Krimi

Kvinde sigtet: Havebål spredte sig til lade

Politi og brandfolk måtte tirsdag aften forbi en adresse i Sakskøbing, hvor et havebål antændte en lade.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det endte galt, da en kvinde tirsdag aften omkring klokken 18.30 valgte at brænde haveaffald af på sin adresse i Sakskøbing.

Flammerne bredte sig nemlig til tagkonstruktionen på en nærliggende lade.

Derfor måtte der tilkaldes politi- og brandfolk.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters politi gik der ikke længe, før brandfolkene fik branden under kontrol.

Ingen kom til skade ved branden, som endte med at føre til, at kvinden blev sigtet efter beredskabsloven.

Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi.