Lolland

Teamet fra Rødby. Foto: Privat

Landets bedste Netto ligger på Lolland

Netto i Rødby er kåret til Årets Butik 2026. Tidligere købmand René Suhr Jensen og holdet hædres for stærke resultater og en særlig kultur. Han er siden rykket videre som butikschef i Nykøbing.

Offentliggjort

Der er god grund til at være stolte på Årbyesvej 22. Den lokale Netto har sikret sig kædens fornemmeste hæder og kan kalde sig Årets Butik 2026.

En af dem, der har været med til at skabe resultaterne, er René Suhr Jensen, som har næsten 28 års erfaring i Netto. Han står ikke længere i spidsen for butikken i Rødby, men er rykket videre og er i dag butikschef i Netto på Vestenborg Allé i Nykøbing.

Ifølge Nettos ledelse er prisen resultatet af en stærk indsats fra hele holdet i Rødby gennem længere tid.

– Nogle resultater er imponerende, andre er ekstraordinære. Og så er der de resultater, som kun opnås, når stærkt lederskab, solidt købmandskab og en helt særlig kultur smelter sammen. Det er præcis det, vi ser i Rødby, siger regionschef Peter Høgh.

En kultur, der kan mærkes

Jeg fik også æren at blive udnævnt til Årets Butikschef 2026 - måske jeg nupper den igen her i Nykøbing, lyder det fra René Suhr Jensen. Foto: Privat

Netop kulturen i butikken bliver fremhævet som noget af det, der har fået Rødby til at skille sig ud.

– Det er en butik, hvor kunderne føler sig velkomne, hvor medarbejderne tager ansvar, og hvor tingene bare spiller, siger Peter Høgh.

Selv om René Suhr Jensen har haft en central rolle, understreger Netto, at hæderen først og fremmest tilhører hele holdet.

– Resultater som disse skabes ikke af én person. De skabes af et helt hold med fælles retning, fælles ansvar og fælles ambitioner. Renés store fortjeneste er, at han har samlet det hold og fået det til at trække i samme retning, siger Peter Høgh.

- Det er en stor anerkendelse. Butikken har et godt team, og nogle dygtige rutinerede medarbejdere. Jeg fik også æren at blive udnævnt til Årets Butikschef 2026 - måske jeg nupper den igen her i Nykøbing, lyder det fra René Suhr Jensen.

Kåringen blev offentliggjort ved Nettos årlige seminar, hvor butikker fra hele landet var samlet.