Det store spørgsmål i natberedskabs-sagen handler om, hvorvidt administrationen har hemmeligholdt information for politikerne. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen
Kommunen slår fast: Der er ikke foregået noget forkert
Nogle politikere på Lolland er utilfredse med manglende information om fjernelsen af natfærgeberedskabet til øerne Askø, Fejø og Femø.
Men administrationen holder fast i, at der ikke er sket noget fordækt.
Flere politikere i Klima-, Teknik- og Miljøudvalget fortæller Folketidende, at de ikke er blevet informeret tidligt nok i sagen om fjernelsen af natfærgeberedskabet til Askø, Fejø og Femø. De føler ligefrem, at administrationen har forsøgt at hemmeligholde informationen fra dem.
Selv udvalgsformanden, Henrik Jacobsen (C), havde gerne set, at kommunikationen fra administrationen var bedre.
Er
politikerne blevet godt nok informeret, når de står her tilbage med følelsen
af, at der er hemmeligholdt information for dem?
Ditte Ploug er nytiltrådt Sektorchef for Ejendomme og Faciliteter. Pressefoto: JP-Foto
- Det er selvfølgelig ikke meningen, at nogen skal
føle, at vi hemmeligholder information. Det er jeg rigtig ked af, at det er oplevelsen. Det er bestemt ikke den
måde, vi ønsker at arbejde på, siger sektorchef for Ejendomme og Faciliteter i Lolland Kommune Ditte Ploug.
Hun mener dog ikke, at der er foregået noget forkert i sagen.
Annonce
Betydningsfuldt og problematisk
Problemet opstår, hvis administrationen ikke har informeret politikerne om arbejdet i tide. Professor i forvaltningsret Frederik Waage, mener at det stærkt problematisk, hvis administrationen ikke informerer politikerne om vigtigt arbejde.
- Man skal jo tage det alvorligt, hvis embedsmænd mener, at der er oplysninger, der ikke skal gives til et udvalg. Det er meget problematisk, siger Frederik Waage.
Igennem interviewet med Folketidende om sagen, holder Ditte Ploug dog fast i, at hele udvalget er blevet informeret om sagen, inden borgerne fik noget at vide.
- Vi ved jo godt, det er noget, der betyder noget.
Og derfor orienterer vi hele Klima, Teknik og Miljøudvalget per mail forud for, at vi offentliggør dagsordenen til
både Økontaktrådet og Klima-, Teknik- og Miljøudvalgets møde, siger Ditte Ploug.
Informerer I politikerne den
24. februar, hvor pressemeddelelsen bliver sendt?
- Det tør jeg simpelthen ikke at sige. Om det lige er samme dag, pressemeddelelsen
kommer, eller det er dagen før, det tør jeg ikke at sige. Men det er i det lag, siger hun.
Orienterer ikke om alt
Nye udvalg bliver normalt informeret om administrationens arbejde inden for udvalgets sektor. Men flere politikere i udvalget fortæller Folketidende, at de intet har fået at vide om, at natfærgeberedskabet ville blive fjernet per 1. april, som nu er blevet skubbet til 1. juni af politikerne.
Datoen og fjernelsen af natfærgeberedskabet er heller ikke nævnt i årsoversigten, som udvalget har fået udleveret af administrationen. I årsoversigten kan udvalget ellers læse om stort og småt, der vedrører deres arbejdssfære. Alligevel står der intet om beredskab til øerne.
Annonce
Det vækker opsigt hos Frederik Waage, at administrationen ikke har informeret politikerne om fjernelsen af natfærgeberedskabet. Arkivfoto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
- Vi
arbejder med rigtig, rigtig meget. Jeg har en rigtig bred sektor med 350
medarbejdere, der arbejder med alt lige fra det maritime til rengøring til
vedligehold af bygninger. Vi orienterer ikke om alt, hvad vi laver. Det gør vi
ikke, siger Ditte Ploug og fortsætter:
- Det er klart, når vi har noget som det her,
så tænker
vi selvfølgelig over, hvordan vi kommunikerer det. Og så lægger vi en
plan, så vi sikrer, at alle får kommunikationen samtidig. Det er jo ikke en
beslutningssag. Derfor har det også kun været til orientering, fordi beslutningen var truffet i 2023. Det er jo lidt mærkeligt, hvis man
siger, "Vi
arbejder med implementering af en beslutning fra 2023".
Det er ikke en overraskelse
Men
beslutningen fra 2023, siger, at natfærgeberedskabet skulle fjernes 1. januar 2024. Nu to år senere bliver det hevet frem igen. Ville det være mærkeligt at informere politikerne om det?
- Næ, det ville det sikkert ikke. Det har jeg ikke rigtig nogen holdning til. Det vigtige for os er, at vi orienterer politikerne samtidig, og at vores politikere får viden før vores borgere gør, så de er klædt på til at svare på spørgsmål, siger Ditte Ploug.
Er det
normalt, at man først informerer politikerne på dagen, man
informerer borgerne?
- Jamen,
det kan det sagtens være. Igen, det er en politisk beslutning, der er truffet. Så det er jo ikke som sådan en overraskelse, siger sektorchefen.
Det eneste, som hun hæfter sig ved, er, at administrationen ikke har fjernet natberedskabet tidligere.
- Og det vil jeg i hvert fald beklage, at den organisation, som jeg så nu er chef for, som jeg ikke var chef for i 2023, ikke har formået at få det implementeret tidligere, siger hun.
Til Folketidende fortæller Lolland Kommune, at de udsendte en mail til Klima-, Teknik- og Miljøudvalget syv timer inden, at pressemeddelelsen blev sendt ud til borgerne.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu