Guldborgsund

Direktionen tager løbende stilling til, om det er nødvendigt at tilføre ekstra midler til området. Arkivfoto: Guldborgsund Kommune

Kommune presses af stor interesse i sager: - Vi er ved at nå et mætningspunkt

Aktindsigter bliver mere komplicerede og omhandler større projektor, samtidig skaber AI rod i paragraffer og love, hvilket får regningen hos kommunen til at stige. Guldborgsund er ikke langt fra at have nået mætningspunktet.

Offentliggjort

Når der tales om aktindsigt, tales der om et af de fineste værktøjer i demokratiet. Det kedelige navn dækker nemlig over muligheden for at ganske almindelige borgere kan holde øje med, at systemet og magthavere følger reglerne og behandler sager ordentligt.

Guldbrogsund Kommune oplever, at aktindsigter bliver en større del af budgettet år for år. Arkivfoto: Guldborgsund Kommune

Men rettigheden til indsigt i myndigheders arbejde kræver også ressourcer. Hver gang der sendes en aktindsigt afsted, skal en sagsbehandler tage stilling til, hvordan den skal besvares, og hvem der eventuelt ellers skal inddrages.

Og i Guldborgsund Kommune begynder aktindsigter at fylde mere og mere.

- Det har på nuværende tidspunkt ikke været nødvendigt at tilføre ekstra midler til området, siger Henrik Nielsen, kommunaldirektør for Guldborgsund Kommune og fortsætter:

- Når vi som direktion kigger på det samlede billede, omfanget, kompleksiteten og det aftryk, som håndteringen af aktindsigter sætter i vores organisation, så er vi ved at nå et mætningspunkt.

Til mandagens Økonomi- og Erhvervsudvalgsmøde blev politikerne også briefet om den nuværende situation.

AI og kompleksitet

Aldrig har Guldborgsund modtaget så mange aktindsigter. I 2025 modtog kommunen over 1.200 af slagsen. Men det er ikke mængden af aktindsigter, der virkelig presser kommunens ansatte.

- Det er ikke unormalt, at det kan være både 10, 15 og 20 siders aktindsigter. Og det er heller ikke unormalt, at aktindsigterne i et eller andet omfang er AI-genereret, siger kommunaldirektøren.

Henrik Nielsen er stor tilhænger af retten til aktindsigt og mener, det er et vigtigt demokratisk værktøj. Arkivfoto: Guldborgsund Kommune

Selvom AI er nået et punkt, hvor den kan lave nærmest virkelighedstro kattevideoer og rimeligt fermt kan rette tekster for grammatiske fejl, så sker det alligevel, at maskinerne opdigter love og paragraffer.

Og selvom størstedelen af siderne kan være juridisk volapyk, er kommunen stadig forpligtiget til at bearbejde aktindsigterne.

- Vi har jo en forpligtelse til at forholde os til, hvad det er, de her 10, 15, 20 sider indeholder, fordi billedligt talt, kan der godt på side 17 stå noget af substans, siger Henrik Nielsen.

I orienteringen af politikere i Økonomi- og Erhvervsudvalgsmøde fortæller forvaltningen, at arbejdstiden, der bruges på aktindsigter er stigende. I 2019 skulle kommunen afsætte omtrent én fuldtidsstilling til arbejdet. I dag er det steget til over tre fuldtidsstillinger plus ekstern juridisk bistand.

Videreuddannelse og ekstern hjælp

Forvaltningen løber stærkt for at nå de mange skrivelser og gennemgår nye kurser, hvor de får indsigt i nye redskaber, der skal gøre arbejdet lettere. Alligevel fylder arbejdet med aktindsigterne mere og mere.

Udover at AI spiller kompleksiteten et puds, begynder aktindsigterne også oftere at gå på store tværfaglige projekter. Det kan blandt andet være havneudviklingsprojektet og det nye rådhus. Men kommunen står ikke alene med det stigende arbejde.

- Det er ikke et Guldborgsund-fænomen. Hvis man laver en rundspørge i alle landets kommune, vil man genkende den samme udvikling, siger Henrik Nielsen.

Benhård prioritering

Kommunaldirektøren beskriver flere gange, at han er stor fortaler for rettigheden til aktindsigt og ser det som et vigtigt demokratisk værktøj. Samtidig peger han på, at der opstår et prioriteringsspørgsmål, når der bruges flere kræfter på besvarelserne.

- Når vi skal bruge en time ekstra på at håndtere aktindsigter, så er der jo et prioriteringsspørgsmål om, hvor den time bliver brugt mindre et andet sted. Medmindre, at man på et tidspunkt finder ud af, at vi skal tilføre flere ressourcer til området. Det har vi ikke gjort på nuværende tidspunkt, og der kan man jo også sige, at selvom man skulle tilføre flere ressourcer, så er det jo også en prioritering, fordi så er der et andet sted, de penge ikke kan bruges, siger Henrik Nielsen.

Selvom værktøjer gør arbejdet med aktindsigterne lettere, peger tendensen i retningen af, at arbejdsbyrden over de næste år kommer til at stige. Allerede i 2026 er tallet over aktindsigter højt.