at det burde være muligt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der bliver sløset med skatteborgernes penge, lyder meldingen fra Liberal Alliance. Partiet vil med en ny skatteplan effektivisere kommunernes udgifter på administration og ledelse. En plan som deres egen lokale kandidat kalder for "urealistisk".

Liberal Alliance tager udgangspunkt i de 10 administrativt mest effektive kommuner. Hvis en kommune ikke er en del af de 10, skal der skæres til.

- Det er et fantasiforslag fra LA, som ikke engang deres egne borgmestre kan leve op til. Det får aldrig flertal i Folketinget, lyder meldingen kontant fra Simon Hansen (S), borgmester for Guldborgsund Kommune i en SMS til Folketidende.

Realistisk?

Skatteplanen lægger op til, at Lolland skal spare omkring 36 millioner kroner og Guldborgsund hele 44 millioner kroner.

Camillo Krog er sikker på, der kan findes besparelser. Arkivfoto: Ingrid Riis

I alt skal de danske kommuner spare 7,8 milliarder kroner på administration og ledelse. Samtidig vil pengene ikke kunne bruges andre steder i kommunerne. I stedet vil de blive brugt til at finansiere en skattelettelse til 40 milliarder kroner.

Er det et realistisk forslag?

- Nej, det er det ikke. Overhovedet ikke. Det kan godt være, man kan finde lidt hist og pist, men jeg kan jo ikke lade mine egne borgere sejle deres egen sø, siger Marie-Louise Brehm Nielsen (DS), borgmester i Lolland Kommune.

Selvom begge borgmestre kalder forslaget fra Liberal Alliance urealistisk, mener byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune, Camillo Krog (LA), at der altid er mulighed for at effektivisere.

- Det er realistisk at lave besparelser inden for offentlig administration, siger Camillo Krog.

- Hvis ikke man hele tiden har øje på det, så er det sådan en en levende organisme, som hele tiden vokser. Det gør den også inden for det private. Jeg har altid sagt, så længe jeg har været erhvervsmand, at når man har et fantastisk år, så skal man gå ind og forsøge at spare. Det er sådan helt elementært, siger byrådsmedlemmet.

Ny budgetrunde

Simon Hansen (S) mener at forslaget er helt urealistisk. Arkivfoto: David Arnholm

Simon Hansen (S) skriver til Folketidende, at han er spændt på at høre, hvordan Camillo Krog (LA) vil finde de mange millioner i besparelser af kommunens administration. Og det er byrådsmedlemmet klar til at undersøge, fortæller han.

- Vi har jo gjort det før. Jeg kommer i hvert fald til at bede administrationen om at undersøge det. Og specielt er det noget, som jeg vil opfordre den nye kommunaldirektør til. Når der kommer andre øjne på, så er det jo klart, at det ryster posen lidt, siger Liberal Alliances eneste mandat i byrådet.

Camillo Krog (LA) peger blandt andet på, at kunstig intelligens kan bruges til at effektivisere kommunens arbejdsgange, og eventuelt give administrationen mere tid til andre opgaver.

- Vi har altid øje for at effektivisere vores administration, det skal vi, og det gør vi også i hvert eneste budget, siger Simon Hansen (S).

Væk fra virkeligheden

I nabokommunen Lolland er skepsissen over for Liberal Alliances forslag stadig stor.

Marie-Louise Brehm Nielsen (Din Stemme) byder Alex Vanopslagh (LA) velkommen til at hjælpe med at finde millioner. Arkivfoto: Nicklas Linnemann

- Jeg vil jo starte med at sige, at det er bekymrende, at man kan leve så trygt inde bag murene på Christiansborg, at man er så langt væk fra virkeligheden, at man kommer med sådanne forslag, siger Marie-Louise Brehm Nielsen (DS).

- Måske skulle man lige tjekke op med Indenrigsministeriet, som siger, vi er den femte mest effektivt drevne kommune.

Ifølge en rapport fra 2025 ligger Lolland Kommunes udgifter til administration og ledelse under forventningerne. Ministeriet kigger blandt andet på socioøkonomisk sammensætning i kommunen. I den rapport ligger Guldborgsund også lavere end det forventede niveau.

- Jeg synes, at man lige burde kigge lidt ned i papirerne igen og sige "Måske er borgerne i Danmark ikke ens, måske har de forskellige behov, og at det regnestykke er helt håbløst", siger Marie-Louise Brehm Nielsen.

Kom i praktik

Lollands borgmester opfordrer dog Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, til at komme i praktik hos hende til den næste budgetforhandling. Her skal hun finde 537 millioner kroner, så hun hilser gerne Liberal Alliances mål om at spare 35 millioner velkommen, hvis de kan pege på det.

- Han kan komme i praktik nede hos mig, og så kan han lige kan finde de penge, jeg skal finde, siger Marie-Louise Brehm Nielsen og griner.

Liberal Alliance baserer forslaget på en udregning fra CEPOS, en uafhængig tænketank med et borgerlig-liberalt idégrundlag.

Tænketanken har lavet to udregninger. Den ene baserer sig på de 10 mest effektive kommuner, som er den Liberal Alliance vælger at følge. Mens den anden udregning baserer sig på udgifter i forhold til andre sammenlignelige kommuner. Og her er resultatet helt anderledes.

I den udregning kan Lolland ikke effektiviseres. Det er faktisk en af de kommuner, der administreres allerbedst – hvis man måler på udgifterne. Guldborgsund skal stadig spare, men det er et markant lavere beløb. "Kun" 35 millioner kroner skal spares ud fra de beregninger og ikke 44 millioner, som Liberal Alliance lægger op til.