Helt tilbage i 2019 var der høring om vindmøller på Vennerslund Gods i Torkilstrup Forsamlingshus. Nu gælder det alene solceller. Arkivfoto: Claus HansenClaus Hansen
Kæmpe solcellepark bliver ved med at vende tilbage til byrådet
Der skal endnu engang sættes gang i en høringsproces omkring planerne for Vennerslund Solcellepark.
Der skal endnu en høring til om planerne for Vennerslund Solcellepark. På det første af i alt 44 byrådsmøder i Guldborgsund Kommune i den nye fireårige periode var de mangeårige planer om at etablere Vennerslund Solcellepark på det nordvestlige Falster således igen havnet på byrådets dagsorden.
Den bliver ved
Om solcelleparken
Vennerslund Gods har i flere år arbejdet med et stort energi- og naturprojekt på sit område på Nordfalster.
Planforslaget omfatter etablering af et solcelleanlæg på begge sider af Sydmotorvejen på i alt 93 hektar.
Der er i planprocessen af hensyn til forsyningssikkerheden opstået ønske om et batterianlæg centralt i solcelleparken.
Batteristationen kaldes BESS, som er en forkortelse af Battery Energy Storage System, som er avancerede batterianlæg, der kan lagre elektrisk energi.
- Det er sagen, der bare bliver ved og ved med at komme på dagsordenen, lød det torsdag aften fra Bente Lerche-Thomsen (Ø).
Og der er noget om snakken. I december 2020 blev lokalplan 197 Vennerslund Energipark for solceller og vindmøller vedtaget af byrådet. Lokalplanen blev i oktober 2021 ophævet af Planklagenævnet. Siden hen blev det til udelukkende solceller - altså ingen vindmøller - og nu til et udvidet forslag om en batteristation.
Stadig imod
Annonce
- Vi mener i Danmarksdemokraterne, at vi også skal have vedvarende energi. Men vores kulturlandskab skal ikke plastres til med industrielle komplekser. Vi kommer stadig til at stemme imod, når sagen igen kommer på til formentlig marts, lød det fra Bob Richard Nielsen (Æ).
Også hos Danmarksdemokraterne, der ellers ikke er meget for "jernmarker", gik man dog med til at sende det udvidede forslag omkring Vennerslund Solcellepark videre til høring. Det bliver i øvrigt tredje gang på fem år, at solcellepark-planerne sendes i høring.
Der skal ikke være en fugl, frø eller fisk, som skal være i tvivl om, at vi ikke ønsker industrikomplekser i det åbne kulturlandskab
Bob Richard Nielsen (Æ)
- Det har været en lang høringsproces, og der ligger en masse høringssvar i forvejen. De vil stadig ligge på sagen, så folk skal ikke ud og lave det samme svar igen. Den eneste ændring er det her batterianlæg, understregede Henrik Høegh-Andersen (V), der er formand for Teknik-, Natur- & Miljøudvalget.
Ikke en lokalplan
- Der skal ikke være en fugl, frø eller fisk, som skal være i tvivl om, at vi ikke ønsker industrikomplekser i det åbne kulturlandskab. Det er ikke en lokalplan, vi skal stemme om. Vi skal stemme om, hvorvidt vi skal lytte til borgerne, tilføjede Bob Richard Nielsen.
Hos Dansk Folkeparti var man enig i, at det denne gang handlede om at lytte til borgerne og sætte gang i en fornyet høringsproces - og intet andet.
- Vi mener ikke, at Vennerslund-området er det rigtige område. Det areal kommer vi ikke til at stemme igennem i den endelige høring. Men lige nu handler det om borgerinddragelse, og vi lytter til vores borgere. Det vil vi gøre endnu engang, lød det fra DF´s Stine Steffensen.
Ikke endeligt
Et enigt byråd besluttede sig for at sende Vennerslund-planerne videre som et udvidet lokal- og kommuneplanforslag, der udover selve etableringen af solceller på 93 hektar fordelt på begge sider af Sydmotorvejen også omfatter et nyt batterianlæg til at lagre overskudsenergi.
- Det her er ikke en endelig vedtagelse af Vennerslund-projektet, slog Annemette S. Johnsen (F) fast og tilføjede, at hun håbede på høringssvar, som eksempelvis også kunne rumme bemærkninger, der "kvalificerede projektet".
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu