Guldborgsund

Lange bilkøer prægede trafikken ved den midlertidige lysregulering i Eskilstrup de seneste dage. Vejdirektoratet erkender, at der har været problemer, men oplyser, at fejlen nu er rettet. Privatfoto

Kaos ved vejarbejde: Bilister sad fast i timelange køer

Flere borgere har de seneste dage klaget over massive køer ved den midlertidige lysregulering i Eskilstrup. Vejdirektoratet erkender problemerne, men mener, at fejlen nu er rettet.

Offentliggjort

Bilister har de seneste dage måttet væbne sig med ekstra tålmodighed ved vejarbejdet i krydset ved Eskilstrup Vestergade og Nykøbingvej.

Folketidende har modtaget en række henvendelser fra frustrerede trafikanter, som beskriver lange køer både morgen og eftermiddag.

En borger fortæller, at køen torsdag morgen allerede før klokken 6 var længere, end han kunne se fra sin bolig ved Maskinfabrikken Arni, mens en anden oplyser, at en tur fra Nykøbing til motorvejen tog omkring en time.

Vejdirektoratet erkender nu, at der har været problemer med den midlertidige trafikafvikling.

- Mandag og tirsdag havde vi problemer med den midlertidige lysregulering i Eskilstrup. Problemet var, at signalet fra Eskilstrup Vestergade ud mod Nykøbingvej viste grønt samtidig med de to signaler på Nykøbingvej. Da Eskilstrup Vestergade er ensporet, medførte det, at bilisterne endte med at holde front mod front. Fejlen blev udbedret hurtigst muligt, oplyser pressechef Vibe Reetz.

Borgere oplevede fortsat køer

Selvom fejlen ifølge Vejdirektoratet blev rettet hurtigt, har Folketidende modtaget flere henvendelser om omfattende køer også onsdag og torsdag.

Det har fået Vejdirektoratet til at understrege, at der fortsat holdes ekstra øje med trafikken.

- Vi er klar over, at der har været problemer. Der bør dog ikke længere være udfordringer, men der er selvfølgelig ekstra fokus på, at en lignende situation ikke opstår igen. Skulle der komme problemer, justerer vi løbende, skriver Vibe Reetz i et opfølgende svar.

Vejdirektoratet oplyser samtidig, at man ikke har foretaget målinger af ventetiderne ved vejarbejdet.

Køerne har fået flere borgere til at udtrykke bekymring for, hvordan trafikken kommer til at fungere, når sommerferien slutter, og både pendlertrafik og den tunge trafik mod Femern-forbindelsen igen tager til.

Indtil videre fastholder Vejdirektoratet dog, at den aktuelle løsning er under kontrol, og at signalanlægget vil blive justeret, hvis der igen opstår problemer.